Johan Rantzau, 12.11.1492-12.12.1565, rigsråd, feltherre. Født på Steinburg, død på Breitenburg, begravet i Laurentius k. i Itzehoe. R. var utvivlsomt den yngste af Heinrich Rantzaus fem sønner. Et afladsbrev fra 1498 nævner hele søskendeflokken, et andet fra 1505 kun moderen og børnene Johan og Anna. Sin opvækst har han da formentlig tilbragt hos moderen i Itzehoe. 1515 indledte han en større udenlandsrejse der i tidens stil fulgte pilgrimmenes spor. I april besøgte han Compostella, og allerede i slutningen af maj var han i Rom. Senere nåede han Palæstina hvor han blev slået til "gylden" ridder. I sønnens levnedsbeskrivelse skildres rejsen i dramatiske enkeltheder, men næppe helt pålideligt. Her hedder det også at han endnu som barn var løbet hjemmefra for at drage i felten. Vist er det at han ved hjemkomsten ca. 1520 var i besiddelse af ridderlige færdigheder og kunne begå sig blandt tidens uregerlige lejetropper hvilket kom ham til nytte under de forestående omvæltninger. Foreløbig udnævntes han til hofmester for hertug Christian (III) hvis myndige rådgiver han blev i en årrække. 1521 ledsagede han denne til rigsdagen i Worms hvor begge deltog i den store turnering. Ved broderens død s.å. overtog han Steinburg amt og blev snart den førende politiker omkring hertug Frederik (I). Han forhandlede med Lübeck, deltog i Bordesholm-forliget 13.8.1522 og Plön-aftalen 1.9. W. Utenhof nævner ham først af de rådgivere der rådede hertugen til at modtage det jyske oprørspartis tilbud om tronen jan. 1523 og fremhæver hans indsats for at finansiere magtskiftet ved et lån på Kieler omslag. De samtidige dokumenter viser i hvert fald at han var den drivende kraft bag hertugens rustninger, og at han i realiteten var feltherren bag Danmarks erobring i den følgende tid.

Det er givet at R. havde en væsentlig andel i den gottorpske linies ophøjelse. Lønnen udeblev heller ikke. Antagelig ved hyldningen af Frederik I på Gottorp 14.4.1523 var han blevet udnævnt til holstensk marskal, broderens gamle embede. Nok så væsentlig var den økonomiske påskønnelse af hans indsats. Da arbejdet med at afmønstre hæren var fuldendt skænkede kongen ham 24.4.1524 Itzehoe sogn for livstid, 1540 udstrakt til at gælde sønnerne og 1650 endeligt erhvervet af Christian Rantzau. 1526 lykkedes det ham – sikkert under politisk pres – at afkøbe Bordesholm kloster et større område øst for Itzehoe. Af disse besiddelser, senere afrundet ved køb og gaver, således 1528 fire landsbyer skænket af Frederik I, skabte R. et vældigt godskompleks. Midt i Stör-dalen hvor klostrets gamle avlsgård havde ligget begyndte han senest 1532 opførelsen af det prægtige, stærkt befæstede Breitenburg hvis hovedbygning, afbildet på flere stik fra Henrik Rantzaus tid, kom til at bestå af hele fire sammenbyggede gavlhuse.

Efter 1523 blev R. ubestridt den ledende statsmand i det oldenburgske monarki. I en meningsudveksling med Hamburgs råd 1530 skal han have ytret: her står kongen "og slog på sig selv". Virkelig synes R. med fast hånd at have styret Frederik Is politik. Også i Danmark kom han herved til at øve en bestemmende indflydelse. Han deltog i forhandlingerne på herredagene, fik efterhånden store forleninger og optoges i det danske rigsråd. Sine evner som hærfører demonstrerede han atter i Søren Norbys skånske oprør 1525 der grundlagde hans egentlige feltherrery. Da efterretninger om oprøret 11.3. nåede Holsten befandt R. sig på Segeberg hvor Frederik I forhandlede med Lübeck. Det blev straks besluttet at han skulle sendes de betrængte skånske rigsråder til undsætning. Da R. nåede frem var hele Skåne med undtagelse af Malmø og Helsingborg i oprørernes hænder. 28.4. rykkede han fra Malmø mod Lund med den skånske og sjællandske adels opbud og to fænniker landsknægte og stødte ved middagstid på de talmæssigt overlegne oprørsstyrker der havde forskanset sig bag en vognborg uden for Lund. Fjenden blev fuldstændig slået, og et frygteligt blodbad fulgte som R. nøgternt fastslår i sin rapport til Frederik I. Med dette slag var den militære situation helt forvandlet. R. kunne nu indeslutte Søren Norby i Landskrona, og en bondehær der truede med at falde ham i ryggen blev besejret ved Bunketofte 11.5. R. ønskede dernæst at tage Landskrona med storm, men de skånske rigsråder satte sig imod og fik gennemført forliget af 27.6. der sikrede Gotland for Danmark, men samtidig efterlod Søren Norby som en latent trussel mod det nye styre. Frederik I var dog overordentlig tilfreds med hans indsats og skænkede ham 10.8.1525 Hans Mikkelsens (død 1532) konfiskerede ejendom. Desuden blev Krogen som han allerede 24.11.1524 var blevet forlenet med 23.9.1525 ændret til et frit tjenestelen. Endelig udnævntes han senest 21.2.1526 til hofmester i hertugdømmerne. Det krævende marskal-embede havde han 1524 afgivet til Melchior Rantzau. Selv fik han nu en position der svarede til rigshofmesterens i Danmark.

I de følgende år blev R.s vigtigste virkefelt udenrigspolitikken. Fra sin post ved Elben fulgte han nøje udviklingen i Europa. Tilnærmelsen til de protestantiske magter støttede han helhjertet. 1528 virkede han energisk for en dansk deltagelse i et præventivt angreb på Brandenburg, en plan der udgik fra landgrev Philip af Hessen hvem han personligt forhandlede med, men som ikke blev realiseret. Endnu to svære kriser truede imidlertid det gottorpske hus. Efter Søren Norby-fejden fulgte nov. 1531 Christian IIs angreb på Norge. 3.1.1532 sendtes R. sammen med Niels Lykke til København for at påse at undsætning snarest muligt afgik til Mogens Gyldenstierne. I juli deltog han i forhandlingerne der førte til kongens fængsling og indtrådte som en af de otte råder der skulle være garanter for fangenskabets opretholdelse. Umiddelbart efter Frederik Is død sendtes han til Danmark for at påvirke rigsrådet, og til herredagen i juni 1533 skrev både han og Utenhof og advarede mod Lübeck. På den samtidige landdag i Kiel var han stærkt medvirkende til at bane vejen for en luthersk kirkeordning. Dernæst indfandt han sig meget hurtigt i København hvor han ifølge Elsebe Krabbes ganske vist sene optegnelse skal have overværet hendes og Peder Skrams trolovelse 18.6. I forbindelse med indgåelsen af Genttraktaten fik han i lighed med Melchior Rantzau 29.9.1533 bevilget en årlig pension af Karl V.

Den skæbnesvangre udsættelse af kongevalget kunne holstenerne imidlertid ikke hindre, og under Grevens fejde måtte R. atter erobre Danmark, denne gang for Christian III. Angrebet på Holsten maj 1534 kom fuldstændig overraskende. Det lykkedes dog i al hast R. at samle nogle tropper og undsætte Segeberg som grev Christoffer belejrede. Dernæst sejrede han 10.6. ved Eutin, indtog Travemünde og indledte en belejring af Lübeck. Inden Stockelsdorf-freden 18.11. ilede han mod nord for at knuse skipper Clement opstand. R. har selv i et brev skildret dette togt. Fra Kolding drog han med hovedstyrken til Varde hvor en bondehær "rappede" sig og slog 7.12. bro over Skjern å efter at bønderne forgæves havde forsvaret overgangen. I Ringkøbing der fandtes forladt blev der lavet mad – "og vi rettede selv an" tilføjer R. med barsk humor om de primitive forhold. 10.12. nåedes Holstebro, 12.12. Skive, 14.12. Viborg, mens oprørshæren under skipper Clement flygtede, og bønderne overalt blev tvunget til at hylde Christian III. Inden Viborg havde de tropper der oprindelig af R. var blevet sendt til Randers forenet sig med hovedstyrken der nu udgjorde ni fænniker landsknægte (ca. 3-4.000 mand) foruden rytteriet. Med denne usædvanlig stærke og veludrustede hær drog R. 15.12. i ilmarcher fra Viborg og nåede 17.12. foran Ålborg. Uden at hvile rekognoscerede han selv om natten med sine officerer. Da man tydeligt kunne høre at der arbejdedes på fuld kraft med at sætte forsvarsværkerne i stand besluttedes det "at ville spise tidligt en morgensuppe med dem", som det hedder i R.s udtryksfulde sprog. I over en time værgede de belejrede for sig, men derefter var modstanden brudt, og fjenderne der anslås til 8-900 landsknægte, borgere og bønder blev ifølge R.s udsagn "alle myrdede".

Også planerne for den videre krigsførelse skyldes formentlig R. Mens store styrker sendtes fra Grenå til Halland for at angribe greven fra øst samlede han selv nogle få tropper på Als og landede overraskende 17.3.1535 på Helnæs. De grevelige forlod straks deres stillinger ved Middelfart, men blev slået ved Faurskov banker 20.3. og indesluttedes dernæst i Assens. Da greven af Hoya 11.6. nærmede sig fra Fåborg med betydelige forstærkninger og truede med at falde belejringshæren i ryggen brød R. resolut op fra lejren. Kl. 6 aften mødtes de to hære, og i slaget ved Øksnebjerg vandt R. en glimrende sejr. Derimod kom han ikke som i 1523 til at lede den følgende langvarige belejring af København. Det ansås for mere påkrævet at han som statholder i hertugdømmerne vogtede sydgrænsen. Dog var han til stede i de afgørende augustdage 1536 da Christian III efter Københavns overgivelse fængslede biskopperne. Selv påtog han sig sammen med Erik Banner fængslingen af de tre fraværende jyske bisper.

Christian IIIs første regeringsår repræsenterer højdepunktet af R.s magt og indflydelse. Samtidig var han blevet en hovedrig mand. Hans mange sejre indbragte ham værdifulde "priser" efter princippet at der tilkom feltherren en gård i hver erobret by. Foruden Hans Mikkelsens ejendom havde Frederik I 5.8.1529 overdraget ham Møntergården i København som han 1532 solgte til Mogens Gøye og 1532 en gård i Visby der havde tilhørt Søren Norby. Grevefejden indbragte ham yderligere Børglum-bispens gård i Ålborg (kongebrev 8.3.1538) som han 18.10.1545 solgte til Oluf Munk, Hans Plogs gård i Assens og Claus Bangs gård i Svendborg (kongebrev 10.7.1535). Samtidig oppebar han store indtægter af sine forleninger. Ved Frederik Is død overtog han på fordelagtige vilkår Ålholm der indgik i dronning Sofies livgeding. Hertil føjedes nogle mindre lollandske og falsterske len, bl.a. Øen og Gedser, delvis dog som erstatning for indtægterne fra Krogen som han afgav 1537. 1535-40 havde han det store Riberhus len, og 2.2.1537 fik han også Vor Frue kloster i Ribe. I hertugdømmerne fik han yderligere ved Melchior Rantzaus død 1539 Fehmarn i Pant som han afstod 1543 og i 1560erne Reinbek kloster ved Hamburg. Endelig havde Frederik I skænket ham og "lange" Harmen Hoyer rokkefangsten på Föhr. Alle disse forleninger styredes ligesom Steinburg amt af fogeder. Selv levede R. en næsten fyrstelig tilværelse i sine fornemt udstyrede huse i Kiel, Lübeck og Itzehoe, men oftest dog på sit kære Breitenburg der både som bolig og fæstning var forsynet med alt hvad tiden formåede af raffinementer. 1528 havde han desuden erhvervet Mehlbek nord for Itzehoe, og 1538 købte han Bissee syd for Kiel som han udvidede til et større gods og gav navnet Bothkamp. Mens Breitenburg med det fæstningsagtige præg virkede mere stateligt end egentlig smukt opførte han her i løbet af 1540erne et nyt slot i "italiensk" stil, højt knejsende i de skønneste omgivelser på et fremspringende næs ved søen, det første renæssancebygningsværk i hertugdømmerne og i stil med, men langt prægtigere end Johan Friis' fynske Hesselagergård.

R.s vigtigste opgave efter Grevefejden blev udover at vogte sydgrænsen at føre forhandlingerne med kejserhuset. Han var givet den statsmand i Norden der fremfor nogen nød europæisk anseelse og selvskreven som topfigur ved diplomatiske sendelser. Til Danmark kom han sjældnere. Det ser ellers ud til at han havde lært sig dansk. På herredagen i København 1530 klagede rigsrådet over at forhandlingerne ikke førtes på dansk, formodentlig en hentydning til R. Men da Joachim Rønnow 14.8.1536 skrev til ham skete det på dansk. Også hans deltagelse i Christian IIIs rettertingsrejse 1537 hvorunder han i egenskab af dansk rigsråd dømte i talrige sager og greb ind bl.a. til fordel for flere borgersker i Ålborg må forudsætte at han beherskede dansk. 1538 ledsagede han Christian III til Braunschweig hvor forbundet med det schmalkaldiske forbund sluttedes 9.4. På grund af delingen af statsgælden mellem kongeriget og hertugdømmerne opholdt han sig endnu 1539 en stor del af året i Danmark. Da Karl V vedblev at støtte pfalzgrevens krav og nægtede at anerkende Christian III tilspidsedes den udenrigspolitiske situation. Det vides at R. selv var tilhænger af en forsonlig holdning, men på møder i Bremen maj 1542 og Kampen maj 1543 forhandlede han forgæves med den nederlandske regering. I feb. 1543 sendtes han til hertugen af Cleve-Geldern for at skabe en koalition mod kejseren, og han deltog videre i de overvejelser der førte til den danske krigserklæring 22.7. Efter alt at dømme spillede han dog en afgørende rolle for at forhandlingstråden i slutningen af 1543 blev genoptaget, ikke mindst ved sine forbindelser til den fordrevne hertug Heinrich af Braunschweig der i egen interesse stærkt medvirkede til at det på Speyer-rigsdagen 1544 lykkedes at nå til en fredelig løsning. I dette spil der er yderst dunkelt belyst indgik også den foretagsomme Frantz v. Halle hvis datter og eneste arving senere blev gift med R.s søn. Speyer-freden 23.5.1544 var utvivlsomt hans største diplomatiske triumf. Hermed havde han imidlertid banet vejen for en udvikling som han i høj grad måtte misbillige. Kort efter (9.8.) fandt delingen af hertugdømmerne sted. I sig selv var dette ikke foruroligende. R. og hans meningsfæller inden for det holstenske ridderskab håbede utvivlsomt at helheden kunne bevares. Umiddelbart efter hjemkomsten fra Speyer lykkedes det ham at gennemføre valget af hertug Frederik til koadjutor i Bremen stift således at i det mindste denne var ude af billedet. Men da det på landdagen i Slesvig nov. 1545 viste sig et fælles styre af råder ikke lod sig realisere, og at fyrsterne ønskede at oprette særskilte fyrstendømmer nedlagde R. sit hofmesterembede og trak sig under påberåbelse af svagelighed tilbage som råd. Forholdet til Christian III blev nu temmelig køligt. Steinburg amt fratoges ham jan. 1546, men sine len i kongeriget fik han lov at beholde.

I sine sidste år levede R. tilbagetrukket, mest optaget af lokale anliggender. Han fulgte stadig udviklingen i Europa og vedblev at stå i forbindelse med Christian III og hans brødre, men undskyldte sig som oftest når de udbad sig hans nærværelse. 1548 ledsagede han dog sammen med sønnen hertug Adolf til rigsdagen i Augsburg. Da Ditmarskens erobring forestod 1559 måtte opgaven naturligt tilfalde ham. Henrik Rantzau havde som den første gennemskuet hertug Adolfs planer, og R. satte al sin autoritet ind for at gennemføre Frederik IIs og Hans den ældres deltagelse. Nogle dage før felttogets begyndelse tog Frederik II ophold hos R. på Mehlbek. 22.5. rykkede hæren ind i Ditmarsken, og i Albersdorf besluttedes det først at gå imod Meldorf der blev taget med storm 3.6. R. gentog nu ikke fejlen fra år 1500 at marchere direkte mod Heide. Forinden undertvang han det sydlige Ditmarsken, og 12.6. brød hæren atter op fra Meldorf. Ditmarskernes hovedstyrke var forsamlet ved Hemmingstedt, men R. førte i ilmarcher hæren tilbage over Albersdorf og angreb den følgende dag Heide fra nordøst. Stormen på Heide 13.6. blev en overbevisende sejr – den gamle feltherres sidste – der førte til ditmarskernes fuldstændige underkastelse.

22.2.1563 udstedte R. på Breitenburg sit testamente der levner et fængslende indblik i hans tilværelse og formueforhold. I forbindelse med den nordiske syvårskrigs udbrud sendtes han 15.5. fra Ahrensbök af Frederik II til landgrev Philip af Hessen for at sikre sig dennes støtte og navnlig hindre det påtænkte ægteskab mellem Erik XIV og landgrevens datter. I sin høje alder – Breitenburg-portrættet fra samme år viser ham som en gråskægget olding – bevægede R. sig ikke længere så hurtigt. Først 12.6. nåede han Hessen hvor han mødtes med alle tænkelige æresbevisninger, og 6.10. var han tilbage i Reinbek. Denne sendelse blev hans sidste officielle hverv. Efter lang tids svaghed døde han ved middagstid 12.12.1565. På grund af pesten i Itzehoe stedtes han foreløbig til hvile i kapellet på Breitenburg.

Familie

Forældre: amtmand på Steinburg Heinrich R. (ca. 1437-97) og Ölgard Buchwald (ca. 1458-1538). Gift ca. 1523 med Anna Walstorp, født ca. 1510, død 29.12.1582 på Breitenburg, d. af Gert W. og Katharina Rantzau. – Far til Henrik R. (1526-98).

Ikonografi

Medalje fra 1560erne, gengivet i stik bl.a. 1750; portrættypen synes den samme som i mal. (Kunsthistorisches Mus., Wien) og i mal. fra 1700-tallet (Gavnø). Mal. 1563 (Breitenburg), efter dette træsnit 1566, 1567, formentlig af T. Stimmer, 1582, og signeret MB, 1582. Relief, knælende, på gravstele (Gottorp). Buste formentlig af C. Hansmann, 1565, fragment af liggende epitafiefigur (Breitenburg, tidligere Itzehoe k.). Epitafiet gengivet i stik af Jacob Mores d.æ., 1590. Stik af R. på dødslejet. Træsnit 1586 og i samme type 1590 og 1591. Træsnit 1587 formentlig efter forlæg af Gert Coltermann, efter dette stik bl.a. 1590, 1593, 1703, af J. Folkema 1746, af G. P. Harding 1797 og af A. Hansen 1850, litografi 1850, træsnit 1850 efter tegn. af A. Kittendorff 1855 og H. P. Hansen 1892 samt. min. fra Thornborgs værksted (Fr.borg) og mal. af Hans Hansen, 1823 (sst.). Træsnit 1591. Stik formentlig af D. Custos, 1603, efter forlæg i Ambrasersamlingen, efter dette stik 1735 og litografi 1867. Profilstik 1620 som medalje. Fremstillet på billeder af krigen i Ditmarsken i stik 1593 og af C. Ens, 1680. Afbildet på mal. af J. Ovens ca. 1665 (Fr.borg, depon. på Chr.borg). Scenen med Hans Madsen tegnet af E. Pauelsen, 1778 (kobberstiksamlingen) og stukket af J. M. Preisler, 1779 og af G. C. Schule, 1786, samme scene modelleret af Thorvaldsen, 1841 (Svanninge k.), tegn. dertil (Thorvaldsens mus.). Fremstillet ved stormen på Ålborg i litografi af W. Heuer. Buste af S. Wagner, 1925. – Mindestøtte af J. Wiedewelt, fornyet af H. E. Freund, 1840, ved Jægerspris. Mindesten i Favrskov bjerge, 1934, og 1935 på Øksnebjerg af Gunnar Hansen efter tegn. af Niels og H. G. Skovgaard.

Bibliografi

Kilder, [J.R.:] Warhafftige vnnd kurtze Verzeychnisz des Krieges ... wider die Dietmarsen geführt, Strasb. 1569. Danske mag. IV, 1750 33-96 119-28; 2.r.V, 1827 306 315; 3.r.III, 1851 20-26; 4.r.III, 1871 18. Aktstykker til Nordens hist. i grevefejdens tid, udg. C. Paludan-Müller I-II, 1852-53. Breve og aktstykker til oplysn. af Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen, 1854. Hamburgische Chroniken, udg. J. M. Lappenberg, Hamb. 1861. Diplomatarium Flensborgense, udg. H. C. P. Seidelin II, 1873 255-70. Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam I, 1873 106 201-04 371 430 432; II, 1875 17 25 635; 2.r.II, 1887 27 583 587f 597. Kong Fr. Is da. registranter, udg. Kr. Erslev og W. Mollerup, 1879. Danske kancelliregistranter, udg. samme, 1881-82. Politisches Archiv des Landgrafen Philipp v. Hessen I-IV, Lpz. 1904-59. Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen I, 1907. Hanserecesse 3.r.VIII-IX, Lpz. 1910– 13; 4.r.I-II, 1941-70. Niederländische Akten und Urkunden, udg. Rud. Häpke, München 1913. Paulus Helie: Skrifter VI, 1937 149 166. Danske middelalderlige regnskaber, udg. G. Galster I, 1944-53. Det kgl. rettertings domme og rigens forfølgninger, udg. Troels Dahlerup I-II, 1959-69.

Lit. Henrik Rantzau: Genealogia Rantzoviana, Hamb. 1585. H. Henninges: Genealogiae aliqvot familiarum nobilium in Saxonia, Hamb. 1590. Fr. Barfod i Drøvpner I, 1841 153-264 = Brage og Idun IV, 1. [Carl v. Rantzau:] Das Haus Rantzau, Celle 1866. Chr. L. E. v. Stemann i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. II, Kiel 1872 148f. Johann Petersen: Chronica der Lande zu Holsten ..., Frankf. a. M. 1557. [M. Coronaeus:] Vita et res gestae J. R., Frankf. 1567. Christopher Kellinghausen: De praecipuis rebus gestis J. R., Frankf. 1567. G. Crusius: Descriptio Bredenbergae, u.st. 1569. Michael Beuther v. Carlstatt: Kurtzbegriffene Anzeygung vom Leben ... J. R., Basel 1582 (udsnit af samme: Bildniss viler berühmter Keyser, s.å.). Henrik Rantzau: Epitaphia in obitum patris ..., Lpz. 1584. Chr. Molbech: Hist. om Ditmarskerkrigen, 1813. L. S. Vedel Simonsen: Fyns vilkår i den så kaldte grevens fejde, 1813. C. Lemmerich i Archiv für Staats- und Kirchengesch. V, Altona 1843 1-173. C. Paludan-Müller: Grevens fejde III, 1853-54 (reproudg. 1971). Georg Waitz: Lübeck unter Jürgen Wullenwever I-III, Berlin 1855-56. J. Kinch i Kirkehist. saml. 2.r.l, 1857-59 402f. Samme: Ribe bys hist. I-II, 1869-84. H. Ratjen: Johann und Heinrich Rantzau, Kiel 1862. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. III, 2, 1867; IV,2, 1870; V, 1872. A. Heise i Hist. t. 4.r.III, 1872-73 222-517 og VI, 1877-78 311-28. Samme: Kr. II i Norge, 1877 37 152f. Kr. Erslev: Danm.s len og lensmænd, 1879. Adolph Halling: Schloss und Amt Steinburg, Glückstadt 1911. Vil. Lorenzen: Rantzauske borge og herresæder, 1912. Heinemann i Jahrbuch des Vereins für Dithmarscher Landeskunde V, Heide in Holstein 1925 67-79. Rich. Haupt i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. LVI, 1926-27 1-66. Otto Brandt: Heinrich Rantzau und seine Relationen an die dänischen Könige, München, Berlin 1927. P. C. Knudsen: Ålborg bys hist. I, 1931. Astrid Friis i Scandia VI, Sth. 1933 242 267 272f 291 297 307 311f 323 og VII, 1934 170 190f 209 211-13 218-30 240. Lars J. Larsson sst. XXX, 1964 217-71. Alb. Fabritius i Danske studier, 1937 97-118. Dithmarschen N. F" Heide in Holstein 1959 27-35. Rud. Irmisch: Gesch. der Stadt Itzehoe, Itzehoe 1960. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972. Samme: "Når vinden føjer sig ...", 1977. Samme i Historie ny r.XIV,1, 1981 1-36. B. Otzen i Humanitet og eksistens, tilegnet B. Diderichsen, 1976.

Papirer på Breitenburg (mikrofilm i Landesarchiv Schleswig-Holstein).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig