Jens Preben Kirkegaard, 8.1.1913-3.12.2002, bibliotekar, rektor. Jens Preben Kirkegaard skildrede selv sin vej til bibliotekaruddannelsen således: "Jeg er selv en slags pirat. Kun et halmstrå i form af en præliminæreksamen. Efter at have taget en boghandleruddannelse kom jeg til folkebiblioteket i Århus som elev og allerede et år efter kom jeg på biblioteksskolen. Det var den gang piraterne havde en chance." Efter afgangseksamen fra biblioteksskolen 1936 var Jens Preben Kirkegaard til 1944 ansat ved Århus folkebiblioteker. Arbejdet i oplandet, navnlig med den bogvalgsmæssige hjælp til sognebibliotekerne var for ham noget væsentligt, et stykke demokratisk forhandlingsarbejde omkring et vist "harmonisk forhold mellem lånerkredsens interesser og bogsamlingens karakter." Citatet er fra Jens Preben Kirkegaards udmærkede bog Folkebibliotekerne i Danmark, 1948, udsendt af Det danske selskab og oversat til flere udenlandske sprog. Med denne holdning til arbejdet var det naturligt at Jens Preben Kirkegaard i nogle år arbejdede som centralbibliotekar, i Holstebro 1945 og i Vejle 1946–56. Men også bibliotekernes hele position lå ham på sinde. I 1930erne og 1940erne var bibliotekarlønningerne ringe, og 1953–56 var Jens Preben Kirkegaard som formand for Bibliotekarforeningen for folkebiblitekerne en myndig talsmand for standen. 1956 blev Statens biblioteksskole, der havde været knyttet til Statens bibliotekstilsyn, omdannet til Danmarks biblioteksskole som en selvstændig læreanstalt for uddannelse både til folkebibliotekerne og til de videnskabelige og faglige biblioteker. Jens Preben Kirkegaard blev dens rektor og skabte gennem årene en stor skole, senere med filial i Ålborg. Han fortsatte som rektor til 1983. Inden for denne store ramme animerede han til stadig drøftelse af uddannelsens kvalitet, især i retning af integration i modsætning til opdelingen i to sektioner efter bibliotekstyper og frem til status som højere læreanstalt. Jens Preben Kirkegaard ønskede et frit studium, men havde dog gerne villet fastholde noget af den klassiske uddannelsesform hvor forelæsninger stadig spiller en rolle. Det var dog altid et særkende for hans ledelse af skolen at respekten for den demokratiske afgørelse i de styrende organer fastholdtes. 1974–79 ydede Jens Preben Kirkegaard som præsident for den internationale biblioteksforening IFLA et fortrinligt arbejde ud over verdens bibliotekslande med mange for standen nyttige kontakter.

1962 var Jens Preben Kirkegaard den græske regerings rådgiver angående bibliotekaruddannelsen. Også i UNESCO-nationalkommissionen ydede han en indsats der 1975 bragte ham på formandsposten. Som en international skikkelse i biblioteksverdenen fik han udnævnelse til Honorary Fellow of the Library Association i England. Han var 1957-80 medredaktør af det internationale bibliotekstidsskrift Libri og 1964–69 af Bogvennen. I anledning af hans 60-årsdag udsendte biblioteksskolen som en hilsen en nyudgave af C. Molbechs Om offentlige Bibliotheker (1829). Sin interesse for kunsten udtrykte han bl.a. ved at være formand for Sammenslutningen af danske kunstforeninger 1957–61, og han var formand for Forening for boghaandværk 1969–72. Hovedlinjen i Jens Preben Kirkegaard indsats hjemme og ude var at vogte kvaliteten af bibliotekarens arbejde og det samlede biblioteksvæsens rette placering i samfundet.

Familie

Jens Preben Kirkegaard blev født i Århus (Skt. Pauls).

Forældre: togbetjent, senere togfører Carl Marius K. (1878–1969) og Martha Nicoline Madsen (Hougaard) (1877– 1943). -14.2.1937 i Århus (Vor Frue k.) med koncertsanger, sangpædagog Karen Kirstine Christensen Lund, født 14.3.1912 i Århus, d. af overlærer Jens Johan C. L. (1877–1951) og Anna Marie Jørgensen (1882–1946).

Udnævnelser

R. 1968. R1. 1977

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interviews i Bogens verden, 1975 195–97 og Bibliotek 70, 1977 635–39. – Bogens verden, 1963 29. Hasse Havgaard i Politiken 2.8.1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig