Johannes Bjerg

Johannes Bjerg, Johannes Clausen Bjerg, 26.1.1886-17.2.1955, billedhugger. Født i Ødis, Vejle amt, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Efter realeksamen 1903 i Kolding kom B. i lære som billedskærer og blev svend 1907 på en portrætbuste af sin far skåret i eg. Derpå boede han i Kbh. 1908–11, ernærede sig som håndværker og udførte nogle skulpturer der vakte berettiget opmærksomhed, således en modelleret portrætbuste af faderen (i bronze på Statens museum for kunst), et dygtigt, nærmest virtuost arbejde der forklarer at han ikke søgte ind på akademiet. Ydermere var hans mål Paris hvor han havde været på et kort besøg 1909 men hvortil han nu rejste februar 1911 med støtte af en kreds af formående folk, og med anbefaling fra bl.a. N. Hansen Jacobsen hvis radikale kunst og lange ophold i Paris vel var et eksempel for ham. Heller ikke i Paris gik han på egentlig kunstskole, men arbejdede på egen hånd med en vis tilknytning til en kreds af modernister med hang til teoretiske spekulationer over fx stereometriske formers betydning for skulptur. Et tidligt resultat af hans studier i Paris er busten af Bertil Nilsson, 1912 (i bronze på Statens museum for kunst) hvor kubistisk opfattelse er realiseret med dygtighed. Kubisme ses i andre af hans arbejder fra denne tid, men kun som sekundært stiltræk idet især den netop i disse år stærkt fremtrædende nyklassicisme efterhånden kom til at dominere hans kunst. En Uffe hin Spage fra 1912–13 har arkaisk græsk kunst til forudsætning men rummer dernæst den skruethed, for ikke at sige forskruethed, som i det hele taget blev karakteristisk for mange senere arbejder til ca. 1925. Emnet, men ikke stilen, tog han senere op i en statue fra 1920–21 til Århus stadion. Mere ligefrem er Mand med Lanse skåret i mahogni og udstillet på "Les Independants", 1914; den har den frontalitet som han senere anvendte i sine statuer af historiske personer. Fra Paris er også nogle statuetter, en kategori inden for skulptur som i disse år var stærkt dyrket. En af dem forestiller en Abessinier og blev sat op i stort format med ændringer i retning af det pretiøse som kendetegner mange af de tidlige figurer. En anden statuette af en svanger blev også sat op i monumentalt format efter hjemkomsten 1914. Denne figur er udført i blå granit og har runde, tunge former og et langsomt forløbende linienet (i rådhushaven i Århus). Årene efter hjemkomsten er præget af flere statuetter og af stileksperimenter, fx med indisk stil som i Salome fra 1918 og statuen Dans udstillet 1918 og opstillet på Borgmester Godskesens plads på Frederiksberg. Fra 1919–23 er Danaide (et eksemplar i Grønningen, Kbh., et andet i Damparken, Haderslev) som også repræsenterer et yderpunkt i disse års pretiøse manér, dog nær fulgt af den over trekanter byggede Elskovskampen fra 1921–22 hvoraf et eksemplar er på Statens museum for kunst, medens et andet, omringet af amoriner, danner midten af et springvandsanlæg i Mølleparken, Århus.

Et relief til en bygning på Borups allé fra 1917 er det første af de mange relieffer han især i tyverne udførte til bygninger. Den strenge græsk-arkaiske stil han i begyndelsen dyrkede mildnedes efterhånden henimod en genoplivelse af den ældre danske nyklassicismes idealer, fx i Krigsmindesmærke i Åbenrå fra 1918, relieffer til rækkehuse fra 1925, som næsten er Thorvaldsenske, og fra samme tid relieffer til tronsalen på Christiansborg. 1927–28 udførte han en lang serie relieffer i kunststen til Købmandsskolen for kvinder på Julius Thomsens plads. Han udførte også senere hen relieffer, men efter ca. 1925 blev de store bestillingsopgaver på statuer af historiske personer og portrætbuster overvejende i hans produktion. 1924–26 statuen af N. A. Jerichau til Glyptotekets facade mod Dantes plads, Kbh., 1927–31 Skipper Clement i Ålborg, 1934–37 Valdemar den Store Ringsted, 1935–38 A. S. Ørsted i Rudkøbing, 1940–42 Hans Tausen i Ribe, 1941 J. P. Mynster ved Marmorkirken i Kbh., 1947 Søren Kanne i Grenå, 1948–52 J.C. Christensen i Ringkøbing. Jævnsides med disse udførte B. en række momumentale dekorative arbejder med især mytologiske emner, således Agnete og Havmanden. 1933–41, opstillet ved Århus rådhus og Artemis ridende på en hjort opstillet som spring-vandsfigur i Hans Tausens park i Kbh. og i Caroline Amalielund i Horsens. En kvindestatue Gry fra 1934–42 findes på Statens museum for kunst, Randers, Nykøbing F. og Kolding. Dernæst udførte han nogle monumenter af allegorisk karakter, bl.a. over Alexander Foss (1938–39), Den tungsindige Atlet eller Danmark under Besættelsen (1943–44) på Nyborg stadion og ved Hulgårdsvej i Kbh. De er inspireret af klassisk græsk skulptur medens Den danske David (gipsmodel 1950) i Almindingen på Bornholm er en parafrase over Michelangelos berømte David i Firenze. Endelig udførte han en række portrætbuster, mest i klassisk stil, nogle med florentinsk inspiration, de seneste præget af en næsten brutal realisme og en mere fri modellering. Nyklassicismen ses først i Aage Oxenvad, 1913, senere i J. A. Hansen, 1925 Kolding, P. C. Rasmussen, 1929 Odense, borgmester Jens Jensen, 1930 Kbh.s rådhus, de sidste tre i den klassiske herme-form. Realismen præger busterne af Valdemar Poulsen, 1939, Poul Reumert. 1943–45, Harry Søiberg, 1950, dronning Ingrid, 1952, Halfdan Hendriksen og H. H. Bruun, 1953.

B. gik fra at være en eksperimenterende enegænger med modernistiske tilbøjeligheder ind i det danske samfund som den vel mest foretrukne kunstner til officielle monumenter hvortil han anvendte den ældre danske nyklassicismes stil. Til at løse de ofte vanskelige opgaver havde han sin eminente håndværksdygtighed, sin store energi og sin vilje og evne til at aflevere arbejderne punktligt og perfekte. Hvad B. måtte mangle i fantasi og åndens lethed erstattede han med sin energi i forening med en stærk fornemmelse for plastisk form som de tidligste arbejder vidner om, fx faderens buste fra 1909 og Bertil Nilssons buste fra 1912. De bundne monumentale opgaver befordrede ikke hans egenart. Mere nuancerede udtryk ses især i de tidlige arbejder, Abessinieren og Den svangre, og i nogle af statuetterne, dernæst også i den mere dekorative skulptur, fx Artemis der har noget af den tidlige baroks festivitas. Busterne i den klassiske hermeform kan have en ægte afklaret monumentalitet. Udover sit ophold i Paris 1911–14 foretog B. af længere rejser en i Italien for det Ancherske legat 1921–22 og 1935 til Frankrig, Italien og Grækenland. Han fik guldmedalje på den internationale udstilling i Paris 1925 og Thorvaldsen-medaljen 1944. Han var direktør for akademiet 1943–46 og blev udnævnt til professor ved samme 1945. Dertil fik han andre udmærkelser og hverv. B. udstillede første gang på Charlottenborg 1909, senere bl.a. nogle år på Grønningen, og siden ret regelmæssigt på Den frie udstilling fra 1922.