Johan Henrik Tauber

Johan Henrik Tauber, 7.9.1743-26.1.1816, rektor. Født i Ålborg, død i Roskilde, begravet sst. Allerede som skoledreng udmærkede T. sig ved en umættelig lære- og læselyst, og da han 1762 var blevet student fra Ålborg, kastede han sig med en ikke mindre glubende iver over universitetsstudierne. Snart vandt han sig da også navn som en af de mest lovende blandt de yngre akademikere. Imidlertid tvang økonomiske grunde ham til at vende tilbage til Ålborg 1765 hvor han opholdt sig i tre år, udelukkende optaget af studier. Efter sit eget udsagn læste han nu "med en Sjæl og Legeme nedbrydende Graadighed". Først 1768 tog han tilbage til Kbh., fik kommunitetsstipendiet og disputerede 1773 for magistergraden. Ved arveprinsens indflydelse var han 1772 blevet alumnus på Borchs kollegium og dekan ved kommunitetet idet han samtidig med kgl. understøttelse skulle holde teologiske forelæsninger på universitetet. Nogle latinske småskrifter, han offentliggjorde i disse år, viser hans studieretning. T. var en skolet filolog, men hans hovedinteresse gjaldt teologien, ɔ: en troslære der var opbygget på et grundigt eksegetisk studium. Især er hans Dissertatio epistolica super Col. II, 18, 1771 typisk herfor. Derimod afskyede han den ortodoks-lutherske, skolastiske dogmatik. Han blev derfor en erklæret modstander af den ældre teologis hovedrepræsentant ved universitetet Peder Holm der til gengæld forfulgte ham ved enhver lejlighed, hvorimod han sluttede sig til Erik Pontoppidan (1698–1764), P. Rosenstand-Goiske og ganske særlig til J. A. Cramer. Mest af alt var han dog gennem læsning påvirket af den tyske filolog og teolog J. A. Ernesti, hvis indsats han ved enhver lejlighed hævede til skyerne, således i Tvende akademiske Taler, 1773. I øvrigt viste T. sig i disse år i mangt og meget som en oppositionsmand, og da han ikke lagde bånd på sin spotske tunge undgik han ikke at skabe sig en del fjender. En hvas kritik af mange universitetsforhold har han offentligt fremsat i det pseudonyme Philomusus' Lykønsknings Brev til sin Velynder og Ven, Herr Mag.... Balle, 1772, hvori han bl.a. indirekte svinger den satiriske svøbe over Peder Holms hele universitetsgerning. Ved sit nøje kendskab til akademiske forhold, ved sit klare hoved og sine ualmindelige kundskaber skabte T. dog respekt om sin personlighed. Navnlig viste dette sig, da han 1771–72 virkede som nærmeste medhjælper hos biskop J. E. Gunnerus i dennes arbejde for en (ikke virkeliggjort) reform af universitetet.

Efter sin hele løbebane stilede T. mod en akademisk lærergerning, men han skulle aldrig nå dette mål. 1773 udnævntes han til rektor i Horsens, og fra nu af var det latinske skolevæsen i første række hans virkefelt. 1781 forflyttedes han til Odense som rektor ved katedralskolen her samt professor i filologi ved gymnasiet, og 1787 til det rigtlønnede rektorat i Roskilde, fra hvilket han 1808 tog sin afsked. Mens hans indsats det sidstnævnte sted blev mindre betydelig, svagelig og ældet som han allerede nu var, udfoldede han sig helt efter sin ejendommelighed som rektor i Horsens og Odense og fortjener derigennem en plads som en af de mest fremtrædende skolemænd i Danmark i sidste halvdel af 1700-tallet. Som skoleleder var især to ting typiske for ham: en sjælden humanitet og en gennemført bestræbelse for at føre sine elever til selvstændig tankevirksomhed. En række af hans disciple har da også senere i livet med stor taknemmelighed udtalt sig om hvad T. netop ved dette havde betydet for dem. Bide i Horsens og i Odense kendtes det snart at er helt ny ånd holdt sit indtog med T. Han søgte straks at afskaffe nedarvede skikke der var tidsspildende eller nedværdigende for disciplene hvis hele sociale position det var ham en livssag at højne; han stræbte efter at fjerne det barske præg der fra gammel tid hvilede over skolelivet, og han lagde vægt på at skabe et tillidsfuldt forhold mellem lærere og disciple og at lade undervisningen være præget af munterhed og arbejdsglæde.

