Johs. Petersen-Dalum, Johannes Thyge Petersen-Dalum, 4.9.1887-6.7.1962, landbrugsskoleforstander. Født på Dalum landbrugsskole, død i Odense (Skt. Knuds), begravet på Dalum kgd. Undervisning i den lokale friskole samt et ophold på Testrup højskole 1904-05 var de boglige forudsætninger P.-D. mødte op med på faderens landbrugsskole vinteren 1906-07. Herfra gik vejen over Tune landbrugsskole 1909 til landbohøjskolen hvor han blev landbrugskandidat 1913. I de næste syv år erhvervede han en række pædagogiske erfaringer som lærer i husdyrbrug ved Næsgård agerbrugsskole 1913-15 og Asmildkloster landbrugsskole 1915-20. Her var han samtidig konsulent i husdyrbrug ved Viborg amts landøkonomiske forening. Da forstander H. Hauch 1918 fik sæde i landstinget blev P.-D. hans medforstander på Asmildkloster. Sine ønskers mål nåede han imidlertid først i nov. 1920. Han blev da kaldet til at overtage ledelsen af Dalum efter Thomas Madsen-Mygdals udnævnelse til landbrugsminister s.å. I 33 år var han da Dalums myndige og solide leder. Uden at være specielt sagkyndig på det økonomiske og administrative gebet fik han i årene 1924-35 moderniseret og udbygget skolen. Til tekniske nyskabelser som en forsøgssvinestald (1929) og et nyt mejeri med tilhørende laboratorium (1931-32) kom en række forbedringer af elevernes bolig- og studieforhold. 1933 nåede man så vidt at alle elever kunne bo på skolen. De store festligheder ved skolens 50-års jubilæum 1936 betød i mere end én forstand højdepunktet i P.-D.s virksomhed som skoleleder. Med sine to landbrugskurser og sit mejerikursus var Dalum landets største skole i sin art, fast og sikkert styret af P.-D. Ved at være De's med eleverne opretholdt han en vis afstand til dem og til omgivelserne i det hele taget. Det førte med sig at han snarere var respekteret end egentlig afholdt af eleverne. Orden og punktlighed var hans hovedkrav til dem, og kunne dette ikke honoreres, gik vejen uden persons anseelse den lige vej ud gennem skoleporten. Som landokonom og som skoleleder var han nok så meget traditionens vogter som dens fornyer. Størst betydning fik han gennem sin udadrettede virksomhed hvor hans oratoriske begavelse i sammenhæng med en overlegen situationsbedømmelse rigtig kom til sin ret. P.-D. gjorde sig gældende både på det erhvervspolitiske og det landbrugsfaglige felt. 1929-55 var han formand for De fynske landboforeninger, og han havde bestyrelsesposter i De danske landboforeninger og i Landbrugsrådet. Ved siden heraf var han meget aktiv på det landbrugsfaglige felt, såsom det landøkonomiske ungdomsarbejde (1925-41), statens husdyrbrugsudvalg (næstformand 1941, formand 1944) og det europæiske husdyrbrugsudvalg (1952-58). Det var hans styrke at kunne formidle et bæredygtigt kompromis mellem modstridende opfattelser, omend han ikke altid selv leverede det konstruktive element heri. På talerstolen mestrede han med sit absolutte gehør for øjeblikkelige stemningsbølger den kunst at kunne sige tingene akkurat så kraftfuldt, at ordene sagde tilhørerne mere end de strengt taget betød. Mest kendt blev han som en indflydelsesrig opinionsdanner, da han 1939 efter Niels Bredkjærs død overtog dennes månedsoversigter i Statsradiofonien. Med sin dybe karakterfulde stemme og en stor evne for det oratoriske nåede han langt ud over bøndernes rækker. I eminent grad formåede han at tolke det som rørte sig i bondens sind. "Der er ingen, der som han har forstået – under de onde tider for landbruget – at få andre samfundsklasser til at tage den medicin, som de trængte til" (H. Hauch).

Familie

Forældre: landbrugsskoleforstander Jørgen Petersen (1854-1908) og Jensine P. Thygesen (1865-1949). Navneforandring 14.3.1910. Gift 25.9.1915 i Vordingborg med Ingeborg Madsen, født 15.9.1888 i Vemmelev sg., død 16.7.1937 på Dalum landbrugsskole, d. af friskolelærer, senere direktør for andels-svineslagteriet i Vordingborg Niels Peter M. (1858-1927) og Mette Marie Jensen (1858-1939).

Udnævnelser

R. 1931. DM. 1947. K. 1958.

Ikonografi

Mal. (Dalum landbrugsskole). Foto.

Bibliografi

Dalum lærlinges årsskr. 1936 især 182-86. Alfr. Andersen og Sv. Grabow Jensen sst. 1957 7-9. J. K. Svenstrup sst. 1961 95-98. Fyns stifts landbrugstid. XXXI, 1937 502f. R. Borreby sst. 1945 307f; sst. 1947 308f. N. Dyrbye i Højskolebl. LXXXVIII, 1963 395-97. Landbrugsminister Henrik Hauchs erindr., 1978 71. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig