Jens Mathias Ljungberg, Jens Mathias Liungberg, 29.1.1748-17.6.1812, professor, kollegiedeputeret. Født i Kristianstad, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Ass.). L. studerede i Lund og Göttingen og havde sidstnævnte sted Cl. G. Kästner til lærer i matematik og astronomi. 1769 observerede han Venus" gennemgang på så fortrinlig en måde, at man besluttede at knytte ham til universitetet som professor. Dog forlod han hurtigt Tyskland og virkede 1770-80 som professor i matematik og filosofi ved universitetet i Kiel. Rygtet om de betydningsfulde maskinelle opfindelser i England lokkede ham på ny ud på farten, og han foretog i alt tre rejser til England hvor han med stor flid og omhu aftegnede de nye spinde- og kartemaskiner. Han tilbød først Sverige sine tegninger, men da man ikke viste større interesse for sagen, kom han til Kbh. hvor han 1780 blev udnævnt til ekstraordinær kommitteret i kommercekollegiet. 1787 avancerede han til kommitteret og blev s.å. medlem af general-fabrikdirektionen, men kun for en kort tid. 1792 fik han sæde i den eksekutive fabrikdirektion og studerede under en senere rejse til England navnlig det engelske kanal væsen. 1804 modtog han udnævnelse til deputeret. I sine senere år syslede han ivrigt med matematiske og astronomiske studier. - Medlem af Videnskabernes selskab 1780. - Justitsråd 1780. Etatsråd 1805.

Familie

Forældre: stadskirurg Pehr (Petter) L. (ca. 1716-78) og Anna Sophia (Maria) Noreen (ca. 1713-99). Ugift.

Udnævnelser

R. 1810.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IX, 1922. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis III, 1913. - C. Nyrop: J. F. Classen, 1887. Carl Bruun: København III, 1901. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814 V-VI, 1906-09. A. Lomholt: Det kgl. da. vidensk.s selsk. I, 1942. Industriens hist. i Danm., udg. Axel Nielsen II, 1943 (reproudg. 1975).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig