Johannes Loft, Aage Johannes Loft, 16.11.1866-15.2.1962, religionspædagog, oversætter. Født i Horsens, død i Odense, begravet sst. Johannes Loft blev student 1884 fra Horsens, studerede en tid klassiske sprog, siden teologi, blev cand.teol. 1890 og valgte lærergerningen. Han blev 1890 ansat som lærer ved Vordingborg realskole, 1898 som adjunkt ved Herlufsholm, 1902 ved Viborg katedralskole, 1915 ved Odense katedralskole. Han blev lektor 1916 og tog sin afsked 1936.

Johannes Loft var stærkt optaget af religionsundervisningens problematik. Debatten om faget ved skolelovgivningen 1903 fik ham til at tage initiativ til og være medstifter af Religionslærerforeningen 1904. Han var foreningens formand i 39 år til 1943. Hele livet var han levende optaget af at "arbejde for at bevare og fremme religionsundervisningen", som ordene lød i foreningens formålsparagraf. Både i skriftlige indlæg og ved foredrag og kurser rundt om i landet påpegede han religionsundervisningens nødvendighed. Johannes Loft var tillige redaktør af Meddelelser fra og om Religionslærerforeningen. Heri har han gennemgået meget fagligt stof og bragt talrige artikler der belyser principielle synspunkter.

Johannes Loft fremhævede fortælling som betydningsfuld undervisningsform, forsvarede især lærebogen (katekismus) og omskrev store dele af denne til fortællestof. Hans interesse for klassiske sprog resulterede i oversættelse af Vergils værker. Johannes Loft påbegyndte Æneiden i sin ungdom, men den fuldførtes først 1941, en fremragende indsats med sin fuldstændige og præcise oversættelse (2. udg. 1964). Johannes Loft oversatte også Vergils Pollio, 1941 og Tre Hyrdedigte, 1948. Johannes Loft har skrevet adskillige bøger for børn og unge. Han udarbejdede til brug ved religionsundervisningen Lærebog i den evangelisk-lutherske Kristendom, 1907 (17. opl. 1962) og Den unge Religionslærer kom 1917. Artikler fra foreningens Meddelelser blev samlet i bøgerne De ti Bud, 1930 (2.udg. 1939), Kirkesalmer i Skolestue, 1935 (3.udg. 1954) og Den tredje Artikel og Sakramenterne, 1938.

Familie

Forældre: lærer, senere overlærer ved Horsens tugthus, kammerråd Jens Peter L. (1825-97) og Olivia Sophie Frederikke Götze (1831-91). Gift 25.10.1900 i Vordingborg med Marie Magdalene Nygaard, født 14.9.1881 i Vordingborg, død 21.4.1965 i Bagsværd, begravet i Odense, adoptivd. af slagtermester August Frederik Magnus Nygaard (1845-91) og Elise Caroline Larsine Nimb (1839-1910).

Udnævnelser

R. 1929.

Ikonografi

Mal. af Bertel Hansen-Svaneke, 1936. Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll: Studenterne fra 1884, 1910 60f; tillæg, 1934 12. Medd. fra og om religionslærerforen. Særtryk jan. 1937 194-96. Sv. Norrild sst. okt.1943 1-4; sst. marts 1962 3. Edel Hertz i Årbog for da. skolehist. 1979, 1980 7-22. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig