Johannes v. Euch, Johannes Theodor Joseph v. Euch, 21.1.1834-17.3.1922, biskop. Født i Meppen, Hannover, død i Kbh., begravet sst. (Kat. Vestre). v.E. voksede op i et katolsk hjem, blev student 1852 i Meppen, studerede i Münster og Mainz, sidste sted hos den berømte biskop Kettler, viedes til subdiakon i Hildesheim 1855, til diakon i Paderborn 1857 og var 1855-59 huslærer hos den navnkundige stifter af Bonifaciusforeningen, grev Joseph Theodor v. Stolberg i Westheim. 1860 blev han præsteviet i Osnabrück og sendt til Danmark der blev hans andet hjem, først som vikar og fra 1861 som kapellan ved hovedstadens Skt. Ansgars kirke hvis menighed da talte ca. 750 medlemmer. 1864-84 var han sognepræst i Fredericia og udøvede en udholdende missionsvirksomhed i Jylland og på Fyn for at samle og styrke katolikkerne ved at oprette missionsstationer i de større byer. 1883 fik han et kanonikat i Osnabrück, en stilling han dog ikke kom til at tiltræde da overhovedet for den danske katolicisme, den apostolske præfekt for Danmark Hermann Grüder, døde og 1883 blev v.E. udnævnt til hans efterfølger. 1892 blev han forfremmet til apostolsk vikar, fik som titel biskop af Anastasiopolis og blev bispeviet i Osnabrück. – v.E. kom til Danmark forholdsvis få år efter grundlovens indførelse af religionsfrihed, og de danske katolikker var næppe alle klar over rækkevidden af dette magna charta. Den fremmede så derimod straks hvilke arbejdsmuligheder den nyvundne frihed indebar. Gennem personlige bekendtskaber og sin vindende optræden lykkedes det v.E. at få en væsentlig støtte til det katolske missionsarbejde i Danmark gennem den tyske bonifaciusforening. Han viste et utrætteligt initiativ på alle felter hvor han så mulighed for nye fremstød, og han havde et klart blik og en fast hånd til at lede en fortsat propaganda, som – enten det drejede sig om festprocessioner og valfarter eller om oprettelsen af skoler og hospitaler – skulle vise at den katolske kirke var i aktivitet og repræsenterede en magt. Desuden ejede v.E. en udmærket evne til at forhandle med ikkekatolske autoriteter.

Familie

Forældre: købmand Theodor Daricus Amandus Peter E. (1806-58) og Josephine Engeline Antoinette Trexler (1807-81).

Ikonografi

Mal. af Bertha Wegmann, 1910. Relief af Windfeld-Schmidt. Silhouetklip af Kirsten Wivel (Kgl. bibl). Foto. Buste af Johan Gudmundsen-Holmgreen (det katolske vikariat, Kbh.).

Bibliografi

Joh. Bapt. Metzler: Biskop J.v.E., 1910. Johs. Jørgensen: Mit livs legende IV, 1918 40 108f. J. Olrik m.fl. i Nordisk ugebl. for katholske kristne LXX, 1922 193-210. To højkirkemænd, ved P. G. Lindhardt og J. Swane, 1958.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig