Johan Hinrich Christian Hoppe, 1.8.1775-6.12.1835, generalkonsul. Født i Lübeck, død sst., begravet sst. H. gennemgik en meget alsidig uddannelse idet han først var ansat fire år i en bankierforretning i Hamburg og derefter rejste elleve år som handelsrejsende, inden han sammen med to kompagnoner overtog ledelsen af det ansete handelshus Groger & Co. i Lübeck. Efter tre års forløb standsede huset sine betalinger; H. kastede sig over reklamationssager for fremmede magter, og det lykkedes ham i løbet af kort tid at samle så stor en formue at han kunne betale alle sine kreditorer. Han var imidlertid på sine mange rejser kommet i forbindelse med den danske regering og havde udført forskellige finansielle hverv for den. Således overlod man ham 1816 at inddrive nogle fordringer i Paris der stammede fra beslaglagte danske ejendomme i Hamburg og Königsberg, og 1817 fik han overdraget det meget vigtige hverv at inddrive de beløb som den franske stat var Danmark skyldig som følge af de franske troppers ophold her i landet 1808–09. Under de mange og lange forhandlinger om statslån i 20erne drog regeringen endvidere stor nytte af H.s finansielle indsigt, bl.a. under de foreløbige forhandlinger om det store 3 % statslån af engelske midler. 1819 udnævntes H. til generalkonsul i Paris, en stilling han beklædte indtil 1827, da han under et ophold i Danmark sattes under arrestation. Man var kommet under vejr med at H. under forhandlingerne om erstatningsbetalingerne for den franske hærs ophold havde benyttet sig af sagens dokumenter til at skaffe sig private fordele. En tremands kommission blev nedsat 1827, gennemgik alle H.s papirer og kom til det resultat at han havde gjort sig skyldig i bedragerisk forhold og indstillede ham til fæstningsarrest. Ved kgl. resolution fastsattes straffen til tre år, hvorefter H. blev udvist af riget og tilbragte sine sidste år i Lübeck. – Justitsråd 1808. Gehejmefinansråd 1818.

Familie

Forældre: brygger Hinrich Magnus H. (gift 1. gang 1742 med Euphrosyne Susanna Strahlborn) og Anna Elisabeth Rust. Gift 12.4.1801 i Hamburg med Anna Maria Philippine Schepeler, født 25.4.1784 i Hamburg, død 3.7.1866 i Lübeck, d. af urtekræmmer Daniel Philipp S. (1725–1801, gift 1. gang 1764 med Catharina Elisabeth Linse, gift 2. gang 1773 med Anna Elisabeth Hockmeyer) og Maria Magdalena Schönermark (1742–84).

Udnævnelser

R. 1819.

Bibliografi

Marcus Rubin: Fr.VIs tid, 1895 (fot. optr. 1970) 252. Georg Nørregård: Danm. mellem øst og vest, 1969 117–19. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig