John Foltmann, John (Johan) Yde Pedersen Foltmann, 26.3.1892-13.6.1964, generalsekretær i KDA. Født i Randers, død i Kbh., begravet sst., fællesaskegrav (Holmens). Opvokset nær Kløvermarken hvor dansk flyvning begyndte meldte F. som oprindelig var uddannet som telegrafist sig 1916 på hærens flyveskole og fik certifikat 1917. Jævnsides med tjeneste som flyverløjtnant af reserven stiftede og ledede han i Lundtofte fra 1919-23 A/S Dansk Luft Rederi som udførte forskelligartet flyvning, herunder store flyvestævner. F. var fortsat det meste af sit liv på forskellig vis tilknyttet trafik-flyvningen, bl.a. DDL og SAS. F. var medstifter af foreningen Danske flyvere 1917 og dens energiske formand 1928-37; han var hovedarrangør af talrige stævner, rundflyvninger m.v. landet over. Landskendt blev han derudover for sit utrættelige og inspirerende arbejde for at fremme flyvningens sag. Tusinder af foredrag har han holdt, og talrige artikler, oversættelser og egne bogværker foreligger fra hans hånd, således bl.a. Flyvning, 1918, Foltmanns Flyvebog, 1941, Flyvemaskiner fra alle Lande, 1945 og med F. som redaktør Flyvebogen, 1946-47; han var redaktør af tidsskriftet Flyv fra 1928 til sin død. I perioder tjenstgjorde han fremdeles ved flyver-tropperne hvor han blev kaptajn af reserven 1933. 1949-62 var F. den myreflittige og idérige generalsekretær i Kgl. dansk aeroklub (KDA) som i hans tid udvikledes stærkt. Ingen gren af privatflyvningen, svæve- og modelflyvningen blev glemt, og F. havde selv prøvet det hele. Han er blevet kaldt en myte i dansk flyvnings historie og altid betegnet som uselvisk, ærlig og venlig. Blandt talrige anerkendelser kan nævnes æresmedlemskab af KDA og tilsvarende svenske, norske, britiske og tyrkiske klubber samt Danske flyvere, Lindberghprisen, KDA's guldplakette, Federation Aeronautique Internationale's Tissandrier-diplom m.m.

Familie

Forældre: overbådsmand Thorvald Emil F. (1854-1949) og Mathilde Fogh (1865-1947). Gift 12.4.1941 i Holstebro med Mabel Louisa Leach, født 19.11.1898 på Frijsenborg ved Hammel, død 25.1.1966 i Kbh., d. af berider William L. (død 1935) og Jean Pilkington (død 1936).

Udnævnelser

R. 1938.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Nationaltid. 23.3.1952. – Berl. tid. 14.6.1964. P. Weishaupt m.fl. i Flyv, 1964 nr. 7 131f. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig