Johann Andreas Kirchhoff

Johann Andreas Kirchhoff, 27.3.1722-24.2.1799, harpevirtuos. Født i Weissenfels, Sachsen, død i Kbh., begravet på Frbg. K. kom til Danmark 1758 og optrådte første gang herhjemme ved en hofkoncert s.å. Om hans liv før dette tidspunkt vides intet ud over at han ved optræden rundt om i Europa havde fået navn som en fremragende harpespiller; længere tid synes han at have opholdt sig ved hoffet i Weimar. Han nåede Kbh. på vej fra St. Petersborg (Leningrad) til planlagte nye koncerter i England, men den gode modtagelse han fik ved det danske hof og af det københavnske musikpublikum fik ham til at slå sig ned i Danmark resten af sit liv selv om det ikke manglede på smigrende tilbud bl.a. fra Sverige og Frankrig. Helt opgav han alligevel ikke sin optræden i udlandet, men besøgte herhjemmefra Norge, Sverige og England. Han udnævntes 1760 til kgl. kammermusikus og spillede ved hoffet til sin død. I perioden 1772–86 var han tillige knyttet til Det kgl. kapel og fik 1779 sammen med de øvrige tyskfødte orkestermedlemmer dansk indfødsret. Han var også af samtiden yndet som komponist. Af hans produktion er, dels i Det kgl. bibl., dels i Sorø akademis bibl. i håndskrift bevaret et stort antal solosuiter for harpe, Handstücken für die Harfe, fra 1780'erne og -90'erne. De er i tidens letløbende stil, men nogle af dem har navnlig i melodisk henseende et vist særpræg. E. L. Gerbers Neues Lexikon der Tonkünstler nævner 6 Parthien für die Harfe, 2 Violinen und Bass som vist må anses for at være gået tabt.

Familie

Forældre: stadsmusikant Johann Andreas K. og Anna Magdalene Freyer. Gift 1. gang 1748 i Halle med Johanne Charlotte Richér, død tidligst 1751. Gift 2. gang 2.12.1772 på Frbg. med Else Margrethe Magdalene Gähler (Gøhler), født ca. 1755 i Kbh., død 11.5.1801 på Frbg., d. af kirurg Johan Salomon G. og Johanne Margrethe Nielsdatter Olsen (1727–1806, gift 2. gang 1765 med kgl. lakaj, senere slotsforvalter på Koldinghus Jens Nicolai Lund, 1723–95).

Ikonografi

Silhouet.

Bibliografi

[Joakim Larsen:] Stamtvl. over nogle af Martin Kirchhoffs efterkommere, 1917. A. F. Elmquist: Læsefrugter XXIX, 1825 242. Th. Overskou: Den danske skueplads II, 1856 455; III 1860 42. Festskr. i anledn. af musikforen.s halvhundredårsdag I, af V. C. Ravn, 1886 66 73. C. Thrane: Fra hofviolonernes tid, 1908.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig