Julius Friis Hansen

Julius Friis Hansen, 29.9.1856-5.8.1905, præst. Født på Ødegård ved Sakskøbing, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). F.H. blev student fra Nykøbing F. 1874, cand.teol. 1880, 1882-89 var han kapellan i Lyngby og 1889-96 sognepræst i Olsker-Allinge. Han var vakt ved Rudolph Frimodts forkyndelse, stod altid Indre mission nær – han kendte den fra Bornholm og sine mange rejser – og med hensyn til søndagsskoler, bibellæsninger, missionshusbyggeri og sjælesorg arbejdede han helt i dens linie. Alligevel var han ikke en typisk missionsk sognepræst; snarere mindede han om de store skikkelser inden for "the evangelical revival" i England eller om skotske presbyterianere; især beundrede han Th. Chalmers hvis bog om fattigpleje han oversatte, og hvis frikirkelige idealer han til dels tilegnede sig. F.H. ville kombinere pietistisk omvendelsesforkyndelse med socialt arbejde; den store sag om en landsomfattende menighedspleje (1889) havde i ham en kraftig talsmand, og helt igennem ville han bygge på frivillighedens princip; menigheden, ikke staten eller det offentlige, skulle være kirkens "subjekt" og søge sin ret dertil i forkyndende og diakonalt arbejde. Sidst i 1880erne kom F.H. med en vennekreds, kaldet Ringen eller Kirkens venner, sammen med Henry Ussing, H. O. Lange (1863-1943), Harald Westergaard og P. D. Koch; de dannede hjernetrusten bag det senere Københavns kirkefond, og gennem en udstrakt korrespondance – i en vandrebog – formulerede de deres program: først vækkende forkyndelse, så dannelse af intenst samarbejdende menighedssamfund hvorfra alt kirkeligt arbejde udstrålede, og endelig sognedelinger og kirkebyggeri. De stod i opposition til bymissionen, men støttede sig til landmissionen (Vilhelm Beck) og det herfra indvandrede lægfolk. Selv mente de at være Kierkegaarddisciple, og hos F.H. viste dette sig bl.a. da han netop under påberåbelse af Kierkegaard 1893 kritiserede et forslag om stats- eller kommunestøttet kirkebyggeri af store kirker og henviste til frivilligheden og nødvendigheden af at arbejde ud fra små og primitive bygninger og i øvrigt efter lavkirkelige principper. Da omsider kirkefondet 1896 trådte ud i livet blev F.H. dets selvfølgelige sekretær og daglige leder; han og H. Westergaard var de egentlige energikilder, mens formanden, biskop Th. Skat Rørdam stort set så til og lod tingene ske -langtfra altid tilfreds med udviklingen, fordi F.H. ensidigt sørgede for at få de mange nye embeder ved de kirker som i hurtig takt byggedes i storbyen besat med missionspræster; mange af dem var langtfra egnede til at arbejde under by-forhold, andre var direkte umulige, og under alle omstændigheder betød hans styre at forkyndelsen ved kirkefondskirkerne i høj grad ensrettedes, og at menighedssamfundene – der mest bestod af indvandrere – vel blev en magtfaktor af rang, men også kom til at virke forsnævrende og sekulariserende på hovedstadens kirkeliv. Selvsagt måtte F.H. være en forbitret modstander af J. C. Christensens menighedsrådslov som truede med at overlade præstevalget til det ukirkelige sogneflertal. I pjecen Menighedsraad, 1901 hævdede han at sådanne råd burde være frivillige, kun bestå af troende som et selvsupplerende og "skønsomt Udvalg af de mest aandelige Lægmænd, dem med de rigeste Udviklingsmuligheder" og af folk som ved "forskellige Kærlighedsgerninger og Pengegaver til Guds Riges Fremme" havde dokumenteret deres ret til at råde i kirken. Han blev kraftigt imødegået af Morten Pontoppidan. 1902 gik F.H. ind for "en fri folkekirke" uden statsindblanding, og 1903 kom en af gammeltestamentlig religiøsitet præget pjece Den hellige Fædrelandskærlighed. F.H. var et fantastisk arbejdsmenneske, men han sled sig hurtigt op og døde endnu ikke 50 år gammel.