Johan Ulrich Røhl, ca. 1675-28.11.1754, sandflugtinspektør. Født antagelig i Oldenburg, død i Helsingør, begravet i Marie k. R. var klosterforvalter i Oldenburg da Frederik IV 1724 indkaldte ham til at dæmpe sandflugten ved Tisvilde. Han tog straks fat med stor iver idet han satte risgærder til at fange flyvesandet, dækkede de løse klitter med tang og ler og såede hjælme og marehalm. Han foretog også forsøg med at plante og så både nåletræer og løvtræer. Samtidig opdyrkede han en del øde strækninger som ager og holdt får i stor stil. R. var en temperamentsfuld og selvrådig natur der blev genstand for stærke angreb fra befolkningen, der beskyldte ham for at anvende såvel bøndernes jord som arbejdskraft til egen fordel. 1737 havde han uden held søgt ansættelse ved forstvæsenet, og 1738 kom det til et voldsomt brud med amtmanden over Frederiksborg og Kronborg amter, overjægermester Fr. Gram der skulle varetage bøndernes interesser, og R. blev tvunget til at forlade sin gård i Tisvilde. I løbet af knapt 15 år havde R. fået dæmpet den ødelæggende sandflugt og lagt grunden til skovkulturerne i Tisvilde Hegn hvor der endnu er bevaret en allé af egetræer fra hans tid, "Røhls ege", nær skovbrynet ved Tisvilde. Selv hævdede R. at han havde frelst Tibirke kirke og ti landsbyer fra undergang. Han fik da også tillagt en betydelig pension, og han nævnes med hæder på det af D. Gercken udførte sandflugtmonument som 1738 blev rejst på Stuebjerg ved Tisvilde. På dansk, tysk og latin fortæller indskriften om sandflugtens dæmpning. Den priser konger og amtmand, og mens R.s dåd kun nævnes kort i den danske og tyske tekst fremhæver den latinske at R. med snilde og flid har ført værket til ende. 1734 havde R. berejst de jyske klitter og både 1736 og 1741 ansøgte han om at få overdraget ledelsen af sandflugtens dæmpning i Vestjylland og på Læsø, men han fik afslag. Vi ved at han medvirkede ved sandflugtdæmpning i Tyskland efter at han var blevet pensioneret, og at han 1740 hjembragte frø af skovfyr, rødgran og ædelgran fra Sachsen til udsæd i Frederiksberg have. Fra1741 boede han i Helsingør. Han anses for at have været en velstående mand, og da han døde efterlod han sig en del bøger især af religiøs karakter. Takket være sandflugtmonumentet, kaldt "perminen" er R.s navn og indsats endnu velkendt og ofte omtalt i lokallitteraturen. Han er hovedperson i Fr. Nygaards og Gudrun Mejses bog: "Jeg ser en Skov der grønnes", 1947, og Godfred Hartmann giver en levende skildring af R. og sandflugtdæmpningen i "Nordsjællandsrejsen", 1972 (s. 214ff).

Familie

Forældre ukendte.

Bibliografi

Edv. Holm i Fra Fr.borg amt, 1907 1–19. Hans Olrik: Tisvilde og omegn, 1920 30–34. P. Chr. Nielsen i Vej-by-Tibirke journalen, red. K. Lund Aagaard, 1960 9–21. Henrik Haarløv i Vejby-Tibirke årbog, 1981 7–17.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig