Johann Wulf

Artikelstart

Johann Wulf, Johannes Lupus, Hans Ulf, 1470-30.6.1541, prælat. W. må være født ca. 1470 da han febr. 1523 angiver sig som ca. 53 år gammel. Da pavebreve både kalder ham "clericus" fra Bremen (oftest) og Lübeck har han vel fået sin almindelige kirkelige uddannelse ved begge domkirker; men antagelig var han fra Vestholsten som kirkeligt hørte under Bremen stift. Fra ca. 1493 var han i biskoppen af Slesvigs tjeneste (1523 siger han at han med afbrydelser har tjent ham i 30 år). Allerede 1494 fik han pavelig stadfæstelse på et vikariat ved Slesvig domkirke, 1495 på et kanonikat sst., 1497 og 1500 på de slesvigske sogne Langenhorn og Halk. Det første af disse fik han på betingelse af at han inden et år skulle lade sig vie til subdiakon; med hensyn til diakon- og præstevielse fik han yderligere frist. Men endnu 1514 havde han end ikke subdiakonvielse, og om han nogen sinde fik de højere vielser er yderst tvivlsomt. Lige til 1517 da han opnåede en prælatur i Haderslev betegner de mange pavebreve ham som "clericus"; heller ikke tillægges der ham nogen akademisk grad. De mange kirkelige stillinger han efterhånden udnævntes til har han, for så vidt han virkelig kom i besiddelse af dem, måttet betjene ved vikar; men når det betalte sig afstod han dem mod "pension" eller bortbyttede dem med andre. Allerede 1498 ordnede han sig med en kannik i Haderslev således at denne overdrog ham sin præbende mod en årlig pension af Langenhorn sogn. Efterhånden blev W.s forhold derfor et typisk eksempel på den mangel på sans for de kirkelige embeders tilbørlige betjening som fremtræder så stærkt under senmiddelalderens pavestyre.

Hvornår W.s udprægede forretningsevner åbnede ham vej til statstjeneste hos fælleshertugerne i Slesvig-Holsten ses ikke; men sikkert var det som deres sendebud at han 1505-06 var i Rom og her erhvervede sig sit indgående kendskab til kuriens administration. Han skaffede sig selv 1505 et vikariat ved Århus domkirke med fritagelse for at "residere", og 1506 opnåede han at 53 af hertug Frederiks tjenestemænd der betegnes som dennes "dilecti" (deriblandt ham selv) fik udstrakte begunstigelser med hensyn til at få kirkelige embeder selv om de manglede kanonisk alder, var uægtefødte m.m. Snart efter provideredes W. med et kanonikat i Haderslev (med tilladelse til ikke at "residere"), og officialen i Lübeck fik ordre til at overdrage ham et kanonikat i Slesvig (pavebrevet herom betegner ham urigtigt som presbyter); endelig blev han udnævnt til pavelig notar. – Jan. 1507 fungerede han hjemme som sådan idet han bevidnede dokumentet om Godske Ahlefeldts valg til Slesvigs biskop. 1508 var han rimeligvis atter i Rom da han i april fik bevilget at ligestilles med de pavelige "familiares" med hensyn til at opnå embeder. Alligevel har vi først 1511 vidnesbyrd om ny høst for hans vedkommende; da fik han først et vikariat ved Ribe domkirke og senere et kanonikat der og sognet Farup som var forbundet dermed. 1512 var W. atter i Rom. Nu betegnes han som kong Hans' sekretær og "nuntius". Han skulle meddele paven kongens anerkendelse af dennes eneret til at sammenkalde koncilier, men tillige henstille at det påtænkte pavelige koncil forlagdes til Tyskland. Videre skulle han virke for fred mellem paven og Frankrig. For kong Hans opnåede han bl.a. pavens indgriben over for biskop Jens Andersen Beldenak i anledning af dennes egenmægtige disponeren over provstierne i Assens og Odense; hertug Frederik skaffede han jubelaflad til kirken på Gottorp slot. Selv fik han ventebrev på en række embeder i Slesvig-Holsten og Nordtyskland, desuden blev han kantor i Roskilde, provst på Mors, kannik i Ribe, Århus og Roskilde. Som særlig nådesbevisning udstedtes bevillingerne ham gratis, og inden sin afrejse opnåede han de privilegier som kongers og fyrsters sendemænd og "kurialer" havde til pavelige begunstigelser. Under sit ophold lod han sig optage i det fornemme broderskab ved kirken "St. Maria dell'Anima". – En klage fra Haderslev kapitel til paven om at W. havde bemægtiget sig visse afladspenge som kapitlet stod til ansvar for synes ikke at have fået følger for ham.

Efter kong Hans' død fortsatte W. som sekretær hos Christian II. På hertug Frederiks vegne sendtes han til Kbh. for at udbede sig stadfæstelse af forleningen af Slesvig, hvad kongen dog afslog. Juni 1514 træffer vi ham atter i Rom hvor han (i øvrigt ligesom 1512 og 1513) opnåede ny frist med hensyn til at lade sig meddele de savnede vielser. Nov. 1514 befalede paven officialen i Lübeck at overdrage ham provstiet i Barved syssel, og i dec, da han opnåede ny frist med hensyn til de gejstlige vielser, kunne han begrunde sin ansøgning med de mange forretninger han havde efter kardinalen af S. Prassedes død i hvis tjeneste han havde stået. – Muligvis strakte dette forhold, under hvilket han antagelig har modtaget sin udnævnelse til apostolsk protonotar, sig til 1515 (måske endda til 1516; for sept. 1516 omtales han i alt fald atter som nærværende i Rom). Da Arcimboldus begyndte sin afladshandel heroppe var W. hans kommissær i Slesvig, og vel som løn herfor ophøjede nuntien i marts 1517 provstiet i Barved syssel til anden prælatur i Haderslev kollegiatkapitel, idet provstiet annekteredes til det kanonikat sst. som W. havde. Provsten skulle dog opgive sine jurisdiktionelle overhøjhedskrav. Fra da af synes W. at have betragtet Haderslev som sin særlige arbejdssfære; hans virksomhed som provst i Barved roses siden som fortrinlig. Sine mange andre embeder betragtede han nærmest som indtægtskilder eller handelsvarer; om nogle førte han processer, andre resignerede han når det var ham fordelagtigt. Hvor længe han virkelig har besiddet adskillige af dem lader sig ikke altid konstatere. Til tider lå han i stridigheder hvor han trak det korteste strå, således måtte han 1520 betale kantoren i Ribe, Poul Andersen, og hans bror Lambert forskellige pengesummer og afstå sit kanonikat i Ribe. Men nye bevillinger udjævnede vel eventuelle tab. 1519 fik han således sognekaldet i Eltang og Stenderup og provstiet i Hundslund nonnekloster, og 1520 fritoges han for at betale annater af pensioner af kirker i Roskilde og Odense stifter. Men allerede 1519 kom alvorligere tider for ham. Da Christian II erfarede at Arcimboldus havde skadet ham i Sverige søgte han at bemægtige sig hans person, men da nuntien undslap til Lübeck befalede kongen W. at søge ham fængslet. W. forhastede sig dog ikke dermed, og Arcimboldus var undsluppet til Köln da W. søgte ham i Bremen. Forbitret ville kongen nu rejse sag mod ham, og han befalede lensmanden i Åbenrå at beslaglægge W.s gods. Hertug Frederik krævede imidlertid en sag imod W. pådømt af ham, og biskop Ahlefeldt søgte at berolige kongen. Vi hører ikke nærmere om hvad kongen bestemte sig for; men at W. følte sig alvorligt i fare fremgår af at han søgte ly i Lübeck hvor han sad inde med et dekanat ved domkirken (eller ved kollegiatkapitlet i Eutin). Han synes at have forholdt sig rolig her indtil bruddet indtrådte mellem kongen og hertug Frederik.

Da hertugen begyndte sit tog mod Danmark stod W. afgjort på hans side og indsamlede bl.a. penge til lønning af hans lejetropper. Nu var han atter i Haderslev, men her mødte han snart en hidtil ukendt form for uvilje da den unge hertug Christian viste sig luthersksindet. Ca. 1525 fratog denne ham uden videre tilsynet med Barveds kirker, og straks "gik alt uordentlig til i provstiet" (Jørgen Boie). W. fik dog lov til at beholde provstegården til 1534 og indtægterne af sit kanonikat; og måske forblev han der til de af hertugen 1526 indkaldte tyske lutheranere E. Widensee og Johann Wenth begyndte at reformere i Haderslev og Torning len. Endnu i dec. 1525 var han i Haderslev da vi hører fra Lübeck at W. har meddelt en korrespondent her rygter om bondeoprøret i Nørrejylland: biskoppen i Børglum og Mogens Gøye skulle være myrdet, og indbyggerne i Viborg have fordrevet deres biskop da de var blevet lutherske. Noget senere er W. selv kommet til Lübeck. Også her måtte han opleve at lutherdommen sejrede, og snart blev opretholdelsen af det holstenske stifts besiddelser vanskelig. 1530 pålagde paven W. som apostolsk protonotar at forkynde band over Viborg biskop i dette stifts kirker, en befaling som næppe var ham ukær da biskop Jørgen Friis skyldte ham en større sum penge. I øvrigt synes den nu ældre mand at være henvist til uvirksomhed bortset fra lejligheder hvor hans erfaringer kunne være katolicismens betrængte godsbesiddelser til hjælp. Nov. 1530 gik der rygter om at han var død. Da Christian III som dansk konge gennemførte reformationen 1536 mistede W. sikkert hvad han endnu besad af danske embeder, og hvor meget han i øvrigt har kunnet råde over er usikkert. Christian III lod ham dog beholde et præbende i Haderslev og et vikariat i Plön. 1540 gav han imidlertid en sekretær et brev på disse embeder når "Mester" W. døde. Her tillægges der første gang (og vel urigtigt) W. en akademisk titel. S.å. betænkte W. de fire bestående holstenske herreklostre (Reinfeld, Segeberg, Arnsböck og Bordesholm) med gaver på betingelse af messelæsning efter hans død. Det sidste vidnesbyrd om at han levede (og med vedblivende politisk interesse) er et brev fra marts 1541 fra Christian III til Johan Rantzau hvoraf det fremgår at W. har meddelt sidstnævnte forskelligt om "Bispen af Lunds" virksomhed i Lübeck (der menes Johan Weze som dengang var Karl Vs gesandt i Wien og ophidsede kejseren til indgreb over for Danmark ved meddelelser om danske forhold fra spejdere i hansebyen). Muligvis levede W. endnu et par år for først 1544 forlenede Christian III en anden med den bispetiende fra Segeberg og tre landsbyer som "Mester" W. havde oppebåret. Hans dødsdag 30.6. er optegnet i nekrologer fra Cismar.

Familie

Må ikke forveksles med den samtidige kannik i Lund, Hans Jacobsen Ulf fra Malmø (død 1541).

Bibliografi

Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark. II, 1856-60. Acta pontificum Danica V-VII, udg. Alfr. Krarup og Johs. Lindbæk, 1913-43. – Kirkehist. saml. 2. r. II, 1860-62 268. H. F. Rørdam sst. 3. r. IV, 1882-84 518; 4. r. VI, 1899-1901 372 723. H. F. Rørdam sst. 5. r. VI, 1911-13 141-51. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864 616; II, 1865 361 390f 412; III, 1, 1867 78; III, 2. s.å. 208 312. J. Grundtvig i Danske mag. 4. r. III, 1871 246. H. N. A. Jensen og A. L. J. Michelsen: Schlesw.-holst. Kirchengesch. II, Kiel 1874 352-60. Chr. Jessen i Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst.-lauenb. Gesch. IX, Kiel 1879 99-117. Johs. Lindbæk: Pavernes forhold til Danm., 1907. Troels Dahlerup: Det danske sysselprovsti i middelalderen, 1968. H. V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland, 1974.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig