Johan Irminger

Johan Irminger, Johan Otto Valdemar Irminger, 17.8.1848-4.10.1938, gasværksingeniør. Født i Kbh. (Garn.), død i Hellerup, begravet i Kbh. (Vestre). I. voksede op i små kår efter faderens død og bidrog så snart han kunne til familiens underhold ved at give undervisning og udføre tegnearbejde, bl.a. for kryolitselskabet. 1867 tog han polyteknisk adgangseksamen, og 1874 bestod han efter 1870 at have fået 1. del af polyteknisk eksamen og efter at have været et år på en maskinfabriks tegnestue, en partiel ingeniøreksamen. S.å. fik han ansættelse som tegner ved Kbh.s gasværk, senere blev han teknisk fuldmægtig sst. 1878 blev han driftsinspektør på det nybyggede Østre gasværk hvis projektering og bygning var forestået af ham der i den anledning havde været på et længere ophold ved Paris' og Hamburgs gasværker, men først 1881 blev han fast ansat. Efter at have projekteret en del gasværker i provinsbyer og ledet projekteringen af Valby gasværk der toges i brug 1908, ansattes han 1914 som overingeniør for gasværkerne og blev i denne stilling til han 1920 faldt for aldersgrænsen. Hans virksomhed som gasværkstekniker er præget af teknisk snilde og videnskabelig grundighed. Som driftsleder indlagde han sig fortjeneste ved at indføre systematisk kontrol med ovnene, sætte materialprøvningen i system og få nøjagtigere analysemetoder udarbejdet og bragt til praktisk anvendelse. Særlig kendt er I. dog for sine på et så tidligt tidspunkt som 1889 iværksatte forsøg på at få vindens virkning på planer af forskellig art nærmere oplyst. På det tidspunkt stod de kræfter der muliggør fuglenes flugt som noget ukendt og gådefuldt. Den amerikanske professor S. P. Langley havde foretaget nogle målinger af vindens tryk på skrå planer og havde fundet tryk der var ca. 20 gange så store som en beregning efter Newtons formel gav. Det var af den danske ingeniør H. C. Vogt hævdet, at det måtte stamme fra et undertryk på planets overside som der ikke toges hensyn til i formlen. Han skrev både i danske og engelske tidsskrifter om denne sugevirkning og dens betydning for skibssejl, fuglevinger og propeller, men han kunne ikke overbevise nogen, og anstille forsøg selv formåede han ikke. Han henvendte sig da til I. som påtog sig opgaven. I. fandt på at anvende kunstig vind, noget der var hidtil ukendt, nemlig trækken i gasværkets 30 m høje skorsten som var meget regelmæssig. Et hult plan af blikplade anbragtes i en trækkanal af træ, og så begyndte målingerne. Trykket på vindsiden af planet var positivt, men på læsiden var der et langt større undertryk. I. skrev om sine resultater i Ingeniøren 1894, og de blev udførligt omtalt i Engineering 1895 og i Engineering News i New York s.å. Han holdt foredrag herom i Stockholm 1897 og i London 1899. Det var et epokegørende eksperimentelt forskningsarbejde der med et slag gjorde ham berømt. For I. blev det i øvrigt indledningen til et omfattende og meget værdifuldt forsøgsarbejde til opklaring af vindens virkning som bl.a. har haft stor betydning for beregning af bygningsdele. Efter i en årrække at have ladet dette arbejde hvile og efter bl.a. at have været beskæftiget med undersøgelser 1905–13 af trækonserveringsmidlernes evne til at bevare mod forrådnelse og skrevet rapport herom i Statsprøveanstaltens Meddelelser XIX, 1914, optog I. 1917 efter opfordring af telefondirektør F. Johannsen et arbejde på ved hjælp af modelforsøg at undersøge trykforholdene på overfladerne af vandbølger for derved at søge oplyst, hvorledes dannelsen af havets bølger foregår. I.s undersøgelser er offentliggjort i Ingeniøren 1924 og Engineering s.å. 1928 påbegyndte han igen forsøgsarbejdet sammen med Chr. Nøkkentved. 1930 udgav de i fællesskab Windpressure on buildings. Experimental researches, et arbejde der blev modtaget med megen anerkendelse i tekniske kredse over hele verden. 1936 tog I. initiativet til at et helt nyt felt blev inddraget i arbejdet, idet han på hedeselskabets årsmøde slog til lyd for en aerodynamisk undersøgelse af levende hegns lævirkning, et arbejde som blev taget op og viste sig nyttigt. Allerede 1927 havde han i selskabets tidsskrift skrevet om bjergfyrrens udnyttelse. 1907–17 var I. medlem af Dansk ingeniørforenings bestyrelse, fra 1911 som næstformand. 1905–35 var han censor ved polyteknisk eksamen, og 1929 blev han dr.techn.h.c. ved Polyteknisk læreanstalts 100 års jubilæum. Det var I.s natur at være banebryder, han besad en utrolig idérigdom og en stærk skabende fantasi. Han hørte til de sjældne mennesker der mestrer den vanskelige kunst at anstille forsøg på en sådan måde at der kommer noget ud af eksperimenterne. Sin største indsats gjorde han på det aerodynamiske område hvor han også internationalt set er en af de største. – En søn, Johan Carl Irminger, født 15.10.1882, død 30.6.1974, udannedes som ingeniør i England og virkede 1906–12 som gasværksingeniør i Argentina, hvorefter han med ansættelse i England ledede arbejder ved gasværker i Sverige og Canada. 1919–51 var han administrerende direktør for Bergens gasværk