Johan Wegener, Johan Jørgen Stiller Wegener, 3.8.1811-20.8.1883, højskoleforstander, præst. Født i Gudbjerg, død i Halsted, begravet sst. W. blev student fra Nyborg lærde skole og cand. teol. 1838. 1838-39 var han lærer ved Jonstrup seminarium, 1840 huslærer hos provst Plesner i Humble. Han fulgte med levende interesse den vågnende danske bevægelse i Nordslesvig, deltog i Skamlingsbankemødet 1843. Året efter modtog han Den slesvigske forenings opfordring til at lede Rødding højskole, Nordens første, antagelig fordi han ansås som forfatter til den stærke protest mod det kgl. "Sprogpatent" af 29.3.1844 som Den slesvigske forening vedtog og som "spillede på grænsen af det revolutionære" (L. Skau). Med sin tale ved Rødding højskoles indvielse 7.11.1844 der indledtes med B. S. Ingemanns prolog til Valdemar den Store og hans Mænd: "Stig op af graven, du slægt, som døde!" anslog han en historisk-poetisk tone som længe skulle genlyde i den danske højskole. Men den barske slesvigske hverdag sled på hans følsomme sind, han kom i strid med skolens styrelse og med Dannevirkes redaktør P. C. Koch, søgte præstekald og forlod allerede i maj 1845 Rødding for at blive sognepræst i Halsted-Avnede på Lolland. Ved sin afsked følte han sig "som en ulykkelig elsker der havde efterladt sin sjæl i Sønderjylland", og livet igennem fulgte han sønderjydernes kamp. Politisk sluttede han sig til de nationalliberale og valgtes 1849 til folketingsmand for Nakskovkredsen, men faldt 1853 for J. C. Lindberg.

Familie

Forældre: sognepræst Hans Christian W. (1770-1831) og Matthie Kirstine Kellinghusen (1783-1846). Gift 7.10.1845 i Humble med Frederikke Malvine Theone Plesner, født 18.12.1818 i Langelse, død 28.4.1885 i Kbh. (Jac), d. af sognepræst, sidst i Humble, provst Ulrich Adolph P. (1782-1861) og Anna Christine Brandt (1790-1859). – Far til Caspar W. Bror til C. F. W.

Ikonografi

Mal. af Jørgen Roed, 1877 (Halsted k.). Foto.

Bibliografi

Breve i Årbog for da. kulturhist., 1898 142 46 148-58, P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede VIII, 1922 fl.st., Breve fra og til N. F. S. Grundtvig, udg. Georg Christensen og Stener Grundtvig II, 1926 425-30, Højskolens ungdomstid i breve, udg. Roar Skovmand I-II, 1960, samt Laur. Skau: Brevveksl, med politiske venner i Sønderjylland, ved H. V. Gregersen I, 1970 241-330. - Laur. Skau: Peter Hjort Lorenzen, 1865 273. Lolland-Falsters stiftstid. 21.8. og 28.8.1883. H. Rosendal: Nogle bidrag til Rødding højskoles hist., 1894 29f 34-39. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede VII, 1922 19-28. Arne Fog Pedersen: Danm.s første højskole og dens mænd, 1944. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig