Johan Jepsen, Johan (Hans) Jepsen (Iebsen), 12.10.1655-1.2.1700, maler. Født i Sønderborg, død i Kbh. Om J.s uddannelse og tidligste virksomhed vides kun lidt. 28.7.1679 vendte han tilbage til Kbh. fra Amsterdam og begyndte snart efter at arbejde for enkedronning Sophie Amalie. 1.1.1680 fik han sin bestalling som hendes hofmaler. S.å. blev der udleveret ham lærred til portrætter af hende selv (syv stk.), kurfyrstinden af Sachsen og prinsessen af Gottorp; det må have været store billeder, da der medgik 41,5 alen lærred. Fra 1680 er desuden epitafiet over præsten Frederik Brandt (Systofte kirke, stukket 1683 af H. Schaten). Som enkedronningens maler medvirkede J. ved udsmykningen af Sophie Amalienborg, bl.a. ved dekorationen i 1680erne af et stort nyt kabinet. Efter hendes død arbejdede han for kongen, dels med portrættering af mærkeligheder, dels på Eremitagen, antagelig dekorationsarbejde; endelig (1697) fik han betaling for et alterstykke. De eneste sikre billeder af ham er ovennævnte portræt af Fr. Brandt fra 1680 og et vistnok posthumt billede af Ole Borch, 1691 (universitetet), stukket af H. Schaten. J. angives som inventor på P. van Gunsts stik af Otte Skeel (ca. 1699), hvad der formentlig indskrænker hans medvirken til den ornamentale ramme, idet portrættet synes et d'Agar-arbejde. Efter dette synes han at have været en typisk Wuchterselev, ikke uden opfindsomhed og håndelag, men uden instinktivt menneskekendskab og særpræg. Tiden vil utvivlsomt henføre adskillige portrætter til hans værksted.

Familie

Forældre: kræmmer i Sønderborg Hans J. (Kramer) og Margrete Nielsdatter. Ugift.

Bibliografi

Kgl. kammerregnskaber, udg. E. Marquard, 1918. Pers. hist. t. 14. r. I, 1959 64. – O. Nielsen: Kbh.s hist. V, 1889 195. O. Andrup: Fr.borg museets erhvervelser, 1925 62. P. B. C. Westergaard i Mindeskr. for Oluf Borch, ved Vilh. Maar, 1926 121–46. Povl Eller: Kgl. portrætmalere i Danm., 1971 58 384.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig