Johann August Seydlitz, Johann August Seidlitz, 8.2.1704-22.1.1751, præst. Født i Krimmitschau, Kursachsen, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri urtegård). S. kom 1721 til universitetet i Jena hvor han blev optaget i huset hos professor Joh. Franz Buddeus der tilrettelagde hans studier og kom til at præge hans teologiske tænkning. Buddeus var en overgangsskikkelse hos hvem ortodoksiens lærdom var knyttet til pietismens krav om, at teologen skulle have oplevet en personlig genfødelse. Hvert lærepunkt i dogmatikken mundede ud i en opbyggelig betragtning. Denne forbindelse af ret lære og personlig vækkelse tilegnede S. sig for livet. 1726 blev han huskapellan hos den russiske oberst v. Bielsky i Estland, 1729 kom han til Wernigerode som lærer for grev Chr. Ernst Stolbergs eneste søn Heinrich Ernst og som grevens bibliotekar, 1731 blev han hofdiakon i Wernigerode. Den afgørende indflydelse grev Stolberg øvede på Christian VI som dennes kirkelige rådgiver, kom også S. til gode. På grevens anbefaling prædikede han 1734 for de kongelige herskaber på Fredensborg, 1738 blev han kaldet til stiftspræst på Vallø og prædikede ved stiftets indvielse 14.5. s.å. Kort efter udnævntes han til tysk hofprædikant og ekstraordinær professor i teologi og blev medlem af den 1739 nedsatte kommission til revision af bibeloversættelsen. Det var den statskirkelige pietisme grev Stolberg havde bevæget Christian VI til at støtte, og netop fordi denne retning krævede anerkendelse både for ret lære og vakt liv, stod S. som sin grevelige protektors og sin konges præst på vagt mod herrnhutismen, hvori den sejrrige statspietisme så alle kætterier samlet. S.s prædikener og opbyggelige skrifter (bl.a. Evangelische Zeugnisse I-IV, 1740) vandt megen yndest. De indeholder et vækkende kald, men tillige så meget af rationelle argumentationer at man forstår, hvorledes en afglattet pietisme med rod i ortodoksiens paragrafsystem åbnede vej for oplysningstidens program om tro og fornuft.

Familie

Forældre: rektor Johann Casper S. og Anna Elisabeth Möller. Gift 1. gang 28.8.1735 i Wernigerode med Christina Charlotta v. Reinpforten, født ca. 1710, 14.10.1741 i Kbh. (Petri), d. af kaptajn Johann Frantz v. R. Gift 2. gang 7.8.1742 med Louise Gottliebe v. Kottwitz.

Ikonografi

Stik af O. H. de Lode efter mal. af P. Wichmann.

Bibliografi

Dänische Bibliothec VI, 1745 732–44. D. G. Zwergius: Det siellandske clerisie, 1754 843–51. H. L. Møller: Kong Kr. VI og Kristian Ernst af Stolberg-Wernigerode, 1889 125f. L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925 56. Michael Neiiendam: Erik Pontoppidan II, 1933 95 135.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig