Johann Adolph Kielman v. Kielmansegg, 15.11.1612-8.7.1676, gottorpsk statsmand. Født i Itzehoe, død i citadellet i Kbh., begravet i Slesvig (domk.). K. gik i skole i Lubeck, besøgte senere Leiden (1629) og flere tyske universiteter, blev dr. jur. i Jena 1633, rejste i Frankrig, studerede nogle måneder praktisk jura ved kammerretten i Speier og aflagde besøg i Wien, Ungarn og Böhmen. Efter hjemkomsten (1635) var han advokat i Holsten og blev snart slesvig-holstensk landsyn-dicus. Jan. 1636 udnævnte hertug Frederik III ham til sin råd. Som sådan benyttedes han i diplomatiske sendelser til Christian IV, kejseren og tyske fyrster og repræsenterede hertugen på Regensburgrigsdagen 1640–41. 1641 ophøjedes han af kejseren i tysk rigsadel og udnævntes til pfalzgreve; 1652 fik han ret til at føre navnet v. Kielmansegg der bares af en østrigsk adelsslægt med hvilken han skal have sluttet en familiepagt. 1641 blev han geheime- og hofråd, og efter bestallingen at dømme har han især skullet beskæftige sig med udenrigsanliggender. 20.3.1644 blev K. endelig hertugens kansler. Han er den betydeligste af de borgerligfødte embedsmænd der kom i gottorpsk tjeneste i disse år, og hans karriere er snævert knyttet til tidens dansk-svenske modsætningsforhold. K. synes tidligt at have anbefalet en forbindelse med Sverige, og det blev under alle omstændigheder ham der – sammen med geheimeråd L. C. Moltke – kom til at forhandle både den betydningsfulde traktat med Sverige af 10.9.1657 og de deraf afledte gottorpske krav på den danske krone som fremførtes under de dansk-svenske fredsforhandlinger i Roskilde og København 1658. Her fik hertugen suveræniteten over sin del af Slesvig og han blev løst af sit lensbånd til den danske konge.

Da hertug Frederik III døde 1659 overvejede K. at trække sig tilbage fra regeringen, men et behændigt svensk indgreb gennem diplomaten Schweder Dietrich Kleihe sikrede at K. forblev i sit hverv. Det var også Kleihe der stod bag de mange gottorpske henvendelser til stormagterne for at skaffe internationale garantier af de i krigene 1658–60 vundne fordele, men K. tog naturligt del i dette arbejde. Maj 1661 indgik Gottorp påny en hemmelig traktat ifølge hvilken Sverige lovede øjeblikkelig militærhjælp på hertugens anmodning samt neutralitet for hertugdømmernes samlede område under en dansk-svensk krig; en bestemmelse om at hertugen i tilfælde af dansk nederlag i en sådan krig skulle have de kongelige dele af hertugdømmerne blev efter svensk ønske udtaget af selve traktaten hvor K. havde fået den anbragt, men udfærdigedes i en særlig, skriftlig forsikring. Under den unge hertug Christian Albrecht fik K. en vældig indflydelse. 1662 blev han regerings- og kammerpræsident ligesom han s.å. blev optaget i det slesvigholstenske ridderskab med hele sin familie. I disse år udviklede han en ny administration på Gottorp bestående næsten udelukkende af loyale medarbejdere, slægtninge eller venner, og som medlem af ridderskabet forstod han at stække dette traditionelt mere danskorienterede miljø, idet han også kunne besætte posterne som landråder, der skulle udgå fra ridderskabet, med medlemmer af sin egen kreds. Desuden var han amtmand over flere amter, som Barmstedt (1647–50), Mohrkirchen (1655), Reinbek og Trittau (1664), vigtigt fordi dette embede var forbeholdt landråderne, ligesom han var forstander for det adelige Skt. Johannes jomfrukloster i Slesvig og domprovst ved kapitlet i Hamburg (1650). Kammerråd A. Cramer forsøgte at advare mod at samle så megen indflydelse hos én person, men forgæves. Da hertugen 1665 virkeliggjorde faderens plan om oprettelse af et universitet i Kiel var K. også her den drivende kraft, og ved indvielsen 5.10. repræsenterede han kejseren og holdt flere taler på latin.

