Jesper Bahnson

Jesper Bahnson, Jesper Jespersen Bahnson, 18.11.1827-26.8.1909, officer, krigsminister. Født på Tårupgård ved Viborg, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). B. blev student fra Viborg 1844, cand. phil. 1845 og tog adgangseksamen til Den kgl. militære højskole 1846. Da Treårskrigen udbrød 1848 lukkedes skolen, og B. blev efter en kortvarig praktisk forberedelse kommanderet til tjeneste ved den befæstede stilling på Helgenæs, senere til tjeneste ved kystbatterierne langs Lille Bælt. Han gjorde tjeneste på Fredericia fæstnings nordfront under det slesvig-holstenske angreb 6.7.1849 og var som kar. premierløjtnant chef for et reservedepot i Assens 1850. Efter krigen gennemgik han højskolens ældste klasse og sendtes 1853 under Krimkrigen med et artilleridetachement til Christiansø. 1854 var han detachementskommandør på Kronborg. En helt ny virksomhed åbnede sig da han 1855 blev skole-officer og lærer i artilleri og fortifikation ved landkadetakademiet. 1857 blev han kaptajn, ansattes 1859 som lærer i kemi ved Den militære højskole og stod nu à la suite i artilleriet 1860–67, idet han dog under krigen 1864 var ved artillerikommandoen i Fredericia og sidst på året blev chef for batteriet Prøvestenen. Ved hærlovs-revisionen 1867 afløstes højskolen og kadetakademiet af officersskolen på Frederiksberg slot, hvor B. ansattes som lærer i kemi og var skoleofficer 1870–76. Her var det han først ret fik lejlighed til at beskæftige sig med den sag der blev hans livssag, forsvarsvæsenets udvikling. Ved den veltalenhed, klarhed og overbevisning hvormed han fremsatte sin opfattelse, og den ubøjelige og konsekvente energi hvormed han fastholdt den og forstod at føre sin vilje igennem i kredsen af lærere ved skolen fik han en alt overvejende indflydelse her. 1871 foranledigede han stiftelsen af Det krigsvidenskabelige selskab, hvor spørgsmålet Kbh.s befæstning blev drøftet. For at vække interesse for sagen i videre kredse begyndte han, dels personlig, dels gennem medarbejdere at rejse diskussion om den i pressen.

1879 blev han oberst og chef for 1. departement i krigsministeriet. 1880–84 var han ministeriets direktør.

Højre og Frede Bojsens gruppe af venstre havde 1880 gennemført en ny hærlov så der var ikke'de første år mulighed for bevilling til Kbh.s befæstning, men B. arbejdede utrætteligt for sin plan, dels i ministeriet, dels i offentligheden, her kraftigt støttet af de i 1870'erne oprettede forsvarsforeninger. Deres antal øgedes, og der holdtes foredrag om Kbh.s fæstning i alle byer. Kvinder foranstaltede indsamling til forsvaret, og 1884 startedes Komiteen for selvbeskatning der ville indsamle midler til anlæg af fæstninger omkring Kbh. Ved folketingsvalget 26.6.1884 led højre et stort nederlag, venstre gik stærkt frem, og for første gang repræsenteredes socialdemokratiet i folketinget, men Estrup satte hårdt mod hårdt. Særlig udfordrende føltes det i oppositionen at B. 12.9.1884 udnævntes til krigsminister. Han håbede sikkert at han med støtte i den rejste forsvarsbevægelse kunne gennemføre Kbh.s befæstning ad normal parlamentarisk vej, men det lod sig ikke gøre, og han fulgte Estrup ud i provisorierne. Oktober 1885 oprettedes det militære gendarmerikorps ved provisorisk lov. 1886 kom det første provisorium til kystbatterier ved Charlottenlund og Kastrup og til Kbh.s landbefæstning (Vest-Enceinten færdig 1890). Nye kaserner opførtes og ny geværfabrik byggedes i forbindelse med indførelse af magasingeværet. Den frivillige selvbeskatning påbegyndte 1886 opførelsen af Garderhøjfortet, og da det var fuldført opførelsen af Lyngbyfortet som krigsministeriet dog måtte fuldføre. De i 1888–89 indledte forligsforhandlinger mellem regeringen og venstre gik i stå da B. 1890 fik provisorisk bevilling til Middelgrundsfortet, og det fremmede heller ikke forligsforhandlingerne da der 1891 oprettedes en generalkommission med kronprins Frederik som formand. Men 1894 resulterede forligsforhandlingerne mellem højre og Frede Bojsen i forlig om finanslov og provisoriernes ophør. Dermed var B.s politiske rolle udspillet. Han gik af som minister 7.8.1894 sammen med det øvrige ministerium og blev kommanderende general i 1. generalkommandodistrikt indtil 1897. 1896 udgav han Forsvarsvæsnets Udvikling i den sidste Menneskealder. 1887,1890 og 1892 var han efter hårde valgkampe blevet valgt til folketinget på Frbg., men faldt 1895 og søgte ikke mere valg. Som politiker havde han vist sig som en både slagfærdig og behændig debattør, der målbevidst og utrættelig viede sig den sag han troede på, men hans stejlhed og selvbevidsthed virkede unødig udfordrende. Skønt trykket af økonomiske vanskeligheder der for en del skyldtes overtagelsen af fædreneejendommen Tårupgård og sikkert dybt skuffet over det forlig der i virkeligheden betød en underkendelse af hans livsværk vedblev han dog til sine sidste leveår at virke for sin opfattelse af forsvarssagen. R. 1868. DM. 1874. K.² 1881 K.¹ 1885. S.K. 1.888.