Johannes Nicolaisen

Johannes Nicolaisen, Arne Johannes Nicolaisen, 27.5.1921-2.2.1980, etnograf. Født i Tommerup, død på Frbg. (Lindevang), begravet Ordrup kgd. N. blev student (nysproglig) fra Nyborg studenterkursus 1941 og begyndte på geografistudiet for at blive etnograf. Efter krigen var han vinteren 1945–46 ene på ski blandt samiske rennomader. Hjemme igen skiftede han til det nyoprettede etnografistudium under Kaj Birket-Smith på Nationalmuseet. Sommeren 1947 studerede N. arabiske nomader i Algeriet. 1950 blev han den første mag. scient. i etnografi. Han fortsatte feltundersøgelserne i Nordafrika og var 1950 blandt bofaste kabyler og nomader i Algeriet. 1951 var han første gang hos tuareger i det centrale Sahara (fem måneder), og siden fortsatte han studierne der 1952, 1953, 1954-55 (14 måneder med egne kameler) og igen i 1959 og 1962. På disse rejser, de første foretaget for meget små midler, var N. ene blandt tuaregerne; han lærte deres sprog og hjembragte omfattende samlinger etnografika til Nationalmuseet og til det nystiftede Forhistorisk museum i Århus (senere Moesgård).

1952-54 studerede N. på British Council scholarship ved University College, London. Han lærte her den strukturfunktionalistiske socialantropologi, inspireredes af dens høje krav til feltarbejdet og af dens sociale analyser. Men N. var også solidt forankret i den danske faglige tradition med vægten på kulturhistorie og kulturgeografi. Han fortsatte linjen fra H. P. Steensby, Gudmund Hatt og C. G. Feilberg og Birket-Smith og kunne ikke acceptere den britiske afstandtagen fra kulturhistorisk forskning. Han vendte efter endnu et ophold i London 1955-56 hjem uden at disputere der. Tuaregundersøgelserne fra Ahaggar og Ayr udmøntedes nu i en lang række artikler om slægtskab, slaveri, kvægavlsteknik, kulturhistorie, politik, religion og magi, samt endelig i den store disputats: Ecology and culture of the pastoral Tuareg, 1963. Året efter tiltrådte N. et nyoprettet professorat i etnografi ved Kbh.s univ. og han fandt tid til også at demonstrere sin faglige bredde og dygtighed i de almene værker: Primitive kulturer. Nogle hovedtræk af etnologiens historie, 1963 og Kulturvidenskab, 1965. Der fulgte slidsomme år med opbygningen af det ny Institut for etnologi og antropologi. 1959 begyndte Jens Yde og N. udgivelsen af Dansk etnografisk forenings tidsskrift, Folk, hvis (med)redaktør N. var til sin død. 1963-79 var han formand for foreningen, og 1965 tog han initiativet til stiftelsen af det populærvidenskabelige Jordens Folk – Etnografisk Revy. Disputatsen indeholder både kulturhistoriske og funktionalistiske analyser, og N. viser som et af sine resultater hvordan disse to angrebsvinkler supplerer og uddyber hinanden. Værket er til dato den mest detaljerede fremstilling af tuaregernes erhvervskulturelle og materielle grundlag. Det indeholder som et hovedresultat at det klassedelte tuaregsamfund er opstået ved at udefrakommende kamelnomader har gjort sig til herrer over et ældre lag af småkvægsnomader. Der er desuden fine analyser af mandssløret, boligformens typologi og udvikling m.m. N. blev aldrig færdig med sit enorme tuaregmateriale. I 1966 var han et par måneder blandt tuaregerne for at udbygge sine slægtskabsstudier som han forelæste internationalt om, og som han senest publicerede et strukturelt studie over i Folk (XIII 167– 94).

Allerede 1963 tog N. helt nye studiefelter op. I Niger studerede han sammen med sin kone, etnografen Ida N., de nomadiske kreda (se Naturens Verden, 1964 97-128) og deres undergivne, jægerfolket haddad (se Folk, X, 1968 91-109), og det blev indledning til fortsatte jægerstudier. 1968 var N. med eskimologen Robert Petersen på en forundersøgelse på Vestgrønland; en række lokalsamfundsanalyser og fysisk antropologiske studier kom i gang. N. søgte til Asien hvor han ville have studeret andamanerne, men det blev negrittoer på Filippinerne (se Folk XVI-XVII 401-34) og på Malakkahalvøen i 1968, 1971 og 1973 (som N. fik yngre forskere til at gå i lag med), og endelig til et dybtgående feltstudium blandt Penan i Sarawak i 1973 og -75. Materialet om Penan er trykt oversigtligt og med en vigtig teoretisk analyse af "dødenavne" i Sarawak Museum Journal (XXIV 35-61 og XXVI 29-41), samt i Folk XVIII 205-36 som kritiske noter til den økologiske evolutionismedebat og med forbindelse til N.s særlige interesse sociobiologien. Samspillet mellem mennesker og dyr optog ham meget og i den forbindelse skal hans velskrevne artikel i festskriftet til prins Peter om hans rejsekameler nævnes. Et manuskript om hunden foreligger også. N.s jægersamlinger findes på Nationalmuseet og Moesgård. N. anså etnologien som en grundvidenskab, måske den mest grundlæggende af alle human- og socialvidenskaber. Vigtigst for etnologien var feltarbejdet som han selv havde praktiseret så succesfuldt – her skulle teorierne stå deres prøve og videreudvikles. N. døde midt i et meget aktivt liv med store skriftlige arbejder i gang og et omfattende forfatterskab bag sig, især på baggrund af egne feltarbejder, men også med bidrag til dansk etnografisk faghistorie. N. var medlem af Statens humanistiske forskningsråd 1971-79 og af Videnskabernes selskab 1971 samt af rådet for udviklingsforskning 1974-79. - Tildelt Kgl. danske geografiske selskabs Galatheamedalje 1976.