Johan Svendsen, Johan Severin Svendsen, 30.9.1840-14.6.1911, komponist, dirigent. Født i Kristiania, død i Kbh., urne på Vor Frelsers gravlund, Oslo. S. lod sig femten år gammel hverve til jægerkorpset i sin fødeby, men med den ballast faderen allerede i drengeårene havde bibragt ham var det naturligt at han fulgte i hans fodspor og trådte ind ved militærmusikken. S. blæste både fløjte og klarinet, men med størst interesse omfattede han violinen som også skaffede ham lidt ekstrafortjeneste i teaterorkestret. Ved siden af morede han sig fra elleveårsalderen med at komponere forskellige småting, violinstykker, danse, marcher osv., men hans urolige og livslystne temperament lod sig ikke i længden stænge inde i Kristiania (Oslo), og 1862 drog han med sin violin på rejse ud i verden, opholdt sig nogen tid i Sverige og nåede endelig helt uden penge til Lübeck hvorfra han ikke kunne komme videre. I sin nød henvendte han sig til den svensk-norske konsul Leche der skaffede ham et stipendium fra kong Karl XV til at studere violinspil for. Dette satte i efteråret 1863 S. i stand til at søge optagelse ved Leipzigs konservatorium, på den tid målet for så mange skandinaviske musikere. En lidelse i venstre hånd var skyld i – hvad der dog ikke bedrøvede S. – at han kom til at lægge hovedvægten på kompositionsstudierne. Selv om han havde mange timers systematisk musikundervisning til gode var han med sine 23 år betydeligt modnere end konservatorieeleverne i almindelighed, og hans overstrømmende musiktalent aftvang straks hans lærere Moritz Hauptmann, Ferdinand David, E. F. Richter og Carl Reinecke den oprigtigste beundring. Også blandt sine kammerater blev S. takket være sit friske og vindende væsen meget afholdt, og da han 1867 forlod Leipzigkonservatoriet med særlig anerkendelse kunne han gøre det i bevidstheden om her at have tilbragt nogle rige lære- og arbejdsår Han havde været sjælen i elevernes private musikforening og havde her oplevet at få sine første, så mærkværdigt modne værker opført under almindelig begejstring. Fra disse år stammer strygekvartetten i amol, opus 1, nogle mandskorsange opus 2, strygeoktetten opus 3, D-dur symfonien opus 4 og strygekvintetten opus 5.

For S. var det naturligt nu atter at søge til sit fædreland og yderligere frugtbargøre sine evner i Kristianias musikliv. Efter en lang rejse over Danmark, Skotland, Færøerne og Island – til dels skildret i en endnu bevaret dagbog – nåede han sin fødeby hvor han gav to koncerter med egne kompositioner. Han blev modtaget med den største varme, og Edv. Grieg skrev en begejstret anmeldelse. S. fandt dog ikke blivende sted i Norge, og over Leipzig drog han ud på ny, denne gang til Paris hvor han tilbragte to år på sin vis lige så rige som Leipzigårene, men mere præget af kampen for tilværelsen. Han spillede ved Concerts Musard og i Odéon teatret og nød i rigt mål at færdes i det parisiske teater- og musikliv hvor han blev en kendt skikkelse. Megen tid til at komponere blev der ikke levnet ham, og fra disse år skriver sig kun violinkoncerten i A-dur, opus 6. Parisopholdet blev 1870 afbrudt af den fransk-tyske krig, og S. søgte igen til Leipzig. Også her havde krigen uheldige følger for ham. Han fik ikke den ansættelse som koncertmester ved Euterpe-koncerterne han havde regnet med, men til gengæld konstaterede han at man i Tyskland med stigende interesse spillede hans værker, og i Gewandhaus fik han lejlighed til selv at fremføre sin D-dur symfoni ligesom han i denne periode fik fuldført sit opus 7, cellokoncerten i D-dur. Under Parisopholdet havde S. gjort bekendtskab med sin tilkommende første hustru der var amerikansk af fødsel. Med hende rejste han 1871 til New York hvor brylluppet stod. Derfra vendte han atter tilbage til Leipzig og blev endelig leder af Euterpe-koncerterne. Sommeren 1872 blev af afgørende betydning for S. Han gjorde i Bayreuth Rich. Wagners bekendtskab og fik ved lange samtaler uddybet den begejstring for Wagner og hans værker som var så karakteristisk for S. livet igennem, uden at det dog i påfaldende grad satte sig spor i hans musik der just på denne tid forøgedes med ouverturen til Sigurd Slembe opus 8 og Carneval de Paris opus 9. Efteråret 1872 vendte S. endnu en gang tilbage til Kristiania og nu for en længere årrække. Han overtog sammen med Edv. Grieg ledelsen af musikforeningen, og indtil 1883, kun afbrudt af sæsonerne 1877–80, var S. knyttet til sin fødebys musikliv.

Under vanskelige og kunstnerisk utilfredsstillende forhold udrettede S. et stort arbejde. Ved siden af koncerterne i musikforeningen gav han egne koncerter og underviste mange timer ugentlig, men fik alligevel i disse år tid til at komponere en række af sine berømteste værker, orkesterfantasien Zorahayda opus 11, Festpolonaisen opus 12, Norsk Kunstner-Karneval opus 14, B-dur symfonien opus 15, de fire Norske rapsodier opus 17, 19, 21 og 22 og orkesterfantasien Romeo og Julie opus 18. S. voksede i disse år til at blive en af Norges store, og sammen med Grieg fik han 1874 statsgage som komponist. Men alligevel lokkede udlandet igen den urolige kunstner. 1877 drog han på en lang koncertrejse, først til Leipzig hvor han i Gevvandhaus dirigerede sin B-dur symfoni, derfra til Italien, London og Paris. Det var meget nær ved at Frankrig helt havde taget ham fangen, men endnu en gang vendte han hjem til Kristiania. Mere afgørende for ham blev en koncertrejse han 1883 begav sig ud på. Under begejstring dirigerede han i Stockholm og fortsatte til Kbh. hvor hyldesten ved to koncerter var endnu mere levende. Det kgl. teater trængte på det tidspunkt ret hårdt til en operaleder som kunne afløse den gamle H. S. Paulli, og teaterchefen, kammerherre Edv. Fallesen, var hurtigt bestemt på at tilbyde S. stillingen. Efter alvorlige betænkninger slog denne til, og 3.9.1883 dirigerede han som sin første operaforestilling Lohengrin på Det kgl. teater. Til sin død tilhørte S. derefter dansk musikliv og gav det både som operaog koncertdirigent impulser der var uvurderlige. Han var den fødte musikalske hersker; han ledede operaen med det sande genis overlegenhed og havde over for sangere, kor og orkester en optræden som med sine lige dele af elskværdighed, humor og bestemthed snart skaffede ham det beundrende tilnavn "Mester". Og en mester var han når han ledede operaopførelserne på Det kgl. teater. Han indførte den sene Verdi herhjemme, Wagners Ring (med undtagelse af Rhinguldet) og de italienske verister, og hans fremførelse var præget af den nuanceringsevne som er den store dirigents fornemste kendetegn så operaen tiltvang sig i hans 25 års funktionstid en stolt plads. Ikke mindre betydelig var S. i koncertsalen Ved sine filharmoniske koncerter og senere med Det kgl. kapel viste han sig i al sin storhed. Med ganske diskrete bevægelser, men med et desto mere talende blik førte han sine musikere frem til kunstneriske ydelser af en levende bevæjethed som man ikke før mindedes at have hørt herhjemme. Da S. 1908 som en alvorligt syg mand trak sig tilbage slukkedes for en tid det meste af den fest og den glans der havde været over dansk musik siden hans komme. S. var ikke alene som dirigent et frisk vindpust; hans kompositioner hvoraf så mange er blevet hele verdens eje har noget af den samme lysende og luftige klarhed. S. var ingen dybsindig komponist, men han var en formens og klangens mester. Hans virker er i langt ringere grad end Griegs norsk betonede i melodik og harmonik, men alligevel ligger de norske folketoner bag meget af det han skrev. Fra det øjeblik S. gled ind i dansk musik holdt han næsten op at komponere. Fra denne overgangstid stammer de fleste af hans få sange, den vidunderligt renlinjede og alligevel så følsomt bevægede violinromance opus 26, 1881 og Holberg Kantaten i 200 året 1884. Senere fik han sig samlet om musikken til balletten Foraaret kommer og kantatemusik i anledning af Christian IXs og dronning Louises guldbryllup 1892, men det var tydeligt at han ikke mere ejede sin ungdoms kompositoriske skaberkraft, noget der næppe alene havde sin grund i det meget arbejde hans teatergerning krævede af ham, men lige så meget i manglende trang til at skabe på ny. En lykke var det for så vidt at han ikke følte sig tvunget til at fortsætte som komponist som hans minde på baggrund af hans ungdomsværker står så strålende klart at det nødig havde måttet tilsløres af saftløse rutineværker.

Familie

Forældre: regimentsmusiker Guldbrand S. (1817–1900) og Marie Pernille Johannesdatter Elg (død 1896). Gift 1. gang 1871 i New York med Sara Levett, død tidligst 1911, d. af tandlæge L. Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 23.12.1901 i Kbh. (Pauls) med danser ved Det kgl. teater Juliette Vilhelmine Haase, født 24.2.1866 i Kbh. (Frue), død 27.11.1952 på Frbg., d. af assistent i finansministeriet Johny Kett Bernhard Angelo H. (1839–1903) og Emilie Georgine Frederikke Zachariassen (1839–1908). – Far til Eyvind.

Udnævnelser

K2. 1892. F.M.l. 1908.

Ikonografi

Mal. af Hans Heyerdahl, 1879 (Nasjonalgalleriet, Oslo). Træsnit af A. Neumann. Stik af Weger efter foto. Træsnit efter tegn. af F. Henningsen. Træsnit af H. P. Hansen 1882 samt 1883. Relief ca. 1905 efter foto fra 1884 (Musikhist. mus.). Tysk træsnit sign. A. Sch., 1885. Afbildet på satire i Oldfux, 1887. Mal. af Johannesen, 1887. Statuette af Niels Holm, 1889 (Det kgl. teater). Tegn. af Ø. Heggtveit, 1905 (Fr.borg; Kgl. bibl.). Mal. af G. Achen, 1905 (Det kgl. teater), skitse af samme. Buste af A. Finne, 1908. Mal. af M. Ancher, 1911 (Frogner museet, Oslo) og 1919. Tegnet på dødslejet af Carl Jensen. Buste af Max Meden, 1940 (Det kgl. teater; Kgl. bibl.). Træsnit af Øyvind Sørensen 1940–41. Mal. af Eilif Petersen og af Astrid Welhaven Heiberg (Kunstnerforen. i Oslo). Buste (Oslo univ.). Buste af M. Skeibrok og af Stephan Sinding (Teatermus.). Buste (Musikhist. mus.). Tegn. af Fr. Andersen (Kgl. bibl.). Relief af Stinius Frederiksen på monument (Oslo). Foto. – Mindesmærke på graven.

Bibliografi

Kilder. Interview i Politiken 30.9.1910. Breve i Samtiden XXIV, Kria. 1913 481–512 (også i Tilskueren XXX, s.å. 1004–19 1159–74). Norsk musikkgranskning I, Oslo 1937 51–56 (dagbog fra Islandsrejsen 1867). Lit. Skilling-mag. XLVII, Kria. 1871 257–59. [K. A. Winterhielm] i Ny ill. tid. II, Kria. 1875 137f; X, 1883 153f. G. J. Conradi: Kortfattet hist. oversigt over musikens udvikl, og nuværende standpunkt i Norge, Kria. 1878 83–85. Nord. musiktid. I, Kria. 1880 84f. Ch. Kjerulf i Nutiden VII, 1882–83 21f 38. Aimar Grønvold: Norske musikere I, Kria. 1883 76–121. Politiken 17.10.1884. Carl Nielsen sst. 30.9.1900. Ch. Kjerulf sst. 16.11.1907. Sst. 15.6.1911. Ch. Kjerulf sst. 1.7. s.å. Hugo Seligmann sst. 28.9.1940. John Paulsen: Erindr., sidste saml., 1903 63–69. Jacob B. Bull i Folkebl. XXIX, Kria. 1908 289–91. Carl Nielsen i Tilskueren XXV, 1908 42–45. K. A. Wieth-Knudsen sst. 525–38. Dannebrog 30.9.1910. Godtfred Skjerne i III. tid. 2.10. s.å. Fini Henriques i Gads da. mag. IV, 1910–11 609f. Berl. tid. 14.7.-20.7.1911 samt 19.4.1925. Erik Abrahamsen sst. 30.9.1940. Vore høvdinger, ved Halvdan Koht, Trondhjem 1914. O. P. Monrad i Musik IV, 1920 19–23 37 12. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. IV-V, 1927–30. Samme: Det kgl. teaters hist. 1890–92, 1970. John Paulsen i Edda XLIII, Oslo 1943 43f. O. E. Ravn i Levende musik III, 1944 57–67 93–97. Niels Friis: Det kgl. kapel, 1948, 170–235. Victor Gandrup: Fem taktstokkens mestre, 1957 15–20. Anton Hansen i Fund og forskn. XIV, 1967 127 130f 138; XV, 1968 120–26 137–39 144 148. Nils Grindi: Norsk musikkhist., Oslo 1971 (3. udg. 1981). L. B. Fabricius: Træk af da. musiklivs hist., 1975. Nils Schiørring: Musikkens hist. i Danm. III, 1978 66–68. Finn Benestad og D. Schjelderup-Ebbe: Edv. Grieg, Oslo 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig