Jens Toftegaard, Jens Carl Nielsen Toftegaard, 22.12.1889-25.2.1971, nationaløkonom, sparekassedirektør. Født i Langå, Fyn, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). T. voksede op i et hjem hvor der var megen interesse for politik. Efter studentereksamen 1908 (fra Hesselager) studerede han statsvidenskab og blev cand.polit. 1914. S.å. blev han ansat i departementet for told og forbrugsafgifter. I sin studietid havde han navnlig været optaget af professor Harald Westergaard og samtidig med sit administrative arbejde manuducerede han 1915–17 i statistikkens teori og var 1917–25 assistent ved universitetets statistiske laboratorium. Hans kammerater valgte ham 1917–19 til formand for Socialøkonomisk samfund. I tolddepartementet fik han hurtigt særlige opgaver. Han blev knyttet til de af K. Riis-Hansen ledede undersøgelser af toldbeskatningen. 1916–20 var han tillige sekretær ved landbokommissionen af 1911. 1919 blev han fuldmægtig i tolddepartementet. T.s universitetsarbejde gav ham fortsat kontakt med Harald Westergaard der var direktør i Bikuben. 1926 blev T. medlem af Bikubens tilsynsråd. 1927 blev han chef for inspektoratet for tobaksbeskatningen hvor udviklingen af forbrugsbeskatningen stadig gav institutionen nye opgaver. Selv om T.s administrative stilling således stillede store krav, gjorde hans energi, flid og begavelse det muligt at han i sin fritid udarbejdede et jubilæumsskrift: Bikuben 1907–1932, 1932. 1935 opgav T. sin tjenestemandsstilling og blev direktør i Bikuben; 1941 blev han formand for direktionen. T. virkede i denne stilling til 1961 og blev en usædvanlig afholdt chef. Han respekterede den gamle sparekasses traditioner, fastholdt at den var kommet til verden for at tjene den jævne mands interesser og tog samtidig initiativer der forøgede arbejdsopgaverne og havde betydning for sparsommeligheden. 1936 oprettede han en byggespareafdeling der navnlig voksede efter krigen. Han gennemførte en standardisering af pensionsopsparingsordningerne og søgte at fremme oprettelse af spareklubber i private virksomheder. Han interesserede sig stærkt for samarbejdet mellem de forskellige sparekasser. Fra 1936 var han medlem af bestyrelsen for Landsforeningen for større sparekasser i Danmark, 1943–47 formand for foreningen. Det var i første række hans indsats i disse år, at Danmarks sparekasseforening blev dannet 1947 som en organisation af alle landets sparekasser. T. var her formand i de første ti år. Han havde også stor betydning for oprettelse af Fællesbanken for Danmarks sparekasser og bidrog også til løsning af andre fællesopgaver bl.a. Sparekassehøjskolen 1957. Efter krigen gjorde han meget for at sætte gang i Nordens centrala Sparbank-foreningars delegation hvor han var medlem 1946–60. Han var også medlem af styrelsen for International Thrift Institute 1948–60 hvor han virkede for samarbejde mellem sparekasserne i en række lande.

Uden for sin hovedbeskæftigelse havde T. navnlig to interessefelter. Dels udvikling af og undervisning i det nationaløkonomiske fag, dels kirkelige og sociale opgaver. Han var lærer ved Den handelsvidenskabelige læreanstalt (Handelshøjskolen) i Kbh. 1920–41, 1934–35 som leder sst.; 1935–45 var han censor ved statsvidenskabelig eksamen. 1943–68 var han medlem af bestyrelsen for r oreningen til unge handelsmænds uddannelse T. var en afholdt lærer med gode evner til at lære fra sig. Hans pædagogiske kunnen prægede også den lærebog i Almindelig Erhvervslære som han udsendte sammen med K. Enevold Sørensen, K. Vedel-Petersen og G. E. Riemann 1928 (4. udg. 1941) og håndbogen Vore Skatter, 1929 (3. udg. 1942 sammen med C. Ulrich Mortensen). T. skrev også en række artikler om økonomiske emner bl.a. i Nationaløkon. Tidsskr.: Konjunkturbestemt Rente, 1937 og Det nordiske Kapitalmarkeds Udvikling og dens Forbindelse med Valutapolitiken i "Forhandlingar vid elfte nordiske nationalekonomiske motet i Helsingfors 1938'. T. var sekretær i Nationaløkonomisk forening og redaktør af Nationaløkon. Tidsskr. 1930–35. Han var medlem af foreningens bestyrelse 193f –42 og blev 1962 æresmedlem. T. skrev om andre økonomer i Dansk biografisk Leksikon, 2. udg., og var medredaktør af statsvidenskabelig stat 1923 og 1929.

