Joseph Christian Lillie, 20.3.1760-29.1.1827, arkitekt. Født i Kbh. (Petri), død i Lübeck, begravet sst. L. blev indskrevet ved kunstakademiet som ganske ung. Han anfører i en senere ansøgning, at han "i en alder af 19 Aar" havde "vundet alle Premier og Medailler". Den store guldmedalje fik han 1779, samtidig med C. F. Hansen. 7.1.1783 blev han fast ansat som "Informator i Architecture Skolerne". 6.5.1783 anbefalede akademiet ham til stillingen som "Dessinateur ved det Kongelige Meubel Magazin". Denne institution var stiftet 1777 for at ophjælpe den danske snedkerprofession. Professorerne fremhæver hans "meere end almindelige Genie for det skiønne foreenet med Flid og Lærvillighed" og anbefaler ham "især til Arbejde, der skal udmærke sig ved en god og rigtig Smag". L. opnåede den nævnte stilling i beg. af 1784. 25.2.1784 fik han desuden borgerskab som snedker, idet han overtog det værksted som hans mor havde fortsat efter faderens død. 1790 blev L. indstillet til et nyoprettet embede som "Hofdekorateur". Det vakte mishag hos akademiets medlemmer der følte, at deres rettigheder var gået for nær. Protesterne blev dog ignoreret af kongehuset. I sin ny virksomhed kom L. i høj grad til at præge interiørstilen i Danmark i slutningen af 1700-tallet. Han opnåede aldrig et rejsestipendium pga. hjemlige intriger, men fulgte trods alt med i nyklassicismens udvikling i Europa og hentede ideer fra italienske, franske, engelske og tyske stik og publikationer. L. nyindrettede talrige gemakker på Christiansborg, Frederiksberg slot og Marienlyst. Efter residensslottets brand 1794 deltog han i indretningen af kongefamiliens boliger på Amalienborg. Han havde også en stor kreds af private kunder i Danmark og Norge.

L. fik endvidere betydning som møbelarkitekt. Der eksisterer endnu adskillige møbler som han har tegnet og leveret til de kongelige slotte. Han har også været mester for inventaret og dekorationerne på Brede hovedbygning, Liselund, Jomfruens Egede og Teje i Norge. Det hørte med til hans opgave som leder af "Det kongelige Meubelmagazin" at levere fortegninger til snedkerne. L. kom herigennem til at sætte sit præg på et helt afsnit af nyklassicismens danske møbelproduktion. Han brød med C. F. Harsdorffs og G. E. Rosenbergs lidt tunge nyklassicisme. Hans spinkle møbeltyper er påvirket af de engelske møbeltegnere George Hepplewhite og Thomas Sheraton. - Et svagt punkt i L.s tilværelse var hans svigtende økonomiske sans. Han blev erklæret konkurs 1794, men reddede sig ved en tvangsakkord og den omstændighed, at hoffet fik særlig brug for ham efter Christiansborgs brand samme år. 1799 var han igen på fallittens rand. For at undgå gældsfængsel flygtede han til Nordtyskland hvor han fik arbejde som konduktør hos sin gamle studiefælle C. F. Hansen der var landbygmester i det danske Altona. Nogle år senere blev L. "Directeur und erster Lehrer der Architecture, Perspective und Geometrie" ved "die freye Zeichenschule für angehende Handwerker" i Lübeck. I denne stilling virkede han i over 22 år. Han udfoldede også en rig virksomhed som arkitekt i byen og dens opland. Af hans mest kendte arbejder kan nævnes Behnhaus i Lübeck med gode eksempler på hans interiørkunst.

Familie

Forældre: snedkermester Georg Friedrich L. (ved dåben Jürgen Friderich Levin) (ca. 1711-74) og Eva Schilds (Schills) (død 1784, gift 1. gang med fabrikant Nicolai Carsellius, død 1757). Gift 1. gang 25.6.1784 i Kbh. (Trin.) med Rebekka Maria Clausen, født 28.11.1759 i Kbh. (Trin.), død 31.8.1797 sst. (Nic.), d. af traktør på Tuborg Lorentz Nicolai C. (ca. 1725-ca. 94) og Arine Vogt (ca. 1736-1815). Gift 2. gang med Julie Munie (Munier), begr. 21.7.1804 i Lübeck. Gift 3. gang 1805 (u.v.) med Johanna Cath. Haak.

Ikonografi

Mal. af Johann Baptist Hauttmann, 1806 (Behnhaus, Lübeck).

Bibliografi

Leo Swane i Architekten XXI, 1919 69-78. Joachim v. Welck i Zeitschr. des Vereins für Lübeckische Gesch. und Altertumskunde XXVII, Lübeck 1934 1-29. Samme sst. XXVIII, 1935 103-32; 1936 303-41. Das Behnhaus zu Lübeck. Katalog udg. H. A. Gräbke og G. Lindtke, Lübeck 1967. Tove Lund Larsen: J. C. L. und sein Wirken als Innenarchitekt in Dänemark und Lübeck, 1970. Tove Clemmensen: Møbler af N. H. Jardin, C. F. Harsdorff og J. C. L., 1973.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig