Julius Wiberg

Julius Wiberg, Julius Josias Wiberg, 2.5.1860-19.8.1941, læge. Født i Kbh. (Frue), død i Birkerød, urne på Vordingborg kgd. W.s barndom i Grønland hvor faderen var præst 1864-70 gav ham lyst til at stå til søs, men han slog om, blev 1882 privat dimitteret til universitetet og tog medicinsk embedseksamen 1889. Hurtigt fik han interesse for medicinsk-historiske problemer og forberedte sig til løsningen af disse ved sprogstudier, særlig græsk og arabisk, idet han skaffede sig tid hertil som skibslæge, både i marinen og med udvandrerskibe. Desuden gennemgik han turnustjeneste og forsøgte sig flere steder på landet som praktiserende læge. Fra 1911 var han distriktslæge på Færøerne, men ansattes 1914 i Vordingborg hvor han forblev som kredslæge til 1927 hvorefter han bosatte sig i Birkerød. Hans første publikationer handlede om middelalderen og renæssancen (således Paracelsus), men 1910 disputerede han for den medicinske doktorgrad ved en grundig afhandling om Galen og den galenske Lægevidenskab og Lægekunst der var bygget på første-håndsstudier, og senere dyrkede han væsentligst den oldgræske lægevidenskab og kom til det resultat at den arabiske lægevidenskab langtfra kunne måle sig med denne. 1926-39 udgav han Oldgræsk Lægevidenskab I-VII og 1940 Medicinsk-historiske Afhandlinger I-IV med studier over Hippokrates, Paracelsus, Ambroise Paré og arabisk lægevidenskab i Spanien i 900–1300-tallet der belyste hans flittige og grundige fortsatte forsken i oldtid og renæssance, men han publicerede dog også Den krupøse Pneumonis Patologi ... fra Slutningen af det 17. Aarh. til Midten af det 19. Aarh., 1938 og Hjærtesygdommenes Patologi i samme tidsrum (1939). – Den danske medicins historie interesserede ham ikke. Den omstændighed at han i reglen boede afsides og ikke stod i videre kontakt med andre prægede hans arbejder. Han brød sig heller ikke synderligt om andres forskningsresultater, holdt sig helst til hvad han selv fandt ud af; derved fik hans arbejder en vis selvstændighed, og ikke sjældent har han påpeget forhold hvorpå andre har kunnet bygge videre. Om Thomas Sydenham udgav han 1924 en monografi.