Johs. Schmidt

Johs. Schmidt, Ernst Johannes Schmidt, 2.1.1877-21.2..1933, biolog. Født i Jægerspris, død i Kbh., urne på Vestre kgd. sst. Efter studentereksamen 1894 (Schneekloth) studerede S. botanik og påvirkedes stærkt af Eug. Warming. Allerede fire år senere blev han magister, og 1899, kun 22 år gammel, drog han ud på sin første ekspedition. Sammen med zoologen Th. Mortensen slog han sig ned på øen Koh Chang i Siambugten, og herfra studeredes plante- og dyrelivet. Endnu mens S. var optaget af bearbejdelsen af det hjembragte botaniske materiale blev han 1901 ansat som fiskeribiolog ved Dansk biologisk station og blev n.å. også knyttet til de nystiftede internationale havundersøgelser. Han blev så stærkt inspireret af stationens idérige leder C. G. Joh. Petersen at han snart opgav botanikken til fordel for fiskeri- og havbiologi.

Petersen, der hurtigt havde fået øjnene op for S.s evner, sendte ham i sommeren 1903 med havundersøgelsernes lille, nyanskaffede damptrawler Thor til Nordatlanten hvor det allerede denne første sommer lykkedes S. at påvise gydepladsen for den islandske torsk og andre vigtige nyttefisk samt de hydrografiske faktorers altafgørende indflydelse på fiskenes yngleforhold, vækst, vandringer m.v. Mens S. om vinteren 1902–09 var assistent ved den planteanatomiske undervisning på Kbh.s univ. og ved laboratoriet for mikroskopi på Polyteknisk læreanstalt fortsatte han om sommeren på Thor studierne af de atlantiske fisks forplantningsbiologi. Men det blev åleundersøgelserne der gjorde S. kendt verden over. To italienere havde 1896 påvist at nogle glasklare, tenformede larver fanget ved Messina var ungdomsstadier af den europæiske ål som man derfor mente måtte yngle i Middelhavets dyb. Men i 1904 fangede Thor vest for Færøerne en tilsvarende ålelarve der var nær forvandlingen til glasål. Hermed indledte S. jagten på ålens yngleområde, der skulle komme til at vare 18 år. Fiskeri med det af S. konstruerede ringtrawl gav under de følgende års togter i Østatlanten masser af ålelarver, men ingen små. I vinteren 1908–09 og i sommeren 1910 gennem-sejlede Thor under S.s ledelse hele Middelhavet uden at finde små ålelarver; til gengæld blev Thor-ekspeditionen den til dato mest intensive undersøgelse af det samlede Middelhavs vandmasser og deres pelagiske dyreliv. I Thor-rapporten publiceredes 1912–23 46 store afhandlinger på ialt 3000 kvartsider. – Jagten på ålelarver førtes nu vestpå længere ud i Atlanterhavet. S. fik skibskaptajner til at samle til sig, og 1913 sendte han P. Jespersen på et togt til Vestindien med skonnerten Margrethe. Krigsårenes tvungne stilstand brugtes især til omfattende studier af fiskeracer på Carlsberglaboratoriets fysiologiske afdeling. Her var S. 1910 blevet Emil Chr. Hansens efterfølger som direktør og var kort forinden tillige blevet medlem af kommissionen for havundersøgelser. Efter krigen gik ålejagten videre. I foråret 1920 og -21 udlånte ØK sin 4-mastede motorskonnert Dana til togter til Sargassohavet, og 1921–22 var S. på et nyt Vestindiens-togt med havundersøgelsernes nyindkøbte, bedre udrustede damptrawler Dana. Selv om det heller ikke denne gang lykkedes at fange gydende ål eller helt nyklækkede larver vakte afhandlingen The breeding places of the eel (Phil. Trans. Royal Soc. London, 1922) stor opsigt og oversattes til eller genfortaltes på talrige sprog.

Ikke så snart var de atlantiske åleundersøgelser bragt til en i hvert fald foreløbig afslutning før S. planlagde en udforskning af Det indiske oceans og Stillehavets pelagiske dyre- og planteliv – og i første række de knapt 20 ålearters livshistorie.

Som led i de omfattende forberedelser foretog han studier af indopacifiske ålearters systematik; de blev indsamlet på en rejse til Australien, Ny Zealand og Tahiti 1926 eller indforskrevet fra museer verden over. Det var også Carlsbergfondet der bekostede Danas berømte jordomsejling 1928–30 med S. som leder. lait udsejlede Dana 65.000 sømil (eller tre gange Jordens omkreds ved ækvator). Der blev især fisket med de effektive ringnet (med en diameter på 1 1/2–3 m) suppleret med bl.a. tusindvis af temperaturmålinger og vandprøver ned til 4–5000 m dybde. "Carlsbergfondets Dana Samlinger" kom til at omfatte et enormt materiale fra Atlanterhavet/ Vestindien og jordomsejlingen: 5–6000 fangster i ringnet med hundred- eller tusindvis af dyr i hver – langt de største pelagiske samlinger tilvejebragt af nogen ekspedition. Før sin tidlige død, 56 år gammel, nåede S. kun lige at ansøge Carlsbergfondet om den første bevilling til det kolossale sorteringsarbejde. Det kom til at strække sig over 40 år, den meste tid udført af 3–4 tekniske medarbejdere og ledet af først Å. Vedel Tåning, senere E. Bertelsen. 1973 overgik samlingerne til Zoologisk museum. I The Danish Dana"- expeditions 1920–22, 1926–31 publiceredes under S.s redaktion otte store afhandlinger. Senere indgik 1920–22-resultaterne i The Carlsberg Foundation's oceanographical expedition round the world 1928–30 (kaldet Dana-Report), en af havforskningens hovedpublikationer med hidtil 87 afhandlinger – fortrinsvis monografier – på ialt 7850 store kvartsider (adskillige genoptrykt). Hertil kommer godt et par hundrede afhandlinger baseret helt eller delvis på Danamateriale og mange populærvidenskabelige publikationer, bl.a. Dana's Togt omkring Jorden 1928–1930, 1932 og Naturforskeren Johannes Schmidt, 1947. S.s videnskabelige produktion indledtes med en halv snes botaniske arbejder, bl.a. en monografi om Danmarks blaagrønne Alger, 1899, disputatsen om løvskud og bladstilling hos mangrovetræerne (1903) bidrag til den af S. redigerede Flora of Koh Chang I-X (Botanisk Tidsskr. 1900–16) og bogen Bakterierne (s.m. Fr. Weis, oversat til tysk og polsk). Efter en række mindre arbejder om larveudvikling hos diverse østatiantiske fiskegrupper kom 1909 The distribution of the pelagic fry and the spawning regions of the gadoids in the North Atlantic from Iceland to Spain som behandler ikke mindre end 17 torskearter og velsagtens er S.s betydeligste arbejde. De omfattende racestudier under og efter krigen omfattede ål og ålekvabbe, tandkarpen Lebistes (guppy), ørred og den nordatlantiske torsk. De var baseret på Variationsstatistik og biallele (flersidige) krydsningsmetoder, suppleret med eksperimentelle undersøgelser af kårenes indflydelse på racepræget; de fleste publiceredes under fællestitlen Racial studies in fishes I-X, 1917–30. Andre større arbejder omhandler krydsningsforsøg og arvelighedsundersøgelser over humle og systematik og udbredelse af nogle pelagiske dybhavsfisk fra Middelhavet (1918). – Gennem sine rejser stiftede S. bekendtskab med videnskabsmænd fra hele kloden, og med berømmelsen fulgte medlemskab af talrige udenlandske selskaber og akademier. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1918 og æresdoktor ved Liverpools universitet 1923. Et J.S.-legat støtter bearbejdelse af Dana- og andre dybhavssamlinger. – S. besad et sjældent organisations- og administrationstalent og havde sans for anvendelse af den rette teknik. Han var ambitiøs og kunne være hensynsløs over for nære medarbejdere, men blev i kraft af sin lysende intelligens, stædige vilje, idérigdom og flid en af de betydeligste repræsentanter for de mange økologisk arbejdende danske biologer fra første halvdel af dette århundrede.