Freden i København 1660 efterlod adskillige punkter der skulle løses ved forhandling. Med Sverige som nidkær tilskuer, personificeret ved Kleihe, forhandlede Gottorp med Danmark, først om den sk. peræqvationsrecess og senere om Glückstadtoverenskomsten oktober 1667 der kronedes af Christian Albrechts ægteskab med Frederikke Amalie af Danmark. K. deltog i begge dele, ligesom han kunne enes med Christoffer Gabel, med hvem han førte en fortrolig brevveksling, om at holde hertugen af Pløn ude fra arveretten til grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst. En fælles aktion i dette spørgsmål faldt imidlertid på gulvet, især pga. den gottorpsk-fjendtlige statholder Frederik Ahlefeldt (1623–86) da de plønske arvekrav viste sig umulige at komme uden om. Den danske regering indlod sig bag Gottorps ryg i forhandlinger med Pløn for at erhverve begge grevskaber i deres helhed, og K. søgte atter Sveriges støtte. Da Christian Albrecht efter den dansk-plønske overenskomst under sit ophold i Kbh. marts 1671 blev fravristet et mundtligt løfte om en overenskomst med Danmark fik K. dette løfte tilbagekaldt da hertugen var kommet hjem til Gottorp. Danske bestikkelsesforsøg og forhandlinger nyttede ikke, og K. følte sin personlige sikkerhed truet og tog sept. 1671 ophold i Hamburg. Her forhandlede K. atter forbundsplaner med Kleihe, traktaten kom i hus nov. 1671, og derved blev forbundet af 1661 fornyet og udtrykkeligt udvidet med Delmenhorst og Oldenborg. Okt. 1672-febr. 1673 førtes dog atter forhandlinger om det oldenburgske spørgsmål mellem K. i Hamburg og den danske regerings kommissær U. F. Gyldenløve. K. udtalte sig herunder stærkt skeptisk om værdien af alliancen med Sverige; han ville gerne tilbage til Gottorp og lokkedes også af et tilbudt dansk gratiale på 20 000 rdl. Forhandlingerne videreførtes af K.s søn, vicekansler F. C. v. Kielmansegg og A. Cramer. Gottorp forlangte 500 000 rdl. for at give afkald på grevskaberne. Det ville den danske regering og måske især Fr. Ahlefeldt ikke acceptere. Både K. og Gyldenløve var ærgerlige; K. mente at man havde spændt buen for højt. Maj 1674 sluttedes et nyt svensk-gottorpsk forbund der øgede den 1661 lovede hjælp og forpligtede hertugen til ikke at indgå overenskomst med Danmark om grevskaberne uden Sveriges samtykke. K. opgav dog ikke sine forligsbestræbelser. I breve til Griffenfeld foreslog han at kongen skulle overlade Gottorp grevskaberne mod at få Tønder amt i stedet. En tid benyttedes P. v. Klingenberg som mellemmand, og i juni 1675 kom det til officielle forhandlinger mellem K. og Griffenfeld i Rendsborg hvor K. stillede rigskansleren Steinhorst amt i udsigt som belønning. Kort efter tvang den danske regering hertugen til det ydmygende "forlig" i Rendsborg 10.7. 13.7. måtte derpå K. og hans sønner underskrive en forsikringsakt hvorved han forpligtede sig til ikke at forlade hertugdømmerne, men tjene kongen og hans søster, hertuginden af Gottorp med troskab, under tab af ære og formue. Han søgte senere at blive løst fra denne forpligtelse, men den danske regering nærede en grundig mistillid til K., og 17.3. fængsledes han og hans sønner i Slesvig. Han førtes til Kbh. hvor han anbragtes først i Simon Petkums hus ved Frederiksholms kanal, senere i citadellet. Under Griffenfelds proces afgav han 13.5. en erklæring om Steinhorst-forhandlingerne. Selv truedes han med kriminalproces, men frikøbte sig for 1 tønde guld. Kort efter døde han af et slagtilfælde.

Den afpressede tønde guld kaster lys over omfanget af K.s formue hvis vækst kan følges ved hjælp af hans i familieje bevarede regnskabsbog (1645: 21.672, 1660: 309.400, 1669: 416.600, 1675 535.949 rth.). Hans sportelindtægt var meget stor; hertil kom indtægten af hans godser og af en omfattende lånevirksomhed; at han heller ikke gik af vejen for bestikkelser viser bl.a. beretningen fra den 1681 af Christian Albrecht nedsatte visitationskomité. Af godser ejede han bl.a. Satrupholm i Slesvig og Cronshagen i Holsten, desuden pragtfulde huse i Slesvig by og i Hamburg.

Familie

Forældre: foged for jomfruklostret i Itzehoe Hans K. (ca. 1570–1629, gift 1. gang med Margarethe, gift 1. gang med Georg Hummerfeld) og Anna Runge (død 1637 (?)). Gift 2.11.1635 i Itzehoe med Margaretha v. Hatten, født 25.8.1617 i Rendsborg, død 12.12.1656 i Slesvig, d. af landskansler Hinrich v. H. (ca. 1580–1655) og Margarethe Wassmer (født 1598). – Far til Friedrich Christian 'K. v. K.

Ikonografi

Maleri (Fr.borg). To udaterede stik i lign. type af Chr. Rothgiesser og med ændret dragt af samme, 1651. Radering, formentlig af J. Ovens. Tegn. af Ovens, 1656 (kobberstiksaml.), mal. af samme, 1665. Stik af Hans Straus efter Ovens, samme stik med betegnelsen R. Collin efter H. Qvellinus. Stik af H. Straus, 1666, efter dette min. af Thornborg (Fr.borg) og stik 1744. Mal. af J. Ovens (Kiels univ.). Knælende statue på epitafium 1673 (Slesvig domk.).

Bibliografi

Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen IV-VII, 1917–26. – L. Bobé i Pers. hist. t. 4. r. II, 1899 24f. E. v. Kielmansegg: Familien-Chronik der Herren, Freiherren und Grafen v. K., 2. opl. Wien 1910. Danm.s adels årbog XL, 1923 478. Wilh. Hahn i Familienkundliches Jahrbuch Schlesw.-Holst. IV, Kiel 1965 60f (om slægten). Send-Schreiben eines Dennemärckischen von Adel an seinen guten Freund in Deutschland ... u. st. 1676. J. Moller: Cimbria lit. I, 1744 295–98. A. D. Jørgensen: Peter Schumacher Griffenfeld I, 1893 104f; II, 1894 18f 233f 248f 446f o.fl. st. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (fot. optr. 1969). P. Lauridsen i Hist. t. 7. r. V, 1904–05 1–99. Samme: Slesv. og kronen, 1906. Harry Schmidt i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XLVIII, Lpz. 1918 279–96. Ludw. Andresen sst. 1921 1–146. H. Kellenbenz sst. 1949 197–231. P. v. Hedemann-Heespen: Die Herzogtümer Schlesw.-Holst. und die Neuzeit, Kiel 1926. Ludw. Andresen und W. Stephan: Beiträge zur Gesch. der Gottorfer Hof- und Staatsverwaltung I og II, Kiel 1928 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw.-Holst.s XIV-XV. B. Fahlborg: Sveriges yttre politik 1660–64, Sth. 1932. Harald Bohrn: Sverige, Danm. och Frankrike 1672–74, Sth. 1933. Herm. Kellenbenz: Holstein-Gottorff, eine Domäne Schwedens, Lpz. 1940.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig