Johan Bartholdy

Johan Bartholdy, Conrad Johan Bartholdy, 12.3.1853-5.12.1904, komponist. Født i Hammel, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). B. blev student 1872 fra Århus og valgte statsvidenskaben som studium. Samtidig fik han musikundervisning hos J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver); fra 1876 var han udelukkende beskæftiget med musik, dels som en meget skattet musiklærer, især mange sangelever. (B. havde selv en lys og stor tenorbaryton, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff), dels som dirigent og komponist. 1883 ansattes han som kantor ved Matthæuskirken i Kbh., hvad han forblev til sin død. Efter en overgang at have dirigeret andre kor (bl.a. Ydun) virkede han som Studentersangernes meget afholdte dirigent fra 1897 til 1903. I Matthæuskirken arrangerede han i tiden fra 1894 til sin død en mængde folkekoncerter, med gratis adgang, ved hvilke et betydeligt repertoire af kirkemusik blev opført, både vokalmusik og orgelmusik; selv var B. en fortræffelig organist og orgel-improvisator der ofte vikarierede for J. A. Krygell og også lod sig høre ved koncerterne. B. var aktivt interesseret i musiklærernes forhold og medvirkede til at Musikpædagogisk forening startedes (1898) trods modstand fra betydende musikfolks side. Han gav ligeledes stødet til at Kommissionen for den militære musik oprettedes, og bidrog som medlem (fra 1899) af denne kommission til en højnelse af militærmusikken i landet; en tid dirigerede han i øvrigt også Officers-orkestret. B. var en musikalsk meget vidende mand; han havde rejst en del (bl.a. 1886 på det Anckerske legat) og hørt megen musik rundt i Europa; i Kbh. var hans hjem et af centrene for byens musikdyrkelse der havde forbindelse med talrige musikere, kunstnere og forfattere. Hans indsats støttedes her i fremtrædende grad af hans hustru der i mange år også underviste i sang. B. var desuden stærkt æstetisk interesseret; nogle småskrifter Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, vidner herom; han skrev desuden: Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903. B. var hovedsagelig sang- og operakomponist; enkelte klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m. foreligger dog, og det er ret ejendommeligt at den komposition, der gjorde hans navn særlig populært er en instrumentalkomposition Strophe, 1897. Af de talrige vokalkompositioner kan nævnes en række kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) o.fl.a.; desuden skrev B. Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Hans største arbejder er de dramatiske; foruden operetten Svinedrengen der gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), skrev han operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og det betydeligste værk Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).

B. havde et fortrinligt greb på at skrive en letflydende, melodiøs og musikermæssigt set ulastelig sats; hans musik er af udpræget lyrisk sving og samtidig præget af en sikker sans for det dramatisk virkningsfulde. I lighed med samtidens kompositioner (fra Peter Heises senere værker og fremefter) er hovedvægten lagt på den farverige, ofte dristigt springende modulation der på effektfuld måde understreger tekstens stemninger og billeder, medens det reale tematiske arbejde er skudt i baggrunden. Også i sangene (af hvilke B. skrev et stort antal ud over de nævnte) er romancetonen præget af denne urolige og stærkt følsomme stil som tiden op mod århundredskiftet yndede. –