T. var 1915–18 medlem af bestyrelsen for Danmarks kristelige studenterforbund. Senere fik han en række tillidshverv inden for kirkelige og sociale organisationer. Han var medlem af bestyrelsen for Evangelisk alliance 1935–61, deltog som repræsentant for Danmark i verdenskonferencen Life and Work i Oxford 1937, var medlem af Det økonomiske fællesråd i Danmark 1939–63, af samarbejdsudvalget for internationalt hjælpearbejde 1945–53 og af Den danske folkekirkes mellemfolkelige råd. Han deltog også i ledelsen af forskellige mere specielle hjælpeorganisationer. Han sad i bestyrelsen for Lægeforeningens boliger 1936–47, for Diakonissestiftelsen 1937–63, for Philadelphia (studenternes kammenitskabshjælp), formand fra 1954, for Falk-Hansens sociale arbejde fra 1955, for Foreningen for spastisk lammede børn 1958–68 og for Christmas Møllers mindefond indtil 1966. I tilknytning til den offentlige administration blev T. gennem årene udpeget som medlem af forskellige rid, nævn, udvalg og kommissioner: arbejdsløshedsrådet 1932, éngangsskattenævnet 1947–58, udvalget af 1950 vedrørende skattelettelse for privat opsparing, skadeforsikringsnævnet 1950–57, livsforsikringsnævnet 1951–57, realkreditkommissionen 1953, udvalget af 1954 vedrørende værdifaste obligationer samt af samarbejdsudvalget af 1955, der bl.a. stillede forslag om oprettelse af et samfundsøkonomisk råd. T. deltog også i ledelsen af enkelte større erhvervsvirksomheder. Han var medlem af bestyrelsen for Chr. Augustinus' Fabrikker fra 1947, næstformand fra 1957, medlem af bestyrelsen for S. Seidelin A/S 1958–68, for Brdr. Braun A/S fra 1960 og for Skandinavisk Tobakskompagni A/S 1961–66.

T. var optaget af nordisk samarbejde på bred basis, ulandsarbejde og international kommunikation. Det medførte at han sad i bestyrelsen for Foreningen Norden 1944–64, for Den internationale højskole i Helsingør og for Rural development college, Holte fra 1963.

Familie

Forældre: snedkermester Rasmus Nielsen T. (1855–1912; navnebevilling til T. 1905) og Johanne Marie Rasmussen (1857–1926). Gift 25.10.1919 i Kolding med Mette Margrete Uldall Juhl, født 23.8.1892 i Kolding, død 26.8.1975 på Frbg., d. af bogholder, stnere købmand Hans Uldall Madsen Juhl (1858–1941) og Maren (Mary) Kristine Nikoline Olesen (1861–1913).

Udnævnelser

R. 1932. DM. 1947. K. 1952. K1. 1957.

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1959. Foto.

Bibliografi

Interview i B.T. 25.2.1957. -C. V. Bramsnæs: Bikuben i 100 år, 1957 113 116 163f. H. Winding Pedersen i Nationaløkonomisk t. CIX, 1971 125–28. Steen Madsen i Sparekassen, 1971 81. Politiken 27.2.1971. Berl. tid. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig