Joachim Bech, Joachim (Jochum) Vilhelm Bech, 30.6.1770-24.2.1812, præst. Født i Vivild, død på Frederiks hospital i Kbh., begravet sst. (Frels.). Sytten år gammel begyndte B. at studere og dimitteredes 1793 fra Randers. Efter at have taget attestats 1797 gik han 1798 som missionær til Finmarken (til 1800), var derefter skibspræst i fem år og blev 1805 præst på Anholt. Under hans embedsvirksomhed her indtraf krigen med England. Øen blev besat af fjenden 1810, og da den engelske chef forlangte at B. fra prædikestolen skulle bede for kongen af England vægrede han sig hårdnakket derved, hvorfor der tilføjedes ham de største krænkelser. Hans hus blev ham frataget og indrettet til kaserne og han selv gentagne gange truet på livet, endog i kirken. Først da han med hustru og børn var udsat for at omkomme af sult forlod han øen hvor han var i høj grad elsket af menigheden. Til belønning for sin udviste troskab modtog han 1811 ridderkorset; men hans helbred var nedbrudt som følge af de udståede lidelser, og han døde ikke længe efter.

Familie

Anføres ved sin dåb som s. af podemester på Hevringholm Jacob Knudsen Alling (ca. 1740–91) og Anne Dorthe Sophia Nielsdatter (født ca. 1738), men antog siden navnet B. efter "den, som han var opkaldt efter", formentlig greve Joachim Beck-Friis (1722–97) til Hevringholm. Gift 30. 9.1798 i Kbh. (Cit.) med Elsebeth (Møller) Jørgensen, døbt 24.1.1777 i Kbh. (Frue), begr. 15.4.1813 i Gevninge, d. af brændevinsbrænder Jørgen Mortensen (død ca. 1786) og Anne Cathrine Rohde (ca. 1758–1814, gift 2. gang 1787 med brændevinsbrænder Christen Sørensen Møller, født ca. 1749).

Bibliografi

J. D. T. Manthey: Biogr. efterretn. om riddere [1818], ikke udg., 60f. A. Erlandsen: Biogr. efterretn. om geistligheden i Tromsø stift, 1857 181 f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig