Johannes Gerechini

Johannes Gerechini, Jens Gerekesen, ca. 1378-maj.1433, andre kilder: 20.7, ærkebiskop. Død ved Skålholt, begravet foran højalteret i Skålholt domk. G. var brorsøn af dronning Margretes nære rådgiver, Roskildebispen Peder Jensen Lodehat, og fætter til Jens Andersen L. der blev Peder Jensens efterfølger. G. studerede i Paris 1401 og drev 1404 juridiske studier i Prag hvor Johan Hus kort forinden var blevet rektor. 10.3.1404 opnåede han et kanonikat ved Roskilde domkirke og nævnes senere som kong Erik af Pommerns kansler. 1408 var G. kong Eriks kandidat til ærkebispestolen i Uppsala imod kapitlets valg og opnåede pavelig udnævnelse. Pave Gregor blev imidlertid kort efter afsat af Pisakonciliet, og G.s stilling var dermed usikker selv om dronning Margrete holdt fast ved Gregor, men 1410 opnåede G. også konciliets anerkendelse. Udover de sædvanlige embedshandlinger som arkivalsk er velbelyst for G.s embedsperiode førte han forsædet ved to provinssynoder i Arboga 1412 og 1417 hvor man vedtog en række beslutninger om gudstjenesteskik og kirketugt samtidig med at kirkens frihed hævdedes med stor kraft. 1412 blev der således protesteret kraftigt mod de kgl. fogeders overgreb mod kirkelig ejendom. Under et ophold i Danmark 1416 blev G. indblandet i kong Eriks strid med Roskildebispen om retten til København. G. synes at have taget sin fætter Jens Andersens parti og faldt vel derved i unåde hos kongen. I alt fald kom han kort efter gennem sin handlemåde i nogle gejstlige sager i opposition til kong Erik der i modstrid med kanonisk ret lod sagen behandle på et unionsrigsrådsmøde i Kbh. 1419. Uppsalakapitlet beskyldte nu G. for at have forødt kirkens ejendom, så G. følte sig trængt fra to sider og appellerede til paven, i begyndelsen med godt resultat. Ærkebispen af Riga skulle pådømme sagen og fandt ikke grundlag for kong Eriks krav om at G. skulle afsættes. G. følte sig dog usikker og gik 1421 ind på at abdicere mod en årlig pension, men kom for sent med sit skaktræk. Pga. nye voldsomme klager, hvis begrundelse dog var tvivlsom, omstødte paven Rigabispens dom og afsatte G. 2.3.1422. Helt i unåde hos Erik af Pommern kan G. dog ikke have været, han ledsagede kongen på udenlandsrejsen 1423-25 og forhandlede på kongens vegne 1424 med fyrsten af Litauen. Det var sikkert med kong Eriks billigelse at paven 1426 udnævnte G. til biskop af Skálholt. Det begrundedes med at G. havde forbedret sit levned, at stiftet var fattigt og fjernt, og at befolkningen var ret uciviliseret. Mens G.s hævdelse af Uppsalakirkens selvstændighed havde været uforenelig med kong Eriks politik havde kongen på den anden side brug for en stærk mand på Island hvor englændernes handelsfremstød i disse år skabte problemer. Englænderne havde bortført statholderen 1425, og den engelske indflydelse havde bl.a. resulteret i at bispestolen i Hólar var blevet besat med en englænder. G. nåede til Island 1430 via England hvor han som kong Eriks repræsentant anklagede englænderne for at have fjernet islandske børn og solgt dem som fanger i England – og nogen basis synes der at have været for anklagen, man fandt 11 drenge på skibe der lige var ankommet til Lynn fra. Island.

Den nye Skálholtbiskop har ved sin ankomst til Island næppe kunnet opfattes som ven af England, og der synes omgående at være sket et åbent brud, selv om kilderne er tavse. I den traktat som kom i stand sidst på året 1432 som afslutning på Erik af Pommerns forhandlinger med England nævnes specielt at den engelske konge og hans råd skal give G. kompensation for den skade han og hans svende måtte have lidt. Stridighederne bekræftes af en engelsk skibsreder fra Lynn som i slutningen af 1433 søgte om tilladelse til at sejle til Island for at kræve skadeserstatning. Han havde udrustet sit skib Margrethe til en Islandsfart, og da det nåede Island maj 1433 blev det angrebet af danskere og islændinge i Skálholtbispens tjeneste. Mange af skibets besætning, såvel bispen selv som en del af hans folk blev dræbt, de øvrige var sejlet bort med englænderens skib. – G.s bispetid i Skálholt blev kort, og vi har ingen underretninger om hans gejstlige embedsførelse på Island. Ved hans ankomst havde bispestolen været ubesat i 11 år. Da indtægterne var bedre end i Hólar opnåede den engelske biskop forflyttelse, mens en anden englænder blev udnævnt i hans sted, ingen af dem nåede dog at komme i besiddelse af deres stifter. – Langt yngre islandske kilder har farverige skildringer af biskop G.s endeligt, hvorledes han midt under gudstjenesten blev slæbt ud af kirken i sit messeskrud og druknet i en nærliggende å. – Ældre historikeres dom over G. har samstemmende været meget hård, mens den nyeste forskning har vist at hans personlige fejltrin næppe var større end at de kunne tolereres inden for kirken. Hans skæbne er snarere udtryk for at Erik af Pommern ikke kunne tolerere en så selvstændig kirkefyrste på ærkesædet i Uppsala, men havde god brug for samme selvstændige person i kampen mod englændernes omsiggribende monopolstilling i Island.