Johan Georg Rist

Johan Georg Rist, 23:11.1775-5.2.1847, diplomat. Født i Niendorf ved Hamburg, død i Slesvig, begravet sst. R. gik i gymnasiet i Hamburg og studerede ved universiteterne i Jena og Kiel. I efteråret 1797 kom han til Kbh. hvor han gennem personlige forbindelser fik ansættelse som privatsekretær hos finansminister Ernst Schimmelmann. Han forblev i denne stilling i fire år og fik ifølge egne udtalelser en helt usædvanlig stilling som ven og husfælle. I sine erindringer har han givet en interessant skildring af livet i den Schimmelmannske kreds. Blandt R.s bekendtskaber var udenrigsministeren Christian Bernstorff der i maj 1801 tilbød ham stillingen som legationssekretær i St. Petersborg. R. accepterede og fik sin bestalling den 30.10.s.å. Der var intet usædvanligt ved en sådan udnævnelse. Adskillige begavede, veluddannede og formueløse borgersønner gik denne vej under den udtrykkelige forudsætning at de ikke kunne forvente avancement til gesandt. Efter en kortere tid i St. Petersborg forflyttedes han til Berlin og 1803 til Madrid. Her fungerede han et år som chargé d'affaires under gesandt Edmund Bourkes orlov.

Sommeren 1806 modtog R. ordre om at rejse til London som legationssekretær og chargé d'affaires da gesandten i Storbritannien skulle forflyttes og en ny ikke var udpeget. Okt. 1806 ankom han til London. Eftertiden har spekuleret meget over det uheldige i at Danmark under de urolige forhold var repræsenteret i Storbritannien ved en ung, underordnet og ret uerfaren diplomat. Man har betragtet det som, et bevis på det danske udenrigsstyres uforstand og tillige som udtryk for favoriseringen af visse protegeer. Det var næppe nogen af delene, men skal snarere ses i lyset af den danske regerings forsøg på at manøvrere mellem de to hovedmodstandere, Frankrig og Storbritannien. Slagene ved Trafalgar og Austerlitz i okt. og dec. 1805 havde vist, at Storbritannien beherskede havene i lige så høj grad som Frankrig beherskede det europæiske kontinent vest for Rusland. Den største umiddelbare trussel mod Danmark kom utvivlsomt fra syd, og regeringen i Kbh. kunne under ingen omstændigheder tillade sig at udfordre Napoleon. På den anden side turde man ikke afbryde forbindelsen med hans fjender da det ville få katastrofale følger for dansk handel og søfart samt for kolonierne. Derfor valgte man en mellemvej, nemlig at holde de diplomatiske forbindelser med Storbritannien og Østrig på det lavest mulige niveau. I Wien sad den borgerlige chargé d'affaires N. Nissen og i London nu den unge R. Denne ordning gjorde næppe større skade i forholdet til Østrig, men det kan diskuteres om det var den rette i forholdet til Storbritannien. Ét er i hvert fald sikkert: R. havde intet ansvar for de mulige uheldige følger, og det kan ikke bebrejdes ham at den danske regering ikke i tide fik underretning om afsejlingen af den engelske invasionsflåde. Beslutningen om dens afsendelse blev truffet lynhurtigt og i dybeste hemmelighed omkring 18.7. Fra den 22. til den 31.7. var det på grund af sejlforbud umuligt at sende meddelelser ud af England. Da forbudet blev hævet befandt flåden sig i danske farvande. Efter at englænderne havde forladt Kbh. og Sjælland blev R. rappelleret og de diplomatiske forbindelser afbrudt. R. ankom til Kbh. i dec. 1807 for at aflægge rapport. Kort efter udnævntes han til legationsråd, et tegn på at han ikke var i unåde. Han vendte nu tilbage til Holsten og modtog i maj 1808 udnævnelse til chargé d'affaires i Hamburg og i marts 1811 til generalkonsul i tre nordtyske departementer. Det blev således hans opgave at forhandle med den franske besættelsesmagt hvilket gav anledning til flere sammenstød, fordi R. med en selvstændighed der vakte Fr. VIs mishag søgte at tolke de rigoristiske bestemmelser om fastlandsspærringen på en måde, der vakte franskmændenes irritation. Forholdene udviklede sig efterhånden sådan at R. 1813 besluttede sig til at forlade udenrigstjenesten. Trods sin bitterhed mod den danske regering blev forbindelsen dog ikke afbrudt.

I jan. 1814 blev R. medlem af en kommission til reorganisering af hertugdømmerne, men allerede s.å. rejste han til Paris som leder af likvidations-forhandlingerne med Frankrig. 1817 blev han 1. kommissær ved overtagelsen af Lauenburg, 1823 medlem af revisionskommissionen ang. Elbskibsfarttraktaten af 23.6.1821, og 1825 kgl. kommissarius ved forhandlingerne om "Stader-tolden". Endelig vår han 1834–46 medlem af provinsialregeringen i Slesvig. Alt dette var udtryk for hans fremragende forhandlingsevner og regeringens anerkendelse heraf. Til trods for dette begivenhedsrige liv og hans værdifulde indsats i statens tjeneste må det nok erkendes, at hans navn ville have været ukendt i dag, hvis han ikke på sine ældre dage havde skrevet den store selvbiografi Lebenserinnerungen, 1880–88. Det er en af de få diplomaterindringer vi ejer, og den giver et interessant indblik i såvel dansk udenrigspolitik som i hertugdømmernes forhold inden nationalitetsstormen brød løs. – Legationsråd 1808. Gehejmelegationsråd 1811. Konferensråd 1826.