Jens Schelderup Sneedorff

Jens Schelderup Sneedorff, 22.8.1724-5.6.1764, forfatter, lærer. Moderens vidtforgrenede kulturslægt og faderens bondeæt indgik hos det moderløse barn en frodig forbindelse.

Efter den sidste latinske Sorørektors afgang ved skolens nedlæggelse 1737 flyttede Jens Schelderup Sneedorff med sin far til København, hvor han allerede 1739 dimitteredes fra byens skole og næste år blev baccalaureus; 1742–47 var han alumne på Borchs kollegium og dekan på Kommunitetet, i hvilken egenskab han pligtskyldigst udgav og forsvarede tre teologisk-filosofiske disputatser på latin.

Allerede i disse år er han blevet fortrolig kendt med den kreds af unge oplysningsvenner der i tiden lige før og efter Ludvig Holbergs død skulle præge dansk åndsliv: F.C. Eilschov, Peder Kofod Ancher, Jens Kraft o.fl. Da Jens Schelderup Sneedorff – til trods for Hans Grams anbefaling – efter magisterkonferensen 1746 blev forbigået til fordel for C.F. Wadskiær ved et professorat i Sorø, rejste han for en mindre arv tre år udenlands.

Længst opholdt han sig ved det nystiftede universitet i Göttingen hvor han studerede under bl.a. J.D. Michaëlis, J.S. Pütter og Colom du Clos, under hvis vejledning han på fransk udarbejdede Recueil de lettres, mémoires et autres pièces de notre siècle, 1750 og Essai d'un traité du stile des cours ou reflexions sur la manière d'écrire dans les affaires d'état, 1751 (ny udgave ved Colom 1776).

Foruden disse to politiske værker er fra hans Göttingentid bevaret en filosofisk tale, Om Bestandighed altid er en Dyd, holdt i Det kgl. tyske selskab 23.1.1751. Efter et kort ophold i Halle og Frankrig vendte Jens Schelderup Sneedorff hjem og blev, stærkt anbefalet af Holberg, hvis ord jo havde vægt på det sted, efter J.E. Schlegel 18.12.1751 udnævnt til professor juris publici et politices ved Sorø akademi.

Som lærer har Jens Schelderup Sneedorff virket betydelig både ved sine omfattende, solide kundskaber og ved sin usnobbede, hjertevarme menneskelige forståelse. Han holdt statsvidenskabelige forelæsninger, lod de unge adelsmænd på fransk "opføre" hele gesandtskaber og udarbejde afhandlinger på dansk og fransk; særlig grund er der til at fremhæve hans indgående gennemgang af Montesquieus L'esprit des lois, den bog der fremfor nogen blev hans store oplevelse.

I nært samarbejde med en kreds af ligesindede unge, Jens Kraft, C. Lysholm, I.A. Cold, J.B. Basedow o.a. – betegnelsen Sorøoplysningen udpeger dem som en tidlig parallel til den senere Sorøromantik – levede Jens Schelderup Sneedorff her et rigt og udviklende tiår, med åndelig og menneskelig vækst, men uden selvstændig produktion.

Først for at støtte akademiets og professorernes private bogtrykker Jonas Lindgreen begyndte Jens Schelderup Sneedorff sit forfatterskab med udgivelsen af et stort anlagt værk Om den borgerlige Regiering, 1757, med titel efter John Locke, men i stil og ånd en efterligning af Montesquieu; af de planlagte fem bind udkom dog kun dette første. Næste år fulgte forsøgsvis en lille Voltaireoversættelse, men 1759 brød hans forfatterskab frem: først Fortsettelse af Babues Syn der førte til en rask lille drøftelse med den unge, hengivne ven Tyge Rothe; så oversættelsen af Voltaires Zadig, og endelig Breve, en essaysamling med det formål at danne læsernes smag og tænkemåde.

Samme år deltog Jens Schelderup Sneedorff virksomt i stiftelsen af Selskabet til de skiønne og nyttige videnskabers forfremmelse, til første bind af hvis "Forsøg" (1761) han ikke blot skrev fortalen, men også den allegoriske vision Den nye Edda eller Gylfes anden Reise. Herved var Jens Schelderup Sneedorff kommet i forbindelse med den ældre Bernstorffs kreds, og 17.3.1761 udnævntes han efter Tyge Rothe til privatlærer for arveprins Frederik. Kort tid i forvejen (20.1.) var han med kongelig understøttelse begyndt at udgive Den Patriotiske Tilskuer der udkom med to ugentlige numre til 31.12.1763 som en dansk fortsættelse af J.A. Cramers Der nordische Aufseher; af tidsskriftets 308 numre skrev Jens Schelderup Sneedorff selv henved 270.

Tilskueren tilhørte en social og moraliserende retning der på dette tidspunkt var ved at blive forældet inden for europæisk spectatorlitteratur, men som endnu ikke var repræsenteret på dansk; i afvekslende form, men en noget tør, folkeopdragende tone drøfter han selvstændigt, men uden egentlig originalitet alle tidens spørgsmål, borgerlige, moralske og æstetiske. Ved sit forsvar for den politisk-æstetiske dannelse i modsætning til den matematisk-filosofiske metodiskhed opbragte han sin tidligere Sorøkollega Jens Kraft, men selv om Jens Schelderup Sneedorff var både vittigere og smidigere, lod også han sig forlede til unødig polemisk skarphed.

Samtidig med tidsskriftet arbejdede Jens Schelderup Sneedorff på et filosofisk-religiøst værk, der – svarende til Montesquieus hovedværk – skulle behandle skriftens ånd; efter hans uventede død af børnekopper blev de foreliggende dele udgivet under titlen Fragmenter, 1769. Bogtrykker Lindgreen viste sin taknemmelighed ved i to bind at udgive hans Smaa Skrifter, 1770, i "et ganske lidet Oplag". Som den første danske forfatter opnåede han en udgave af Samtlige Skrivter I-IX, 177'5–77 der fik over 700 subskribenter.

Jens Schelderup Sneedorff er dansk oplysningslitteraturs typiske skikkelse: bevidst patriot, om end ikke mindre bevidst kosmopolit af læsning og dannelse. Han fortsatte i praksis Eilschovs mere teoretiske sprogrensningsbestræbelser men hos ham var sprogproblemet blevet et spørgsmål om stil; helst tog han ordene fra tysk eller nordisk, men stilens faste opbygning fra fransk.

Menneskeligt og socialt stod han i fremskridtets forreste række; politisk var han, under den milde enevælde, en konservativ mand, hvilket dog ikke hindrede at han tidligere og stærkere end nogen anden har virket til at stemme den offentlige mening for bondens frigørelse. Hermed hænger det sammen, at han, der i sin statsanskuelse var begyndt som merkantilist, efterhånden blev udpræget fysiokrat.

Hans mål er over alt oplysning, smag og dannelse, og han er derfor satirisk og polemisk vendt mod enhver form for pedanteri, i videnskab og morallære såvel som i kunst og selskabsliv. Hans våben er en klar og elegant stil, med verve og rytme, men noget enstonig.

Jens Schelderup Sneedorffs gerning førtes i dansk åndsliv videre af mænd som Ove Malling, Andreas Schytte og navnlig Johannes Ewald, der ikke blot har fået ideen til "Lykkens Tempel" fra Den patriotiske Tilskuer men også nydt godt af hans personlige opmuntring og støtte.