Ved sin indsats i det praktiske skolearbejde erhvervede T. sig en førende stilling blandt tidens reformvenlige pædagoger. Ikke mindre betydning fik han dog ved sine talrige skoleskrifter på latin og dansk hvori han gjorde rede for sin metode og stillede forslag om forskelligartede reformer. Navnl ig fortjener en række skoletaler at nævnes, således tiltrædelsestalen i Horsens (1774), tiltrædelsestalen i Odense (1782), Oratio de disciplina scholastica (1787) og afskedstalen fra Odense (1787). Endnu vigtigere var dog to lidt større skrifter Brøstfældighederne i det lærde Skolevæsen, 1789 og Nogle uforgribelige Tanker om den nærværende Gjæring i Undervisningsfaget, 1790. Disse arbejder er præget af en ikke ringe selvstændighed og et mærkeligt mådehold; ifølge sin egen udvikling og sin hele interessesfære var T. dybt rodfæstet i sin kærlighed til de gamle sprog og den klassiske dannelse, men han var ingen ensidig beundrer af denne, idet han ønskede modersmålet og de nyere sprog en langt større plads end hidtil. Mekanisk udenadslæren var han en fjende af, særlig i religionsundervisningen, han kæmpede desuden for indførelse af faglærere i stedet for klasselærere, for forkortelse af den daglige læsetid og for ungdommens uddannelse gennem legemsøvelser. I nogle henseender var T. påvirket fra filantropismen, og adskillige af hans ideer gennemførtes senere ved reformen af 1805. Dog er T.s betydning som fremskridtspædagog undertiden blevet overvurderet – den Guldbergske skoleordning af 1775, forbedret efter tidernes tarv, stod i virkeligheden som idealet for ham. Skønt der tilkommer T. en betydelig plads i den lærde skoles historie følte han selv aldrig fuld tilfredshed ved skolegerningen. Hans hu stod livet igennem til teologien. Typisk er det således at han 1779, skønt flerårig rektor, indstillede sig til teologisk attestats som han tog med megen berømmelse, og 1790 blev han dr.teol.honoris causa. Uafladeligt var han sysselsat med indtrængende eksegetiske studier, og han udarbejede på dette område en række skrifter hvoraf dog kun få så dagens lys. Således samlede han i mange år materiale til et leksikon over nytestamentligt græsk, en Clavis Novi Testamenti, og på latin skrev han en fuldstændig kommentar til Det nye testamente. Trykt foreligger kun en ændret udgave af en del af den bekendte tyske ekseget J. G. Rosenmullers Scholia in Novum Testamentum (I-V, 1790–92) der dog blot giver et ufuldkomment indtryk af, hvad T. formåede at yde. Man har oftere unøjagtigt kaldt T. "rationalist". I virkeligheden tilhører han som de ham nærstående teologer Ove Høegh-Guldberg og N. E. Balle den yngre supranaturalisme og fastholder som de med stor bestemthed de gamle hoveddogmer om Kristi guddom, forsoningen, åbenbaringen i skriften og lignende. Han adskiller sig derimod fra den ældre tids systemteologer ved sit friere syn på de bibelske skrifter som han underkastede rent filologisk behandling. Han var således mere radikal i sin tendens end i sine resultater. Muligt er det dog at T. i sine seneste år udviklede sig i yderligere liberal retning.

I endnu en henseende tilkommer der T. en ikke ringe betydning: som kulturhistorisk type således som han især udfolder sig i sine vidtløftige dagbogsoptegnelser hvoraf der i nyere tid er meddelt udførlige uddrag. Hans stil er heri som i alt fra hans hånd mærkelig: omstændelig og snørklet, ofte søgt og pertentlig, men stærkt personlighedspræget og krydret med mange selvdannede ord. Direkte giver han højst værdifulde bidrag til dansk skole- og lærdomshistorie og indirekte til forståelse af tidsalderens kulturatmosfære. Bag de mange enkeltheder tegner der sig et klart billede af T. selv: en sammensat personlighed, intellektualist og moralist til det yderste og dog urolig, ærgerrig, tungsindig, en lidenskabelig elsker af studierne, i sit helhedssyn konservativ og dog en skarp kritiker af nedarvede fordomme, pedantisk indtil det komiske i sin livsform, men i sin grundopfattelse båret af ægte humanitet og vid humanisme. – T. var ejer af et stort og vel udvalgt bibliotek der afkøbtes ham 1812 og som danner grundstammen i Roskilde stiftsbibliotek.