John Ross

John Ross, 24.6.1777-30.8.1856, søofficer, opdagelsesrejsende. Som trettenårig stak John Ross til søs og gennemgik sin læretid inden for handelsflåden hvor han sejlede på Vestindien og i Østersøen, og fra 1794 under Ostindisk Kompagni. 1799 gik han ind i flåden og deltog med hæder i den lange krigsperiode, blev flere gange såret og taget til fange. En overgang fra 1808 var han i svensk tjeneste i kraft af sit kendskab til dette sprog. 1812 blev han commander og sejlede på Hvidehavet.

1818 fik han overdraget ledelsen af en ekspedition som skulle genoptage eftersøgningen af Nordvestpassagen der var afbrudt af krigen. Han førte selv det ene skib, Isabella, mens W.E. Parry førte det andet, Alexander. De sejlede op gennem Baffinbugten, navngav og kortlagde Melvillebugten og nåede frem til 76° 54' n., omtrent ud for det nuværende Dundas. Her mødte man polareskimoerne, de nuværende Thule-eskimoer der ikke før havde været kendt af omverdenen. De var sky og forsigtige, men med hjælp af eskimoen Hans Zakæus der var med på Isabella, fik man kontakt med dem og kunne siden give en nødtørftig beskrivelse af dem. Hans Zakæus tegnede et billede af mødet mellem eskimoerne og de engelske søfolk på isen, formentlig det ældste bevarede billede, tegnet af en eskimo. Siden sejlede man mod syd ind i Lancaster Sound der af John Ross blev opfattet som en lukket fjord, hvorfor han opgav videre fremtrængen og sejlede hjem uden at have fundet sin passage. Til gengæld var størstedelen af Grønlands vestkyst kortlagt.

John Ross blev kritiseret for at have opgivet nær målet og faldt i unåde. W.E. Parry blev i stedet sendt ud for at forske videre og nåede dybt ind i Lancaster Sound. Først 1829 kom Ross igen afsted, til dels for egne midler, og for første gang i pol-forskningen med et dampskib der dog avancerede så langsomt, at Ross i utålmodighed smed maskinen overbord og brugte sejl. Nordvestpassagen fandt han ikke, men til gengæld den magnetiske nordpol på vestkysten af Boothia Felix, ligesom egnen heromkring blev grundigt udforsket – til dels med hundeslæder. Skibet gik fast i isen og siden tabt, og i fire vintre måtte ekspeditionen klare sig igennem, indtil den blev reddet 1833 af hvalfangeren Isabella, John Ross' gamle skib der var sendt ud på eftersøgning efter de forsvundne. Ross havde stor andel i, at så mange af folkene overlevede, og ved hjemkomsten til England fik han oprejsning og blev adlet og fra 1835 udnævnt til konsul i Stockholm.

Da Franklinekspeditionen var forsvundet, tilbød John Ross at lede en eftersøgning, men fik afslag på grund af sin alder. Han søgte da hjælp ad anden vej og kom afsted 1850 med to skibe, men uden at finde de forsvundne.

John Ross har udgivet en række værker om sine rejser: A Voyage of Discovery, 1819, Narrative of a second voyage in Search of a North-West Passage, 1835, en skildring af den sidste ekspedition efter Franklin: Rear admiral Sir John Franklin. A narrative of the circumstances and causes which led to the failure of government expeditions for the rescue of Sir John Franklin, 1855.