Johanne Christiansen, Johanne Ostenfeld Christiansen, 12.10.1882-22.7.1968, læge. Johanne Christiansen blev student 1901 fra Zahles skole og medicinsk kandidat 1907, gjorde derefter kandidattjeneste på flere hospitaler til 1909, var klinisk assistent på Frederiks hospitals afdeling B 1909-12 og studerede fysiologisk kemi i Wien, Heidelberg og Oxford 1912-13. 1913-18 var hun assistent ved Institut for alm. patologi, hvorefter hun atter skaffede sig praktisk uddannelse især i intern medicin med fordøjelsespatologien som speciale og var 1921-23 reservelæge på kommunehospitalets 3. afdeling. 1922-23 var hun chef for Sygekassernes laboratorium. 1912 blev hun dr. med. med et dygtigt arbejde om bestemmelse af fri og bunden saltsyre i maveindholdet og præsterede siden en lang række videnskabelige arbejder, mest af fysiologisk-kemisk art: om fordøjelsens normale og patologiske kemi, om kulsyrens, blodsukkerets, urinstoffets forhold i blodet (til dels i forbindelse med Haldane), alkoholernes kemi, hvorved hun påviste propylalkoholens overlegne desinficerende egenskaber, m.m.

Også rent fysiske arbejder har Johanne Christiansen beskæftiget sig med, bl. a. undersøgelser over gnidningselektricitetens oprindelse (s.m. faderen). Desuden har hun i fag- og dagspressen skrevet skarpt mod kvaksalveri (Zeileis) og polemiseret energisk med M. Hindhede, L.S. Fridericia, E. Warburg o.a. om ernæringsspørgsmål, diæt, margarinemisbrug, hormonbehandling m.m. 1933 udsendte hun den interessante bog Gyldne Lægeraad, illustreret af J. Dorph, og 1938 Retten paa Vrangen, Rationel Sparekogebog. 1940, Overgangsalderen hos Kvinder og Mænd. 1948, og Tvedegaard-Møller-sagen, 1960. 1921 nedsatte hun sig i København som specialist i intern medicin, især i fordøjelsesorganernes sygdomme, og hun stiftede 1930 kuranstalten Casa Azurra ved Gardasøen. Hun tog 1932 italiensk medicinsk eksamen. 1933 opgav hun denne virksomhed på grund af krisen, men fortsatte i København. Fra 1920 var hun censor i almindelig patologi ved embedseksamen. 1933 modtog hun Den alm. danske lægeforenings hædersgave og 1935 Tagea Brandts legat. Med iver og sand idealisme forfægtede hun gennem årene sine ideer - ofte forkætret og søgt knægtet for sine angreb på de af industrien støttede kolleger. Hendes motiver var altid renfærdige og den behandling, hun udsattes for, var som oftest urimelig barsk.

Familie

Johanne Christiansen blev født i København (Vartov), døde i Ballerup, urne på Gentofte kirkegård. Forældre: fysiker C. Christiansen (1843-1917) og Hansine Magdalene Ostenfeld (1861-1937). Ugift. - Søster til C.P.O. Christiansen.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Carl Krebs i Ugeskr. f. læger, 1968 1368.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig