Johannes Exner

Johannes Exner, 25.3.1926-16.5.2015, arkitekt, professor. Født i Hald. E. blev student fra Randers 1945 og studerede først forstvæsen ved landbohøjskolen, men fortsatte så på akademiets arkitektskole hvor han tog afgang 1954. Som medarbejder hos professor Mogens Koch fik han styrket interessen for opmåling og restaurering og virkede samtidig som assistent ved undervisningen i disse discipliner indtil han 1965 blev lektor ved den nyoprettede arkitektskole i Århus og leder af afdelingen for restaurering, opmåling og arkitekturhistorie. Han var professor 1984-92.

Fra 1958 havde E. også egen tegnestue i samarbejde med sin kone, Inger Exner. De markerede sig særlig gennem deres kirkebyggeri. I 1963 opførtes Skt. Clemens kirke i Randers (sammen med Knud Erik Larsen), i 1966-67 Hald Ege kapel og kirkegårdsanlæg, endvidere Præstebro kirke i Herlev 1966-69, Islev kirke i Rødovre 1967-70 og Gug kirke i Ålborg 1973. Desuden kan nævnes Nørre Uttrup kirke (1975-77) og Sædding kirke i Esbjerg (1978). De tilhører på sin vis alle den kæde af frigjorte, stundom hektiske kirkeformer som er vokset frem siden slutningen af 50'erne, men de holdes i ave gennem tilpasningen til den landskabelige eller bymæssige situation og en stram disciplin i de rumlige virkninger. De to arkitekter har i øvrigt stået for restaureringen af en lang række af ældre kirkebygninger. Af øvrige arbejder bør Jens Nielsens museum i Holstebro (1971) fremhæves. Også i 1980'erne og 1990'erne har ægteparret Exner opført kirker og sognegårde, bl.a. Opstandelseskirken i Albertslund 1984, Virklund kirke i Silkeborg, 1994, Skæring kirke i Egå, 1994 og Ølby kirke i Køge, 1997 samt Søllerød sognegård, 1993 og Ebeltoft sognegård, 2000. Parret har endvidere tegnet Trinitatis kirkes sognehus og kirkeplads (s.m. Sven-Ingvar Andersson) i København, 1984 og Frederik 9.s begravelsesplads uden for Roskilde domkirke (s.m. Vilhelm Wohlert) 1986. Et hovedprincip i deres kirkeudformning er det såkaldte circumstante-princip, hvor kirkerummet er centralt anlagt, ud fra den tankegang, at forkyndelsen skal foregå blandt menigheden. De har også været arkitekter til daginstitutioner og boliger samt tegnet kirkeinventar.

Ægteparret Exner er endvidere kendt for deres restaureringsarbejder. 1972-94 gennemførte de en omfattende restaurering og genopbygning af Koldinghus med hensyntagen til den originale ruin, således at alle eksisterende bygningsdele fra forskellige bygningsperioder skulle bevares. Dette arbejde blev premieret med Europa Nostra prisen 1994, og det betragtes som et hovedværk i dansk restaureringsarkitektur. Derudover kan nævnes restaureringen af Rundetaarn 1981, Trinitatis kirke, 1982 og Den gamle bispegård i Århus 1986. De har stået for en lang række kirkereatureringer, bl.a. Elsted kirke, 1995.

E. var bl.a. medlem af det særlige bygningssyn for domkirkerne i Odense og Maribo. Han var desuden medlem af bestyrelsen for Foreningen til kirkegårdskultur 1967-76 og formand for akademirådets udvalg for kunst i kirker 1968-81, samt medlem af Århus kommunes bygningsbevaringsudvalg 1968-86, fra 1974 som formand. Fra 1978 var han medlem af Akademiet fra 1978, af Akademirådet fra 1983 og af Det særlige bygningssyn 1983-87. Sammen med sin kone Inger Exner har E. modtaget en række hædersbevisninger, bl.a. Eckersberg-medaljen 1983, Nykredits arkitekturpris 1991 og C.F. Hansen-medaljen 1992. Han tildeltes Statens kunstfonds livsvarige ydelse 1997, og 2011 fik han den danske Europa Nostra-pris.

Familie

F: præst, senere provst Gustav Johan Adolf E. (1897-1981) og Gunild Holt (1899-1970). Gift 30.5.1952 i Pedersborg k. med arkitekt Inger Augusta Würtzen, født 20.8.1926 i Randers, d. af fabrikant Frederik Emil W. (1880-1950) og Anna Simone Marcussen (1886-1978).- Bror til Bent E.

Udnævnelser

R. 1985.

Bibliografi

Nils-Ole Lund i Arkitektur, 1964 124-34. P. E. Skriver sst. 1968 228-37. Erik Møller sst. 1971 15-17; sst. 22-29. Knud Voss sst. 1972 128-32.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig