Johann Friedrich Bachoff v. Echt, 12.1.1710-24.1.1781, rigsgreve, diplomat. Født i Gotha, død i Wien, begravet i Schwarzspaniernes kloster sst. Familien hørte oprindelig hjemme i Limburg. En gren af den nedsatte sig tidligt i Köln og indtog her en fremragende plads i det rige han-delspatriciat. Da familien siden gik over til protestantismen måtte den forlade Köln og bosatte sig i Preussen og Sachsen hvor den i Sachsen-Altenburg ejede godserne Dobitzschen og Tauschwitz. – På anbefaling af grev Seckendorff blev B. v. E. 1732 ansat i dansk tjeneste som kancelliråd og regeringsråd i Glückstadt. 1736 udnævntes han til dansk resident i Skt. Petersborg og 1740 til gesandt sst. hvorfra han 1743 forflyttedes til Regensburg. Med gesandtskabsposten her som han beklædte til 1752 forbandt han 1743–45 stillingen som gesandt hos kejser Karl VII og fra 1750 stillingen som gesandt ved kejserhoffet i Wien hvilken sidste han beklædte til sin død. Som diplomat var han ikke særlig fremragende, men han var en grundig kender af den indviklede tyske statsret og meget flittig; hans indberetninger beløber sig til ikke mindre end ca. 3.000 numre. – En bror, Ludwig Heinrich B. v. Echt (16.3.1725–16.5.1792) var 1756–68 i dansk tjeneste ved rigsdagen i Regensburg, senere (1776–78) i Dresden. Han blev naturaliseret 1776. Hv.R. 1767, L'union parfaite 1768. Virkelig justitsråd 1733. Etatsråd 1739. Gehejmeråd 1759.

Familie

Forældre: regeringskansler i Gotha, overkonsistorialråd, friherre Johann Friedrich B. v. E. (1679–1736) og Johanne Elisabeth v. Watzdorff (1686–1751). Gift 9.6.1756 i Wien med grevinde Henriette Caroline v. Ronow, født 1.6.1738 i Penig ved Leipzig, død 25.8.1808 i Weimar, d. af grev Johann Wilhelm v. R. und Bieberstein (1702–80) og baronesse Anna Amalie Gertrud v. Straub (1712–61).

Udnævnelser

Hv. R. 1750. 1752 blev han af kejseren optaget i den rigsgrevelige stand.

Ikonografi

Mal. (Tauschwitz).

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. Louis Bobé, VII 1906 494f. K. Adolph B. v. E.: Beitrage z. Gesch. der Fam. B. v. E., 1904 36.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig