Jens Lund - tegner

Jens Lund, Jens Martin Victor Lund, 18.11.1871-10.6.1924, maler, tegner, grafiker. Født i Kbh. (Trin.), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Ass.). L. var elev i Metropolitanskolen til en nervesygdom tvang ham til at forlade skolen i femtenårsalderen. Da han efter et par års forløb var rask nok til at fortsætte, vaklede han mellem kunsten og de mere solide studier. Han arbejdede en kort tid på maleren Axel Hous elevskole, indtil han bestemte sig for at studere forstvæsen. Da dette studium ikke tilfredsstillede ham slog han atter om, denne gang for at uddanne sig til dansk jurist. Kunstnertrangen var imidlertid for stærk og han opgav juraen for helt at hellige sig kunsten. 1896 rejste han til Paris hvor han kom ind på det dengang meget søgte Académie Julian og blev elev af Robert Fleury. I Paris hvor han opholdt sig til 1899 stiftede han bekendtskab med symbolismen, en retning der straks måtte finde genklang i en natur der som L.s var tilbøjelig til fabuleren og drømmeri. Hernede traf han en beslægtet ånd, tegneren Johannes Holbek, hvis manuskript Dekadent Barbari han udgav efter vennens død 1904. L.s møde med symbolismen satte frugt i udgivelsen af et par bøger med tegninger og ledsagende tekst, således Forvandlede Blomster, 1899 hvor han synes at have foregrebet surrealismen (fx i tegningen Cyklende Blomst), Livets Skove, 1901 og Drømmerens Bog. 1915. I tråd med hans symbolistiske livsanskuelse falder også L.s og hans hustrus oversættelse af Georges Rodenbach: Det døde Brügge, 1912, med hans egne illustrationer. L. var ofte på rejse, 1901-02 i Italien, 1905 i Spanien og Marokko, 1905-07 igen i Italien, 1909 i Paris og Brugge og endelig i Paris for sidste gang 1921. Fra disse rejser hjembragte han malerier, akvareller og tegninger (med pen eller tusch, ofte farvelagte), især landskaber og arkitekturbilleder. Skønt symbolismen havde slået dybe rødder i L.s sind blev hans kunstneriske udtryksform efterhånden mere naturalistisk, som fx i hans skibsbilleder fra Marstal, en by han første gang så 1916 og siden trofast besøgte hvert år. L. udstillede første gang på salonen i Paris (Champs de Mars) 1898, på Den frie udstilling som gæst 1901, separatudstilling sst. 1909 og endvidere på Forårsudstillingen ved Charlottenborg 1902, 1910-11, 1913-25 og på Kunstnernes efterårsudstilling 1911, 1922. Særudstilling hos Winkel og Magnussen 1910 og sammen med Anton Hansen i Kunstforeningen 1922, mindeudstilling på Charlottenborg jan. 1925, udstilling af efterladte arbejder hos Vagn Winkel, Nikolaj Plads, nov. 1934. Arbejder i Vejen museum og i Kunstindustrimuseet.

Familie

Forældre: hofsnedkermester J. G. L. (1814-82) og Martine T. Thaning (1831-71). Gift 13.10.1893 i Esbønderup med Ane Kirstine Bolette Redsted, født 13.3.1865 i Kbh. (Holmens), død 30.6.1941 sst., d. af overlærer, kateket ved Holmens kirke, senere sognepræst i Lerup, Oluf Ansteen Leopold Frederik R. (1821-93) og Caroline Mathilde Friderichsen (1825-95).

Ikonografi

Radering af Axel Hou, 1899. Buste af R. Tegner, 1900, udst. i bronze 1909. Tegnet selvportr. 1905. Tegn. af Eigil Petersen, 1909, og af Ellis Ulmann (Kgl. bibl.). Foto. Tegn. af Axel Hou udst. 1936.

Bibliografi

Udv. tegn., udg. Selsk. for grafisk kunst, 1927. - V. Wanscher i III. tid. 28.2.1909. Nic. Lützhøft sst. 31.12.1922; sst. 29.6.-7.7.1924. Sig. Müller i Ugens tilskuer 20.8.1915. C. A. S. Dalberg og P. M. Plum: Metropolitanskolen, 1916. S. Clod Svensson i Skønvirke III, 1917 145-58. Danske i Paris gennem tiderne, red. Fr. v. Jessen II, 1938. J. L. Fortegn, over håndtegn., akvareller og grafik, Vejen museum 1976.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig