Johan Hvidtfeldt

Johan Hvidtfeldt, Johan Eriksen Hvidtfeldt, 12.12.1908-2.5.1979, rigsarkivar. Født i Vejle (Skt. Nicolai), død i Gentofte, urne på Gentofte kgd. H. blev student 1926 (Vejle), cand.mag. i historie og engelsk 1932. Efter at have undervist en kort tid og været tilknyttet udgivelsen af Diplomatarium Danicum blev H. arkivar ved landsarkivet i Åbenrå. 1944 kom han til Rigsarkivet, men allerede n.å. blev han konstitueret landsarkivar i Viborg, udnævnt endeligt 1948. 1963 efterfulgte han Svend Aakjær som rigsarkivar hvilken stilling han fratrådte ved udgangen af 1978. – H. gjorde sig tidligt bemærket som en energisk og initiativrig arkivmand. Han havde hovedæren for udsendelsen af Landsarkivet for de sønderjydske Landsdele. En Oversigt, 1944, og som landsarkivar iværksatte han omfattende registreringsarbejder og en hyppig udsendelse af registraturer. H. fik betydelig indflydelse på indretningen af den nye arkivbygning i Viborg i begyndelsen af 60erne der var det forste moderne "professionelle" arkivbyggeri herhjemme. Også som rigsarkivar satte H. sit præg på udviklingen i sin embedstid. Han stod bag oprettelsen af journal- og kassationsafdelingen på Rigsarkivet, var initiativtager til skabelsen af arkivsekretærgruppen som et nyt led i personalestrukturen, og han søgte generelt arkiverne styrket over for administrationen. Dette gav sig udtryk i arkivbekendtgørelsen af 1976 der er blevet betegnet som "arkivvæsenets grundlov", og som i vid udstrækning skyldes H.s indsats. I H.s embedstid fortsattes den allerede tidligere indledte professionalisering af arkivarbejdet hvortil H. selv bidrog afgørende. Det var derimod H. en skuffelse at det ikke lykkedes at fremme Rigsarkivets påtrængende byggesag. H. deltog 1947 og 1948 i gennemgangen af tyske arkiver i Berlin for den parlamentariske kommission og foretog 1960 gennemgang af tyske militærarkiver i USA og England. – Fra 1945 og frem til begyndelsen af 1970erne stod H. som en af de ubetinget ledende skikkelser inden for dansk arkivvæsen, og de former hvorunder både Rigs- og landsarkiverne arbejder i dag er i høj grad præget af H.s virke. De seneste år var H. stærkt svækket af længerevarende sygdomsperioder, men han havde fortsat ønske om og vilje til at præge arkivvæsenets arbejde. – Som historiker arbejdede han med et bredt felt af emner inden for dansk og sønderjysk historie. I 1930erne beskæftigede han sig med 1500-tallets forhold, og han behandlede denne periode i Politikens Danmarkshistorie V, 1963. H. har beskæftiget sig med okonomisk og social historie i nyere tid, og især har han dyrket landbohistoriske emner. I Stavnsbaandet (Vejle Amts hist. Aarbog, 1938) og Kvindestavnsbaandet i 1750'erne og 1760'erne (Festskrift til Erik Arup, 1946) fremlagde han nye synspunkter i opposition til den traditionelle opfattelse. Kampen om ophævelsen af livegenskabet i Slesvig og Holsten, 1963 der indbragte H. den filosofiske doktorgrad er et vægtigt bidrag til den klassiske landbohistoriske linie i dansk historieskrivning. H. har i flere tilfælde som en af de første peget på oversete sider af fortidens samfundsforhold, således fx i Viborg tugthus i 1700-årene (Jyske samlinger, 1950), og s.å. udsendte han Oversigt over befolkningsforholdene i Sønderjylland i middelalderen (Sønderjydske årbøger) der i sin art var noget af et pionerarbejde. H. var desuden meget virksom som tidsskriftredaktør og medredaktør af større værker, heriblandt Historikergruppens Danmarkshistorie I–II. 1950–51, og adskillige sønderjyske byhistorier. H. øvede gennem denne omfattende virksomhed og sit eget forfatterskab en betydelig indflydelse på dansk historieskrivning i perioden fra 1945 til omkring 1970. Bortset fra disputatsen fik hans egen forskning imidlertid mere karakter af anslag og problemformüleringer pga. spredningen i interesser og efterhånden optagethed i embedsgerningen. H. lå således inde med et betydelig demografisk materiale som han ikke fik frem, ligesom studierne i de seneste år omkring Danmarks besættelse 9.4.1940 ikke blev afsluttede. H. lagde stor vægt på at skaffe forskerne, ikke mindst de lokalhistoriske, hjælpemidler i hænderne, og han publicerede en lang række anmeldelser, orienterende artikler, særlig i Fortid og Nutid, og sammen med Troels Fink udsendte han den fortrinlige Vejledning i Studiet af Sønderjyllands Historie, 1944. – H.s udadvendthed og brede virketrang førte ham til en fremtrædende plads i dansk historisk organisationsarbejde. Han var fra 1941 medlem af bestyrelsen for Historisk samfund for Sønderjylland og gennem mange år medredaktør af dettes tidsskrift og skriftserie. Han var medstifter af og 1952–66 og atter 1966– 71 formand for Landbohistorisk selskab, oprindelig Udvalget til udgivelse af kilder til landbefolkningens historie. 1946–50 var H. sekretær og 1950–66 formand for Dansk historisk fællesforening. Her tog han initiativet til og redigerede Håndbog for danske lokalhistorikere, 1952–56, og stod bag foreningens serie om de historiske hjælpevidenskaber. H., der også i en periode havde ledet Viborg stiftsmuseum, lagde en stor indsats i Dansk historisk fællesforening, og hans virksomhed her var i overensstemmelse med hans stadige bestræbelse for at formidle kendskabet til historien til bredere kredse. 1961–66 var han sammen med Jørgen Hæstrup leder af arbejdet med udforskningen af besættelsestidens historie under Udgiverselskabet for Danmarks nyeste historie. Fra 1963 var han direktør i den Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse.