Johan Havemann, 7.11.1870-2.11.1944, grosserer. Født i Rudkøbing, død på Frbg. H. blev udlært i manufakturhandel i Fredericia og blev 1890 ansat i Magasin du Nord i København. Han blev 1898 bestyrer af Vesterbroafdelingen på Vesterbrogade; 1919 overtog han forretningen, men fortsatte under navnet Magasin du Nord, Vesterbro, indtil 1938 da navnet blev Havemanns Magasin. I tilknytning til detailforretningen drev H. også en konfektionsfabrik. H.s virksomhed var i mellemkrigstiden og i de første par årtier efter krigen et af Københavns største magasiner der ved H.s død beskæftigede omkring 500 mennesker. Det var i høj grad skabt ved H.s personlige indsats der uanset væksten dækkede næsten alle sider af virksomheden. I forbindelse med de almene vanskeligheder for stormagasinerne måtte firmaet standse 1975. H. tog ikke del i det offentlige liv; han blev dræbt af attentatmænd som led i en tysk gengældelsesaktion.

Familie

Forældre: købmand Johan Carl H. (1839–92) og Sophie Dam (1841–1916). Gift 1908 med Paula Cecilie Wandel Petersen, født 22.2.1887 i Rudkøbing, død 7.10.1977 på Frbg. (gift 2. gang med sagfører Rudolph Hauschultz, 1884–1958), d. af købmand Peter Martin P. (1849–1917) og Cecilie Marie Sofie Wandel (1862–1913).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig