Jens Larsen

Jens Larsen, 3.11.1804-9.8.1874, indremissionær. Født i Tikøb, død i Kbh., begravet på Frbg. kgd. L. er en af de betydeligste folkelige prædikanter i 1800-tallet. Han var smed i Kirke Værløse da han 1851 kom i kontakt med den af kbh.ske (grundtvigske) præster stiftede Forening til luthersk folkeoplysning som bl.a. skulle modvirke de sekter religionsfriheden havde åbnet for. Præsterne trak sig snart ud på grund af lægfolkets kritik, men L. der havde fået sin kristendomsopfattelse dannet ved Grundtvigs prædiken i Vartov og omgang med grundtvigske præster, blev sat igang og optog et arbejde som rejsende missionær. 1853 kom han i kontakt med de lægfolk der s.å. stiftede den første forening for Indre mission – med et grundtvigsk, antisekterisk og pietistisk vækkelsesprogram – og blev foreningens missionær; han udfoldede en utrolig flid og havde i 1859, da hans kones sygdom lammede aktiviteten, holdt over 1400 møder, langt de fleste på Sjælland. Foreningen rummede mange anskuelser, kirkelige som sekteriske (især baptistiske), brydningerne var stærke, især efter 1855 da dønningerne af Kierkegaards optræden blev kendt. L. fastholdt den grundtvigsk-kirkelige linie, også som medarbejder (en tid også som redaktør) af Indre Missions Tidende.

Da han jævnlig kom ud for sektprædikanter som påberåbte sig deres ordination fik han (bl.a. gennem grundtvigske præster) den idé selv at blive ordineret; det fremmede yderligere splittelsen i elementer, men en af J. C. Lindberg forfattet og af Fr. Hammerich og P. Rørdam støttet ansøgning blev indsendt, ledsaget af en adresse på ca. 600 navne; typisk nok var over 90 pct. husmænd, håndværkere og tyende; gårdmændene stillede gerne storstuerne til rådighed for L.s møder, men brød sig ikke om at få en smed til præst. Ansøgningen blev – efter biskop H. Martensens råd – afslået, hvad der yderligere fremkaldte brydninger. Fra 1858 begyndte kirkeliggørelsen af Indre mission, da sognepræst C. F. Rønne blev formand. Mere og mere kom L. nu til at stå som den der hævdede arbejdets frihed over for den officielle kirkeorganisation, og da også en gruppe midtsjællandske præster greb ind for at erobre foreningen og bruge den mod sekterne blev situationen vanskeligere for ham. Han kritiseredes for – temmelig uigennemskuelige – dogmatiske "kætterier", for at knytte de vakte til sig selv og ikke til den "beskikkede lærestand", og det vakte irritation at han bredte sig så åbenhjertigt om sit nye ægteskabs lyksaligheder. Ved foreningens generalforsamling i Stenlille 1861 rettede Vilh. Beck et voldsomt angreb på L.; det fulgtes op af Rønne (der før mødet havde søgt at få ham til at gå frivilligt), og der blev stor tumult i forsamlingen hvor han havde mange venner. Næsten ved et kup lykkedes det præsterne at erobre mødet, gennemføre Indre missions omdannelse til et folkekirkeligt arbejde og afløse det hidtidige lægmandsdemokrati med en selvsupplerende og af præster domineret bestyrelse. L. blev brutalt sat på porten, og det hjalp ham ikke meget at grundtvigske kredse støttede ham og bl.a. åbnede Dansk Kirketidende for hans apologier. L. fortsatte som fri missionær og lod sig 1863 optage i den katolskapostolske kirke (irvingianerne); det var muligvis grunden til at hans kone, under hans dødsleje i yderste fattigdom, fik afslag fra Indre mission på en anmodning om pengehjælp. I Indre Missions Tidende skrev L. fra 1854 hyppigt; 1852 udgav han Den bedste Ven; 1853 kom Guds Ord og Kirken og Et Par Ord til mine Troesvenner i Danmark. 1856 udgav han Aandelige Sange til Guds Børns Opbyggelse som opnåede adskillige oplag, hvortil han selv bidrog med mange salmer.