Jep Muus, d. 14.9.1394, ridder. Begravet i gråbrødrekirken i Ystad. M. nævnes tidligst 1366. Han havde Elfsborg i pant til 1377 da dronning Margrete indløste slottet. 1380 deltog han i den skånske adels forening til kirkens værn, 1387 i dens hyldning af kong Oluf. 1384 var han høvedsmand på Lindholm; hansestæderne klagede over at han misbrugte denne stilling til omfattende sørøveri. 1389 blev han ridder; s.å. var han foged på Varberg og sluttede som sådan forlig med Margrete hvorved han tilstod at have fået fuldt vederlag for alle tab og al gæld og for alle anklager han havde haft mod dronningen; baggrunden for dette mærkelige dokument kendes ikke. 1390-94 var han høvedsmand på Helsingborg slot. Efter hans død kom det frem at han ved svig havde søgt at tilegne sig hovedgården Højby i Skåne som han i virkeligheden kun havde haft som et midlertidigt pant; han havde misbrugt ejerindens signet og derefter ved trusler tvunget to Lundekanniker til at bekræfte det falske skøde. Som følge heraf blev Højby fradømt hans arvinger. Videst kendt er M.s navn dog blevet gennem det sagn der knytter sig til hans giftermål, og som Chr. Winther har behandlet digterisk i Ringens Indskrift. Det stammer fra de adelige slægtebøger som beretter at Kirstine Thott først var trolovet med Holger Munk men at kongen og dronningen tvang hende til i stedet at ægte M.; for at minde ham om at han var af ringere slægt end hun gav hun ham da en guldring hvori der var indlagt en kobbernagle; derfra stammer det ordsprog: "Art dig, Kobbernagle, du ligger udi Guld lagt". Siden slog hr. Holger Munk ham ihjel og fik Kirstine. En enkelt version tilføjer at M. bortførte sin brud fra Bosjö kloster hvor hun opdroges, og at brylluppet stod på Helsingborg. – Ud over den kendsgerning af Kirstine Thott var gift først med M. og siden med Mogens Munk rummer sagnet næppe nogen historisk kerne; mod dets troværdighed taler bl.a. at M. rimeligvis var af samme slægt som sin hustru, og at denne efter hans død pietetsfuldt værnede om det alter han havde indstiftet i Malmø kirke.

Familie

Forældre: sandsynligvis Niels Jensen M. der 1365 optræder som arving efter en ældre J. M. Gift Kirstine Thott (gift 2. gang med Mogens Munk, død 1410), d. af Peder Axelsen T. (død senest 1375) og Juliane Pedersdatter Grubbe (død tidligst 1376).

Bibliografi

P. von Moller: Bidrag til Hallands hist. I, Lund 1874 84-88. Chr. Winther: Poetiske skr. III, udg. Oluf Friis, 1929 355.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig