Johan Frantz Ronge, 21.4.1821-17.1.1911, glashandler, legatstifter. Født i Kbh. (Kat.), død sst., begravet sst. (Ass.). R. tilhørte en slægt der i 1600-tallet var indvandret til Danmark fra Bøhmen. Faderen der blev 103 år var en anset mand inden for den katolske menighed, kirke- og skoleforstander ved Skt. Ansgars menighed. R. gik i den katolske skole hvor han særlig knyttede sig til den blinde sanglærer og organist Gettel, for hvem han bl.a. vikarierede ved Skt. Ansgars kirkes orgel. R.s katolicisme var rationalistisk og statskirkelig, den retning der efter kejser Josef II kaldes josefinisme. Skønt han hver søndag mødte til højmessen var hans religiøsitet ikke kirkeligt præget. Han var imod at hans slægtninge blev præster eller nonner; man burde gøre sig "nyttig for verden". Hans personlige interesser var helliget kunstindustrien og naturen. Han holdt af at færdes i det frie i Kbh.s omegn og dyrkede med iver musik. Skønt af østrigsk herkomst var han ivrig dansk patriot, medlem af borgervæbningen. Efter sin brors og sin fars død 1877 arvede han deres formuer og blev en meget velhavende mand; men han forandrede ikke af den grund sin meget sparsomme og nøjsomme levevis. Han nøjedes hele sit liv med at bruge den daglige handels indtægter. Sin formue testamenterede han til almennyttige formål. Ifølge fundatsen kommer legatkapitalen fortrinsvis håndværkere, studerende inden for de tekniske fag og kunstnere til gode, alle uden hensyn til køn og trosbekendelse. Hans ledende princip var at fondets midler skulle spredes til så mange kredse som muligt, dog kun med relativt små beløb til hver, og de skulle komme den by til gode hvor formuen var tjent. Legatkapitalen androg 1980 ca. 2,4 mio. kr.

Familie

Forældre: glashandler Johan Josef R. (1774–1877) og Marie Anna Rasch (ca. 1786–1857). Ugift.

Ikonografi

Buste af S. J. Nervil, 1914, efter foto (R.s legat).

Bibliografi

Nord. ugebl. for katolske kristne LX, 1912 21–27.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig