Josias Lorck, Josias Lorch, 3.1.1723-8.2.1785, præst, bogsamler. Født i Flensborg, død i Kbh., begravet i Fred. ty. k. Efter at have studeret i Halle 1741-43 kom L. 1744 til Kbh. og blev n.å. ordineret tysk kateket ved Vor Frelsers kirke. Som sådan tog han med iver arbejdet op for at den tyske menighed på Christianshavn kunne få sin egen kirke, og med støtte af grev J. L. Holstein lykkedes det ham at få rejst Frederiks tyske kirke (indviet 1759), og samtidig blev L. dens sognepræst. Han var en nidkær og flittig præst af konservativ farve, varmt interesseret også i skolevæsen. Særlig fortjeneste havde han af oprettelsen af et opfostringshus for fattige piger. Det blev grundlagt 1755 og fik 1760 sin egen bygning i Prinsessegade. Så længe denne stiftelse bestod (indtil 1785) udgjorde den et betydningsfuldt led i hovedstadens filantropiske arbejde, og i årenes løb udgik der herfra et ikke ringe antal dygtige tjenestepiger. - Langt mere kendt blev L. dog ved sin litterære virksomhed. Han var medarbejder ved A. F. Büschings væsentlig recenserende tidsskrift Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften und Künste in den kgl. Dänischen Reichen und Ländern I-III, 1754-57 og fortsatte det efter Büschings bortrejse under titel Fortgesetzte Nachrichten etc. I-IV, 1758-68. Desuden har han alene udgivet Dänisches Journal I-II, 1767-70 og Beyträge zu der neuesten Kirchengeschichte in den kgl. Dänischen Reichen und Ländern I-II, 1756-62. Ikke mindst sidstnævnte samlingsværk er af betydning for forståelsen af datidens kirkehistorie idet L. heri meddelte talrige efterretninger og aktstykker mest vedrørende hertugdømmerne og den danske mission. Fremfor alt er L. blevet berømt som bibelsamler. Han var en udpræget samlernatur, og efter at han 1753 ved en tilfældig anledning var kommet på den tanke at samle på bibeludgaver og -oversættelser fortsatte han planmæssigt dermed i de følgende 30 år således at han til sidst havde over 5000 numre, deriblandt mange meget store sjældenheder. L.s bibelsamling regnedes for en af Kbh.s seværdigheder og blev også så berømt i udlandet at den boginteresserede hertug Karl Eugen af Württemberg 1784 rejste til Kbh. for personlig at forhandle om at erhverve den. Det lykkedes parterne at komme til enighed; samlingen kom senere til biblioteket i Stuttgart. Over dens indhold foreligger et af L. selv påbegyndt, af hans svigersøn J. G. C. Adler afsluttet, monumentalt katalog af beskrivende art i fem bind (1787). Allerede tidligere havde L. udgivet en beskrivelse af de mærkeligste stykker i sin samling tillige med en beretning om dens oprindelse og vækst i sin Die Bibelgeschichte in einigen Beyträgen erläutert I-II, 1779-83. Foruden sin bibelsamling ejede L. et bibliotek på over 20 000 bind og en kobberstiksamling på over 4000 numre. G Mindetavle 1936 i krypten under Christianskirken, Kbh.

Familie

Forældre: rådmand Jes Lorenzen L. (1667-1746, gift 1. gang 1697 med Maria Abel Lorenzen) og Brigitta (Birgitte) v. Lutten (1683-1752). Gift l. gang 8.11.1752 i Kbh. (Garn.) med Dorothea Maria Kreber, født 21.11.1721, død 18.11.1770 i Kbh. (Fred. ty.), d.af premierløjtnant, senere kaptajn Daniel K. (ca. 1682-1760) og Catharina Dorothea Freiers (1697-1754). Gift 2. gang 28.8.1771 i Kbh. (Petri) med Sophie Amalie Müller, født 2.12.1741 i Slesvig, død 14.2.1787 i Kbh. (Fred. ty.), d. af bygmester, kar. ingeniørmajor Otto Johan M. (1692-1762) og Maria Charlotte Amalie Nissen, adopt. Böhme (1711-71).

Bibliografi

Danske saml. II, 1866-67 350 351. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm II, 1925-30 304 382. - Th. Hauch-Fausbøll i Pers. hist. t. 10.r.III, 1936 132 134f (om slægten). J. C. Schønheyder: Predigt zum Andenken des sel. Herrn J. L., 1785. Joakim Larsen: Bidrag til Kbh.s off. skolevæsens hist., 1881 36. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 4.r.IV, 1895-97 239f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig