Johan Petersen, Johan Theodor Petersen, 1.4.1864-20.5.1935, legatstifter. Født i Vejle, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). P. der var født i små kår, gik i realskolen i Vejle og kom derefter i klejnsmedelære, uddannedes videre på Teknisk skole i Kbh. og den tekniske højskole i Karlsruhe og var i adskillige år ansat i tyske firmaer, bl.a. sprængstoffabrikker. Nogle år var han direktør ved Skultunafabrikken i Vasterås i Sverige og boede fra 1909 i Kbh. som rådgivende ingeniør, knyttet til forskellige banker og medlem af bestyrelsen for selskaber som Nordisk Kabel- og trådfabrikker og Nielsen & Winther. Ved sin sjældne arbejdsevne og sin administrative dygtighed havde han erhvervet sig en betydelig formue. Ved testamente af 1934 skænkede han den til J. Th. Petersens legat der trådte i kraft efter hans død ved fundats af 1.2.1936 og bestyres af Kbh.s magistrat. Renterne af kapitalen anvendes til støtte af trængende inden for ingeniør-, håndværker- og handelsstanden eller deres enker, til arbejdere eller deres enker, til støtte for blinde og til hjælp for ubemidlede til ophold på hospitaler o.l.

Familie

Forældre: klejnsmedemester Niels P. (1820-74) og Bolette Marie Jørgensen (1828-1918). Gift før 1909 med Gertrud Anna Maria (Milly) Krollmann, født 6.4.1879 i Köln, død 19.1.1914 i Kbh., d. af skomager Carl K. og Anna Maria Luckenbach.

Bibliografi

Politiken 21.6.1936. H. I. Hannover sst. 27.6. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig