Johan Adrian Bolten

Johan Adrian Bolten, 11.9.1742-11.8.1807, præst, forfatter. Født i Süderstapel, død i Altona, begravet sst. Efter hovedsagelig at være undervist i hjemmet kom B. 1760 til det akademiske gymnasium i Altona hvor han især dyrkede orientalia. 1761 kom han til Kbh.s univ. hvor han, foruden at studere teologi, med flid lagde sig efter de østerlandske sprog under professor J. C. Kalls (1714–75) vejledning og 1762 tog teologisk attestats. Siden opholdt han sig mest hjemme i Süderstapel hvor han virkede som sin fars medhjælper. 1768 søgte han professorat i østerlandske sprog ved gymnasiet i Altona men opnåede ikke posten. En opfordring til at udarbejde afsnittet om Stapelholm i "Den danske Atlas" bragte ham ind på dybtgående lokalhistoriske studier som satte frugt i Beschreibung und Nachrichten von der im Herzogthume Schleswig belegenen Landschaft Stapelholm, 1777. Han udnyttede her et omfattende utrykt og i marken indsamlet materiale, og navnlig værkets sognebeskrivelser er vedvarende af megen værdi. 1772 blev han præst i Wöhrden, 1782 andenpræst og 1791 førstepræst i Altona. Af hans historiske produktion kan fremhæves Ditmarsische Geschichte I-IV, 1781–88; Hist. Kirchen-Nachrichten von der Stadt Altona und der verschiedenen Religions-Partheyen, von der Herrschaft Pinneberg und von der Grafschaft Rantzau I–11, 1790–91; Entwurf einer schlesw.-holst. Buchdruckergeschichte (i Niemanns Miscellanea II, 1, 1800 163–88, og II, 2, 1800, 193–250). Desuden har han udgivet en del teologiske og orientalske afhandlinger og skrifter. Han var dr. phil., men sted og år for graden kendes ikke.

Familie

Forældre: pastor Matthias Hermann B. (1712–72) og Anna Maria Amalia Pauli (1717–1807). -2.5.1775 i Meldorf med Anna Kathrina Block, født 16.3.1758 i Meldorf, død 25.8.1837 i Altona, d. af købmand Christian B. (1711–63) og Anna Maria Martens (1737–82, gift 2. gang med købmand Hans Dührssen).

Ikonografi

Stik af J. C. G. Fritzsch, 1786 efter maleri af L. Lonberg, 1780.

Bibliografi

J. A. B.: Hist. Kirchen-Nachr. von d. Stadt Altona I, 1790 130–39.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig