Joseph Davidsohn, 22.2.1894-2.10.1943, sociolog. Født i Kbh. (Mos.), død i skov i Esbønderup sg., begravet i Hillerød 1943, overført til Mos. Vestre kgd. 1965. D. blev student 1910 fra Efterslægtens skole blandt hvis lærere historikeren dr. J. P. Jacobsen, til hvis minde han senere dedicerede sin doktorafhandling, ved sin personlighed og senere ved sine skrifter fik afgørende indflydelse på hans udvikling. 1916 blev han cand. polit. og var 1916-17 sekretær i Den zionistiske verdensorganisations bureau i Kbh. 1918 blev han sekretær i Kbh.s skattedirektorat. I vinteren 1918-19 foretog han en længere rejse i Rusland og Tyskland og oplevede på nærmeste hold flere betydelige faser af de i disse lande foregående revolutioner. 1920 blev han skatte- og boliginspektør i Nykøbing F., 1927 sekretær i Invalideforsikringsrådet, 1934 fuldmægtig i Direktoratet for ulykkesforsikring og 1941 tillige sekretær i Udvalget angående ulykkesforsikring af tjenestemænd m.fl. - D. følte sig tidligt tiltrukket af sociologien. Nitten år gammel opnåede han accessit for besvarelse af prisopgaven om Forholdet mellem Etik og Sociologi. 1915 skrev han Sociologi og Socialøkonomi, i Nationaløkon. Tidsskr. LIV, 1916 der sammen med Nogle Bidrag til den almindelige Sociologi, trykt sst. LV, 1917, dannede forarbejder til Om Betingelserne og de nærmeste Opgaver for en eksakt Sociologi som skaffede ham den filosofiske doktorgrad 1923, den første danske sociologiske doktordisputats. D. forelæste adskillige gange som privatdocent over sociologiske emner, og 1937 deltog han under vakance i undervisningen ved Århus universitet. 1928-29 var han redaktør af Quod felix, og 1929 formand i Studentersamfundet samt for skiftende jødiske ungdomsforeninger. Foruden de ovennævnte arbejder forfattede han ved siden af adskillige tidsskriftsafhandlinger og avisartikler Almindelig Sociologi. Kulturens Form og Bygning = Sociologiske Grundrids I, 1928, Participationsstudier = Sociologiske Grundrids II, 1931 og Økonomisk Historieopfattelse. En kritisk Fremstilling, s.å. 1932-33 var han på studierejse i USA og England som Fellow of the Rockefeller Foundation.

Som forsker arbejdede D. på det af den franske sociologiske skole og da især L. Lévy-Bruhl skabte grundlag og tilstræbte en kritisk gennemførelse af skolens principper. Med sine udmærkede evner, omfattende kundskaber og brændende begejstring for den videnskab han tjente havde han de bedste forudsætninger for at gøre en værdifuld videnskabelig indsats; men efter begivenhederne i aug. 1943 så han intet håb for sig og sin hustru, og sammen søgte de døden i Snevret skov, nord for Esrom.

Familie

Forældre: lærer Baruch D. (1859-1926) og Mariane Eliaschowitz (1861-1935). Gift 29.11.1918 med Fanja (Fannia) Rodla Rosenblum, født 21.5.1892 i Rusland, 12.10.1943 i skov i Esbønderup sg., d. af plantageejer M. O. R. og Mira Hurwitz.

Ikonografi

Tegn. af Carl Jensen, udst. 1930.

Bibliografi

Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1923 93f. -Studenterne 1910, red. Kr. Müller, 1935 190.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig