Joh. Dalhoff, Johannes Christian Herløv Dalhoff, 24.5.1880-3.5.1951, departementschef. Født i Roskilde, død i Kbh., begravet sst. (Holmens kgd.). D. blev student 1899 fra Metropolitanskolen og tog 1904 statsvidenskabelig eksamen. 1905 blev han ansat som assistent i statistisk departement, blev fuldmægtig 1913 og var 1914-24 kontorchef, de tre første år i konstitueret stilling. Hans særlige område var erhvervsstatistik og sociale forhold, og i behandlingen af disse emner ydede han en meget betydningsfuld indsats. Også tjenestemandsforhold havde hans store interesse. Han var statistisk medarbejder ved kommissionen der forberedte lønningslovene af 1919 og sad som medlem af statens lønningsråd 1919-45. Hans interesser på dette område førte ham også til formandskabet for ministerialforeningen og Danske statsembedsmænds samråd 1928-30. Jævnsides med sit arbejde i statistisk departement var D. assistent ved universitetets statistiske laboratorium 1908-14 og fik også tid til litterære arbejder. Sammen med Edv. Ph. Mackeprang udgav han 1906 De bedrestillede Familiers Udgifter og 1914 A/S Nye danske BrandforsikringsSelskab af 1864. Desuden skrev han adskillige afhandlinger af statistisk og socialt indhold. 1906-19 var han redaktør af Dansk Forsikringstidende. - Efter 1920 fik D.s arbejde en mere direkte kontakt til samfundslivet. Han var 1914 blevet sekretær hos forligsmanden, blev 1920 dennes stedfortræder og var 1922-30 forligsmand og medvirkede 1925 stærkt til afviklingen af landets indtil da største arbejdskamp. Under vanskelige forhold i handelsministeriet modtog D. 1924 tilbudet om at blive ministeriets departementschef hvortil kom departementschefstillingen i søfartsministeriet 1929-35 da søfarten havde eget ministerium. Straks efter D.s tiltræden stod handelsministeriet over for løsningen af store opgaver, først valutaspørgsmålet og derpå sagerne i forbindelse med banksammenbruddene. D. indtrådte i Landmandsbankens rekonstruktionsudvalg og var 1928-30 formand for bankens afviklingsafdeling. Yderligere var han 1924-28 medlem af likvidationskomiteen for Kbh.s Diskonto- og Revisionsbank. Endnu større blev arbejdsopgaverne under 1930ernes krise med valutacentral, handelsaftaler og reguleringer.

1935 overtog D. også ledelsen af Nationalbankens valutakontor. Svigtende helbred tvang ham til at træde uden for nummer 31.12.1936 og efterhånden afvikle sine mange hverv. Han påtog sig 1940 at være handelsministeriets tilsynsførende med direktoratet for vareforsyning og sad som formand for repræsentantskabet for Dansk Købestævne til 1945 og i bestyrelsen for Kbh.s havn til 1950, begge poster havde han beklædt fra 1924. Under D.s mange forhandlinger med erhvervene i en periode med stigende statsindgreb værdsattes hans forhandlingsevne og vilje til at gøre det yderste for at nå resultater som også erhvervenes folk kunne anse for rimelige.

Familie

Forældre: pastor N. C. D. (1843-1927) og Helene C. M. Munch (1850-1929). Gift 15.10.1907 i Horsens med Carla Marie Creemers, født 4.11.1883 i Horsens, død 26.5.1961 i Kbh., d. af fabrikdirektør, tysk konsul Otto C. (1848-1905) og Carla Marie Haubroe (1855-83).

Udnævnelser

F.M.1. 1925. K.2 1927. DM. 1936. K.1 1950.

Ikonografi

Tegn. af Jensenius, 1922, samt af Aage Roose (begge Fr.borg). Mal. af K. O. Hilkier udst. 1936. Foto.

Bibliografi

Politiken og Berl. tid. 4.5.1951.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig