Johs. Skræppenborg-Nielsen, Johannes Skræppenborg-Nielsen, 10.3.1917-17.4.1997, politiker. Født i Middelfart. S. voksede op i Middelfart og er forblevet trofast mod hjembyen hele sit liv. Efter realeksamen 1933 blev han ansat i den lokale sygekasse hvor han blev kasserer 1938 og forretningsfører 1953. Samtidig fortsatte han sin uddannelse, tog handelsmedhjælpereksamen 1937, lærte stenografi og begyndte at læse til student 1944. Det sidste satte hans deltagelse i modstandsbevægelsen dog en stopper for. Som kommunist havde han været aktiv modstandsmand fra 1941, var anholdt af tyskerne en kort tid og blev senere medlem af frihedsrådets lokalkomité. Fra 1945 var han kommunistisk folketingskandidat i Middelfartkredsen, og 1946 blev han medlem af Middelfart byråd. Bedre end de fleste var han i stand til at fastholde sine vælgeres tillid under partiets tilbagegang efter 1945. I 1958 deltog han i stiftelsen af socialistisk folkeparti, og ved valget 1960 blev han valgt til folketinget for Odense amtskreds idet han udover i Middelfartkredsen var opstillet i den kreds der fra 1964 betegnedes som Odense 1. kreds. Desuden fortsatte han som medlem af Middelfart byråd, nu for SF.

S. blev sit partis repræsentant i folketingets finansudvalg og var medlem af gruppebestyrelsen og af partiets hovedbestyrelse. Han arbejdede yderst grundigt og samvittighedsfuldt med sine ordførerskaber og med sagerne i finansudvalget og vandt sig megen respekt blandt kolleger i alle partier for en saglig og ansvarlig holdning der var præget af tydelig uvilje mod doktrinær protestpolitik og frasemageri og af skepsis over for bureaukrati og overadministration – han tog således 1967 afstand fra kildeskatten og senere fra det offentliges overtagelse af sygekasserne. Det sidste gennemførtes 1973 efter hans udtræden af folketinget, men han tog den konsekvens af sin holdning at han opgav sin stilling som forretningsfører i Middelfart sygekasse.

Den bitre strid i socialistisk folkeparti 1967 berørte S. dybt og gjorde ham træt af folketingsarbejdet, og selv om han fuldt ud støttede Aksel Larsens linje og viste dette ved at lade sig genopstille i Middelfartkredsen januar 1968, opgav han den Odensekreds der hidtil havde sikret hans valg, og trak sig således i realiteten selv tilbage fra folketinget. Han fortsatte derimod i Middelfart byråd til 1974 og i forskellige udvalg hvortil han var indstillet af sit parti. Hans stærke interesse for det danske arbejde i Sydslesvig har ført til medlemskab af bl.a. folketingets sønderjyske udvalg og Grænseforeningens hovedbestyrelse 1971-83.

S. har rejst meget, med vidt åbne sanser, både under og efter tiden i folketinget. Det har givet ham stof til en omfattende foredragsvirksomhed overalt i landet og til mange artikler i Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad. – S. har ikke mange lighedspunkter med det banale propagandabillede af en kommunist eller folkesocialist. Hans politiske ståsted og virke var bestemt af et alvorligt og ansvarsbevidst socialt engagement, men hans folkelige forankring og dybe sans for et hæderligt og forstandigt, ubureaukratisk samarbejde mellem mennesker med forskellige holdninger bragte ham uundgåeligt på afstand af traditionelle partipolitiske manerer. Han har derfor været noget af en fremmed fugl i den politiske verden, men så meget mere en ægte repræsentant for dansk folkelighed.

Familie

Forældre: snedkersvend Peter S.-N. (1872–1946) og Ane Kirstine Nielsen (1878–1957). Gift 23.2.1946 i Odense (b.v.) med afdelingssygeplejerske Gudrun Larsen, født 18.10.1915 i Nr. Åby, d. af gårdejer Søren Peter L. (1874–1946) og Constance Marie Larsen (1883–1962).

Bibliografi

J. S.-N. i Fra hytte og slot, red. Margrethe Spies, 1977 81–114.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig