John Norcross, John Nicholas Norcross, 23.4.1688-4.12.1758, fribytter, statsfange. Født ved Liverpool, død i Kastellet i Kbh., begravet sst. (Garn.). N. blev født under åben himmel i nærheden af Liverpool, kom tidligt til søs og flakkede vidt omkring i verden. Efter at han havde sluttet sig til Stuarternes parti kunne han ikke længere sætte sin fod på engelsk jord, og han søgte derfor til Sverige. I den store nordiske krigs dage fik han tjeneste som svensk kaperkaptajn, men blev 1718 fanget af Peter Tordenskjold og som krigsfange ført til Bremerholm. Herfra flygtede han atter til Sverige, og under påvirkning af Otto v. Görtz skal han have fattet plan om at bortføre den danske kronprins Christian og overgive ham i svenske hænder. I sommeren 1718 lå han flere gange på lur med en båd ved Gyldenlund slot, men forgæves. 1726 faldt N. på ny i den danske regerings hænder, blev denne gang anbragt i citadellet, hvorfra han atter brød ud. Han nåede over til Hamburg, vovede sig uforsigtigt ind på dansk område og førtes på ny til Kbh. som fange. Under forhørene blev han beskyldt for at have villet rydde Frederik IV af vejen og stikke flåden i brand, og efter et nyt flugtforsøg anbragtes han i et 4 x 3 alen stort bur af tykke egestolper. I femten år sad han indespærret i samme værelse hvor senere J. F. Struensee blev anbragt, og københavnerne valfartede til hans fængsel for at se den mærkelige fange og hans dresserede tamme mus. Sin frihed genvandt han aldrig. I sin fangetid skrev han på engelsk en beretning om sit eventyrlige liv, men mange oplysninger er sikkert urigtige.

Familie

Forældre: major Georg N. og N. N. Rigby. Gift 20.6.1717 med Catharina Petronella Brock.

Ikonografi

Stik af C. Fritzsch, 1756, efter tegn. af G. W. Baurenfeind efter mal. af F. Cramer, 1754; efter dette stik af I. D. Philippin, 1757, m.fl., og mal. af Hans Hansen (Fr.borg). N. i sit bur stukket af O. H. de Lode, 1756, efter stikket træsnit. To stik af J. Haas efter tegn. af F. Cramer forestillende N.s forsøg på at snappe kronprinsen og N. i sit værelse i kastellet.

Bibliografi

C. P. Rothe: Sørøverens J. N.s levnet og trekker, 1756 (ny udg. m. titlen: Sørøveren J. N.s levned og oplevelser, ved Birthe Heien, 1978). J. Chr. Riises Archiv for hist. og geogr. XXXV, 1828 1-112. Rich. Petersen: Minder fra Øresundskysten, 1891 38-43. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720-1814, 1, 1891. Aug. Fjelstrup i Gads da. mag. IX, 1915 215-28. Carl K. S. Sprinchorn: J. N., Sth. 1920.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig