Jens Lassen

Jens Lassen, ca. 1625-23.3.1706, landsdommer, godsejer. Født på Vestergård i Nørre Bork sg, død i Kbh., begravet i Odense. L. kom til Kbh. 1651 som renteskriver efter først at have været skriver hos lensmanden i Kristianstad hvor han ægtede en borgerdatter. Som så mange andre kombinerede han sin embedsvirksomhed med handel. 1653 træffes han som leverandør til Holmen, og s.å. fik han sammen med andre borgere privilegium på besejling af Vestindien. I tilknytning hertil oprettedes et sukkerraffinaderi i Kbh. som også kongehuset havde del i. Af en ansøgning til den spanske konge fremgår, at også slavehandel stod på programmet. Ved krigsudbruddet 1657 fik L. overdraget at forsyne flåden og de skånske fæstninger. Ifølge kontrakten skulle han til provianthuset i Kbh. levere 3500 tdr. jysk eller anden god dansk rug, 4500 tdr. godt malt, 350 tdr. byggryn, 280 skp. flæsk, 500 skp. oksekød eller islandsk lammekød, 25 læster nordlandsk sild, 30 læster torsk, 200 tdr. smør, 40 skp. kønigsberger eller god hollandsk humle og 150 skp. islandsk fisk. Endvidere skulle han forsyne flåden og de østensundske fæstninger med al slags proviant undtagen øl og brød efter den ham givne designation, flåden for et halvt, fæstningerne for et helt år. Forudsætningen for at L. kunne påtage sig denne kæmpeleverance, hvis værdi efter afregningen beløb sig til mere end 200 000 rdl., var hans egen udenlandske kredit der sikkert må søges i Holland. Da svenskerne 1658 nærmede sig Kbh. udsendte L. 8.8. et patriotisk opråb om at gøre modstand; dagen forinden havde han for en fordring på 138 000 rdl. fået Dalum kloster på Fyn i pant. I betragtning af den formidable forsyningsopgave han løste 1657 var det naturligt, at han blev knyttet til den militære administration. 1657 blev han mønsterskriver, 1659 kommissarius ved Tøjhuset og medlem af dettes direktion. 1660 blev han admiralitetsråd. Efter statsomvæltningen blev han 1661 landsdommer på Fyn (afsat 1679) og assessor i højesteret hvor han deltog i voteringen til 1675. Sine fordringer på staten fik han som de andre storleverandører godtgjort i krongods, på grund af forholdene en ofte tvivlsom forretning. 1662 tilskødedes Dalum kloster (ialt 2437½ tdr. hartkorn) ham og 1664 Skt. Knuds kloster og ladegård, Hindsgavl samt strøgods for ialt 3986 tdr. hartkorn, især i Jylland. Som adskillige andre havde L. gjort sig skyldig i svigagtige leverancer, og i betragtning af det store kvantum jordegods han havde fået udlagt, var det ikke uforståeligt når den store revisionskommission lagde ud med hans tilfælde. 1680 dømtes han til at tilbagebetale 163 028 rdl., og det følgende år gjordes der udlæg i hans fynske gods for 133 990 rdl., 1683 for yderligere 536 rdl. og i det jyske gods for 29 062 rdl. En ven søgte at støtte ham ved forsvarsskriftet En oprigtig Patriot, men selv søgte L. at imødegå revisionskommissionen ved at rejse modkrav på ikke mindre end 289 311 rdl. for leverancer og forstrækninger der aldrig var blevet godtgjort, og kunne desuden påvise fejlberegninger fra kommissionens side. Ved den endelige afregning blev dette tilgodehavende dog reduceret til 35 292 rdl. Trods dette mellemværende blev L. 1691 generalforpagter af tolden, men forpagtningen fratoges ham året efter på grund af uregelmæssigheder og restancer, men også her mødte han med modkrav. Først 1714 blev der endelig afregnet med hans arvinger der måtte nøjes med 29 700 rdl. Trods de store godsudlæg som følge af revisionen forblev L. til sin død en godsejer af format i modsætning til andre storleverandører som Henrik Müller og Poul Klingenberg. Dette skyldtes ikke mindst at han koldblodigt tilbageholdt en række fordringer, idet han åbenbart var på det rene med at der kom en dag efter denne. Han var ejer af Harritslevgård, Krumstrup og Skt. Knuds kloster på Fyn, Egense kloster, Grubbesholm og Nørholm i Jylland, og 1680–88 besad han desuden Kærgårdsholm. Han var streng mod sine bønder og havde i sin bror Niels, ridefoged på Dalum, en nidkær hjælper. Som et vidnesbyrd om hans alsidige foretagsomhed kan anføres, at han uden synderligt udbytte 1675 lønnede en dykker til at bjærge værdier fra vrag.