Julius Foss, Julius Christian Foss, 21.4.1879-23.6.1953, organist. Født i Dragør, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). F. var elev af Gottfred Matthison-Hansen,Otto Malling, J. D. Bondesen, Louis Glass o.a., tog organisteksamen 1897, var på konservatoriet 1900-01, studerede i udlandet, bl.a. på det Hochske konservatorium i Frankfurt a.M. 1914, og var organist ved Sundby kirke 1901-49. Sine historiske interesser har han vist i sin stilling som assistent, senere arkivar og bibliotekar ved Musikhistorisk museum (1910-24 og 1933-43), desuden gennem sit arbejde på at dechiffrere Det kgl. kapels repertoire i de såkaldte stemmebøger fra Chr.IIIs tid på Det kgl. bibliotek. Endvidere var F. stifter af og dirigent for Dansk mensural-cantori, 1918, som ophørte ved F.s død, og hvis hovedopgave var fremførelse af historisk musik. Fra 1919 var han musikanmelder ved Kristeligt Dagblad. F. skrev en musikteori (1909) og i Aarbog for Musik en beskrivelse af sit arbejde med de gamle stemmebøger; 1925-26 var han medarbejder ved Illustreret Musikleksikon; han har desuden udgivet en "legatbog" for musikere samt Organist- og Kantorembederne (3.udg. 1927). Gennem årene deltog F. i ledelsen af en række sociale musiksammenslutninger, især som bestyrelsesmedlem af Dansk organist og kantor samfund 1918-34, heraf tolv år som formand. Ved en række orgelnybygninger fungerede han som konsulent.

Familie

Forældre: lods, senere kordegn ved Filipskirken i Kbh. Niels William F. (1851-1938) og Anna Kirstine Jansen (1857-1949). Gift 10.6.1907 i Odense med Magdalene Maaløe, født 19.10.1883 i Odense, død 17.2.1948 i Kbh., d. af exam.jur., godsforvalter på Gyldensteen, Fyn, senere bogholder og direktør i Fyns stifts sparekasse Hans Hartvig Ernst Bernstorff M. (1840-1901) og Hanne Louise Oline Urban Hansen (1847-1925).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

V. Kappel: Dansk mensural cantori 1918-43, 1943. S. Berg i Da. musiktidsskr., 1948 13f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig